Det er maj, solen bager ned over de nyslåede græsplæner, og i de danske kirker og forsamlingshuse udspiller der sig i disse uger et drama af episke proportioner. Det er sæsonen for den hvide kjole, det alt for stive jakkesæt og de spektakulære ankomster, der får en gennemsnitlig statsbegravelse til at ligne en diskret komsammen i en kolonihave.
Jeg sad forleden og læste om en konfirmand, der blev fløjet direkte fra kirken til festen i en helikopter. Det var ikke i en film eller et fjernt land med oliepenge og tvivlsom moral. Nej, det var i det jyske, hvor vi normalt praler af at have begge ben på jorden – eller i det mindste på en solid Ferguson. Men nu skal de unge mennesker åbenbart fragtes gennem luftrummet for at markere, at de er trådt ind i de voksnes rækker. Det må være en tung byrde at bære, at man allerede som 14-årig har nået sit logistiske højdepunkt. Hvad skal man så ankomme i til sit bryllup? En rumkapsel? En flåde af dresserede svaner?
Det er blevet et ræs, hvor indholdet i kirken – de ord om tro, dannelse og overgangen fra barn til ung – risikerer at drukne i lyden af rotorblade og synet af hvide sneakers til fem tusind kroner. Vi bygger en facade så stor, at selve hovedpersonen næsten forsvinder bag den. Det er som om, vi forsøger at købe os til betydning. Hvis bare festen er dyr nok, gaven er stor nok, og ankomsten er larmende nok, så må det vel betyde, at dagen er vigtig. Men betydning findes sjældent i en turbinemotor. Den findes i det blik, man udveksler over bordet, eller den samtale, der opstår, når musikken for en stund tier.
De hjemmelavede sange fra det dybe mørke
Og når vi nu taler om musik, så lad os adressere det mest sejlivede traume i den danske festkultur: Festsangen. Der findes intet så dansk og samtidig så rædselsfuldt som tyve vers på melodien ‘I en kælder sort som kul’, hvor rimenes kvalitet er direkte proportional med mængden af hvidvin i blodet på forfatteren. Det er en disciplin, hvor vi tvinger hundrede mennesker til at synge ord, der ikke passer til takten, om dengang konfirmanden tabte sin sut i en lort på Bornholm.
Vi gør det af kærlighed, siger vi. Men er det kærlighed at udsætte et ungt menneske for kollektivt ubehag i femten minutter, mens man snubler over hjemmelavede rim som ‘nu du stor er blevet, og livet du har levet’? Det er en mærkelig form for dannelse, hvor vi fejrer individet ved at tvinge det til at høre på en dårligt læst tekst om dets egne pinligheder. Måske skulle vi i stedet turde sige noget rigtigt. Turde rejse os op og tale fra hjertet, uden at det behøver at rime på ‘pølser’.
Jagten på dannelsen i gavebjerget
Midt i dette cirkus sidder konfirmanden og kigger på gavebordet. Der er penge nok til at starte en mindre bank, og mængden af gadgets kan udstyre et mellemstort it-firma. Det er her, vi som voksne ofte fejler. Vi glemmer at fortælle dem, at de er gode nok, selvom de ikke ankommer i en limousine, eller selvom deres blå mandag ikke foregår på en yacht i Middelhavet.
Vi har skabt en kultur, hvor ‘Instagram-momentet’ er vigtigere end selve øjeblikket. Vi fotograferer forretterne, filmer sangene og streamer ankomsten, men glemmer vi at mærke efter? Konfirmationen burde være en fejring af ånden, af det menneske, der er ved at folde sig ud. Men i stedet er det ofte blevet en fejring af det system, vi alle er en del af – forbruget, sammenligningen og jagten på den perfekte overflade.
Det er ikke fordi, jeg er modstander af en god fest. Tværtimod. Jeg elsker fester, hvor man griner, indtil man får ondt i maven, og hvor man danser på bordene til den lyse morgen. Men lad os huske at tage mennesket med. Lad os gøre plads til de skæve historier, de ægte tårer og den dannelse, der ikke kan købes for penge. For i sidste ende er det ikke helikopteren, konfirmanden vil huske. Det er følelsen af at være set, hørt og elsket for præcis den, man er – også når de hvide sneakers er blevet beskidte, og sangen for længst er glemt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
