Det er maj, det er lyst, og det dufter af nyslået græs og lunken brun sovs. Vi befinder os midt i den nationale undtagelsestilstand, vi kalder konfirmations-sæsonen, hvor tusindvis af teenagere bliver “voksne” til lyden af falske sange og Onkel Eriks endeløse taler.
Solen står højt her midt i maj, men inde i de danske forsamlingshuse og de nystrøgne havetelte er luften tyk af forventning, hårspray og den helt særlige duft af tarteletfyld. Det er her, vi danskere for alvor viser vores sande ansigt. Det er her, vi trækker i det stive puds, som vi ikke har haft på siden sidste fætter-kusine-fest, og forbereder os på den rituelle maraton, der venter. Jeg har netop selv været til en af slagsen, og mens jeg sad der og kiggede på de små Dannebrogsflag, der var stukket ned i en halv citron, slog det mig: Konfirmationen er ikke bare en fest. Det er en antropologisk slagmark, hvor vi kæmper for at bevare værdigheden midt i de mest gennemtærskede klichéer, menneskeheden har frembragt.
Vi lever i en tid, hvor alt skal være effektivt, digitalt og strømlinet. Men når det kommer til konfirmationen, er det som om, tiden står stille i en boble af nostalgi og mærkværdige traditioner. Vi insisterer på at gøre det præcis som vores forældre gjorde det, og deres forældre før dem. Det er i grunden ret smukt, selvom det kræver en vis udholdenhed at komme igennem de syv timer ved bordet, hvor den eneste form for motion er at rejse sig op for at skåle eller synge endnu et vers på en melodi, ingen rigtig kan huske.
Den rituelle lidelse i det hvide telt
Det starter altid så godt. Man ankommer i sit bedste humør, har købt en gave, der forhåbentlig er dyr nok til at blive husket, men ikke så dyr, at man føler sig købt, og man glæder sig til at se familien. Men så snart man træder ind i det hvide telt eller den lokale kro, mærker man tyngden af det program, der venter. Der er en usynlig kontrakt, man underskriver i det øjeblik, man sætter sig ved bordet. Kontrakten lyder: “Jeg lover at sidde her, til mine baglår sover, og jeg lover at smile indforstået, hver gang en taler nævner ordet ‘voksen’ eller ‘ansvar’.”
Menuen er det første tegn på, at vi er trådt ind i et parallelunivers. Suppe, steg og is. Det er den danske treenighed, som ingen tør pille ved. Suppen skal være klar, kartoflerne skal være brunede, og isen skal være en anelse for hård til at skære i. Det er ikke gastronomi, det er tryghed på en tallerken. Det er fundamentet under den danske folkesjæl. Hvis man serverede sushi til en konfirmation i et forsamlingshus, ville det sandsynligvis føre til borgerkrig. Vi vil have det, vi kender, og vi vil have det i rigelige mængder, så vi har energi til de mange taler, der følger efter forretten.
Problemet med de her fester er jo ikke maden, men mængden af ord. Vi er et folkefærd, der normalt ikke siger ret meget til hinanden. Vi passer os selv i bussen og undgår øjenkontakt i køen i Netto. Men giv os et par glas hvidvin og en anledning til at fejre en 14-årig, og pludselig forvandler vi os alle til små filosoffer med et uudtømmeligt behov for at dele ud af vores livsvisdom. Det er her, Onkel træder ind på scenen.
Onkel Erik og de 14 vers på ‘I en kælder sort som kul’
Vi kender ham alle sammen. Han er den person, der mener, at jo længere en tale er, desto mere elsker man konfirmanden. Han har forberedt sig i måneder. Han har fundet de mest pinlige historier frem fra gemmerne – dem om dengang konfirmanden rendte rundt uden ble, eller dengang han kastede op ud over farmors nye tæppe. Onkel forstår ikke konceptet “less is more”. Han vil have det hele med. Og når han er færdig med at tale, så hiver han sangskjuleren frem.
Det er her, den virkelige udfordring starter. Sangen på det lyserøde eller lyseblå papir, dekoreret med clipart af en kirke eller en fodbold, som er kopieret så mange gange, at billedet er mere pixel end motiv. Melodien er altid den samme: ‘I en kælder sort som kul’ eller ‘Jeg er havren’. Problemet er bare, at de 14 vers, Onkel Erik har skrevet, sjældent passer til rytmen. Vi ender med at sidde der og prøve at klemme otte stavelser ind i en linje, der kun har plads til fem, mens vi alle sammen kigger desperat ned i papiret og håber, at ingen opdager, at vi bare nynner os igennem de svære passager.
“Tak fordi I alle kom, nu er maven ikke tom,” lyder det sidste vers altid. Det er poesi på et niveau, hvor man bare må give fortabt. Men midt i al satiren og frustrationen over de lange sange, så er der jo noget helt fantastisk ved det. At vi overhovedet gider. At vi bruger tid på at skrive de her forfærdelige rim, printe dem ud og tvinge 60 mennesker til at skråle dem i kor. Det er et udtryk for en omsorg, som vi ellers har svært ved at formulere. Vi synger, fordi vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre med alle de følelser, der opstår, når et barn pludselig står der med rettet ryg og ser ud som om, de faktisk mener det med kirken – eller i det mindste med festen.
Fra barn til voksen (og andre løgne vi fortæller)
Det helt store tema til enhver konfirmation er overgangen fra barn til voksen. Det er den løgn, vi alle sammen er blevet enige om at opretholde. Vi kigger på konfirmanden og siger: “Nu er du officielt trådt ind i de voksnes rækker.” Det er noget af det mest morsomme, man kan sige til en 14-årig, der stadig ikke kan finde ud af at rydde sine sure sokker op eller huske at lade sin telefon op, før han går i seng.
Men vi siger det alligevel. Vi fortæller dem, at de nu har fået ansvar, og at verden ligger åben for deres fødder. Det er en del af dannelsen. Vi markerer et skel. I gamle dage betød det, at man kom ud at tjene eller fik sin første rigtige læreplads. I dag betyder det mest af alt, at man får en stor pose penge, som man kan bruge på sneakers og energidrikke, mens man stadig bor hjemme i mindst ti år endnu. Men ritualet har sin berettigelse. Det er et stopur i livet. En dag, hvor vi alle sammen løfter blikket fra vores egne små problemer og kigger på den næste generation.
Det er i mødet mellem generationerne, at ånden lever. Og selvom ånden i dag måske er indhyllet i duften af festsange og svedige skjorter, så er den der. Vi har brug for de her ankre i en verden, der ellers bare suser afsted. Konfirmationen er en af de få dage, hvor vi tvinger os selv til at være sammen på tværs af alder og interesser. Der findes ikke mange andre steder, hvor en 80-årig bedstemor og en 14-årig gamer sidder ved samme bord og deler en islagkage. Det er i sig selv en præstation.
En overlevelsesguide til gæsten (og konfirmanden)
Hvis du skal overleve denne måneds resterende fester, så har jeg et par råd med i bagagen. For det første: Lær kunsten at sove med åbne øjne. Det er en uvurderlig evne under den fjerde tale, der handler om konfirmandens tid i vuggestuen. For det andet: Hav altid et lille lager af samtalemner klar, som ikke handler om vejret eller prisen på benzin. Spørg i stedet Onkel, hvorfor han valgte netop dén melodi til sin sang – det kan give mindst 20 minutters underholdning, mens han forklarer sine kunstneriske overvejelser.
Til konfirmanden vil jeg sige: Hold ud. Vi ved godt, at det er pinligt. Vi ved godt, at du har lyst til at synke ned i jorden, når din far begynder at vise billeder af dig i badekarret fra 2012. Men husk på, at alle de her mennesker er kommet for din skyld. De har købt nyt tøj, de har skrevet sange, og de sidder der og sveder i et telt, fordi de faktisk ret godt kan lide dig. Det er prisen for at være en del af et fællesskab. Man må finde sig i lidt ydmygelse for at mærke kærligheden.
Og husk nu den takketale til sidst. Den behøver ikke være lang. Du behøver ikke at være en stor retoriker. Du skal bare sige tak. Tak til dine forældre for at betale for hele gildet, og tak til gæsterne for de blå konvolutter, der ligger i kurven ovre i hjørnet. Hvis du gør det med et smil, tilgiver vi dig alt det rod, du kommer til at lave de næste mange år.
Hyldest til den uperfekte fest
Når alt kommer til alt, så er det jo det uperfekte, der gør konfirmationen til noget særligt. Hvis alt var professionelt planlagt, hvis talerne var skrevet af ghostwritere, og sangene blev sunget af et kor, så ville vi miste det menneskelige. Det er de falske toner, de tørre vitser og den lidt for fede sovs, der gør os til dem, vi er. Det er her, ordentligheden findes – i forsøget på at gøre noget godt for et andet menneske, selvom man måske ikke helt mestrer formen.
Vi skal værne om de her stunder. Vi skal turde være klichéfyldte og sentimentale en gang imellem. I en verden, der ofte føles kynisk og kold, er konfirmationsfesten en varm, om end lidt svedig, påmindelse om, at vi hører sammen. Så næste gang Onkel Erik rejser sig op og rømmer sig, så læn dig tilbage, tag en tår af din lunkne hvidvin og nyd øjeblikket. For før du ved af det, er sæsonen forbi, og vi er tilbage i hverdagens anonymitet.
Nyd maj-solen, nyd fællesskabet, og pas på hinanden derude i de hvide telte… ét vers ad gangen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
