Hvis man tror, at Colosseum var det ultimative sted for overlevelseskamp, så har man aldrig siddet fast i et mørkt forsamlingshus i Midtjylland en søndag eftermiddag, mens en fjern onkel rømmer sig og ruller et syv sider langt manuskript ud. Konfirmationsfesten er den danske folkesjæls mærkeligste disciplin. Det er her, vi tester vores sociale bånd til det yderste, alt imens vi forsøger at navigere i et minefelt af bordplaner, ustemte klaverer og den uundgåelige ‘suppe-steg-og-is’-treenighed, der har lagt bunden for enhver dansk dannelse siden systemskiftet. Tror jeg skrev om det for et par år siden, men er fortsat aldeles hooked på emnet.
Der er noget dybt fascinerende over den måde, vi i Danmark markerer overgangen fra barn til voksen. Vi gør det ikke med vilde ritualer i junglen eller ved at sende de unge ud for at nedlægge en løve. Nej, vi tvinger dem i stedet til at bære tøj, de aldrig kommer til at bruge igen, og sidde stille i otte timer, mens de bliver bombarderet med sange, der er skrevet på melodien til ‘Se den lille kattekilling’. Hvis det ikke er en manddomsprøve, så ved jeg ikke, hvad det er. Det er i sandhed gladiatorkampe i teltdugens eller forsamlingshusets skygge, hvor våbnene ikke er sværd, men hjemmelavede vers og pinlige barndomsbilleder på en vakkelvorn projektorskærm.
Den psykologiske krigsførelse med vers og rim
Lad os tale om festsangene. Disse små, fotokopierede ark, der ofte er trykt på papir i en farve, der kun kan beskrives som ‘træt fersken’, er selve rygraden i den danske festtortur. Der findes intet mere frygtindgydende end synet af toastmasteren, der rejser sig og begynder at uddele sange. Man ved med det samme, at de næste ti minutter vil blive brugt på at synge ude af takt, fordi teksten har alt for mange stavelser til melodien.
Versene følger altid den samme skabelon. Vi starter med de tidlige år, hvor den unge konfirmand ‘lå i vuggen og var så sød’, hvorefter vi bevæger os ind i de kritiske teenageår, hvor konfirmanden ‘kun tænker på sin computer’ eller ‘bruger for meget tid på toilettet’. Det er en form for kollektiv udskamning, forklædt som kærlighed. Vi sidder der, voksne mennesker, og synger for fuld hals om en ung mands manglende lyst til at rydde op på sit værelse, alt imens han selv stirrer ned i sin tallerkens klar suppe og tæller sekunderne til Blå Mandag.
Det er i disse øjeblikke, man forstår, hvad Grundtvig mente med folkeånden. Han sagde vel noget i retning af, at ‘ånd er liv og lys og lyst’, men han glemte at tilføje, at ånd også er evnen til at overleve 14 vers om en tabt mælketand i 1982. Det er her, fællesskabet smedes. Ved at lide sammen over de dårlige rim og den manglende rytmesans hos familiens selvbestaltede digter, opnår vi en form for fælles forståelse, som intet andet kan give os.
Suppe, steg og is som eksistentiel ramme
Menuen er et kapitel for sig. Selvom vi lever i en tid med molekylær gastronomi og veganske alternativer til alt, så holder konfirmationsfesten stædigt fast i sin klassiske form – i hvertfald hvis konfirmanden ikke fik lov til ønsket om burger og fritter. Suppen skal være klar, bollerne skal være af tvivlsom konsistens, og der skal være rigeligt med hvidt brød. Det er, som om vi kollektivt har besluttet, at hvis konfirmanden skal have del i de store gaver, så skal han eller hun også mærke vægten af traditionens smagløshed.
Stegen er festens midtpunkt. Den store udskæring af kød, der bliver båret ind under klapsalver, som var det selve det nedlagte bytte fra en vellykket jagt. Og så er der isen. Islagkagen, der altid er enten stenhård eller halvt smeltet, ledsaget af en chokoladesovs, der har stået i en kande siden forretterne blev serveret. Det er trygt. Det er forudsigeligt. Og det er præcis det, der gør os danske. Vi elsker det forudsigelige, selv når det keder os halvt ihjel. Det er en form for tryghedsnarkomani, der udfolder sig i den lune luft mellem bordrækkerne.
Men bag satiren og de mange observationer af vores mærkværdige vaner, ligger der også noget andet. Der ligger en anerkendelse af, at vi ser hinanden. Når vi bruger timer på at forberede en tale eller en sang, så er det jo et udtryk for, at den unge person betyder noget for os. Det er en investering i et andet menneske. Vi stiller os op, gør os selv lidt til grin, græder måske en smule ved vers fem, og viser dermed, at vi er en del af den samme historie.
Onklens tale og den store overgivelse
Vi kan ikke tale om konfirmationer uden at nævne talerne. Der er altid den onkel, som tror, at han er Danmarks svar på en stand-up komiker. Han starter med at sige, at han ‘ikke vil gøre det langt’, hvilket er den universelle kode for, at man lige så godt kan bestille en taxa til om halvanden time. Han har medbragt rekvisitter. Måske en gammel bamse eller en lilletromme. Og så går han i gang med at dekonstruere konfirmandens personlighed foran alle dem, han gerne vil have et godt forhold til.
Der er faren, som kæmper med at holde tårerne tilbage. Han har øvet sig foran spejlet, men i det øjeblik han kigger på sin søn eller datter og indser, at de faktisk er ved at blive voksne, knækker stemmen. Det er her, gladiatorkampen bliver til noget andet. Det er her, rustningen falder, og vi ser mennesket bag. Det er de øjeblikke, der gør, at vi kan holde de syv timers selskabelighed ud. De små glimt af ægte sårbarhed og kærlighed, der bryder igennem den ellers så stive struktur.
Jeg har selv stået der. Både som konfirmand, som gæst og som far. Hver gang tænker jeg det samme: Hvordan er vi endt her? Hvordan kan vi finde på at bruge så mange penge og så meget energi på noget, der objektivt set er så besværligt? Svaret er enkelt. Vi gør det, fordi vi har brug for det. Vi har brug for ritualerne til at markere, at tiden går. Uden konfirmationer ville maj bare være en måned med pollen og fridage. Med dem bliver det en måned med refleksion, familiefejder og den søde smag af overlevelse.
Efter slaget på marken
Når festen endelig rinder ud, og de sidste gæster trasker mod deres biler med en rest islagkage i en Tupperware-boks, indtræffer der en mærkelig ro. Konfirmanden sidder tilbage, måske med en ny computer eller en ordentlig stak kontanter, men mest af alt med en følelse af at være kommet igennem noget stort. De har overlevet arenaen. De har siddet i centrum for en opmærksomhed, der på én gang er forgyldt og forfærdelig.
Vi andre tager hjem og lover os selv, at næste gang, så gør vi det kortere. Men vi ved godt, at det er løgn. For næste gang der er en konfirmation i familien, sidder vi der igen. Vi nynner med på ‘Se den lille kattekilling’, vi spiser vores steg, og vi lytter til onklen, mens vi tænker på, at det egentlig er meget rart, at verden stadig er så mærkelig og traditionstro, som den er. Det er i forsamlingshuset, vi finder ud af, hvem vi er. Ikke gennem de store ord i kirken, men gennem de små grin, de pinlige sange og den fælles udholdenhed.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
