At få skudt i skoene, at man er ”tidligere alting”, er måske ment som en fornærmelse, men i min optik er det i virkeligheden den største kompliment, man kan få. Det er fortællingen om et liv, der er blevet levet, turdet og fejlet – og om en rygsæk, der er så fuld af værktøjer, at den næsten ikke kan lukkes.
En hilsen fra de nuværende
Forleden faldt jeg over en kommentar på de sociale medier. En herre mente, at jeg var både ”fjollet” og ”forhenværende alting”. Han ville ikke blokere mig, for det var åbenbart for god underholdning at se på en mand, der har prøvet så meget, at han ikke længere passer ned i en enkelt, pæn kasse. Det fik mig til at tænke. Hvorfor er vi så bange for det, der har været? Hvorfor hylder vi det ”nuværende” og det ”splinternye” så massivt, at vi helt glemmer værdien af de ar, man får, når man faktisk har været i kamp?
Hvis man kun er ”nuværende”, så har man jo ikke prøvet at miste det. Man har ikke prøvet at stå med resterne af et projekt, en politisk overbevisning eller en bankbog, der siger nul, og skulle finde ud af, hvem man er, når titlen forsvinder. Jeg har prøvet det hele. Og jeg ville ikke bytte én eneste af mine ”forhenværende” titler væk for en poleret facade uden ridser.
Savannens ensomme ulv og flokdyrets genkomst
Jeg er forhenværende Moderat. Det er jeg faktisk ret glad for i dag. Det var en tid med masser af læring, men det var også en tid, hvor jeg opdagede, at jeg er et flokdyr. Da jeg stod som løsgænger i Folketinget, var det som at være et ensomt dyr på savannen. Alene. Konstant på vagt. Der er noget heroisk over den ensomme ulv i teorien, men i virkeligheden er det bare benhårdt at skulle kæmpe mod de ”ondskabsfulde dyr” fra et parti i overlevelseskamp hver eneste dag, uden en flok i ryggen.
At være forhenværende løsgænger lærte mig, at fællesskabet betyder alt. Derfor vendte jeg efter valget hjem til det parti, jeg har været en del af i 12 år. Det er her, jeg bruger min erfaring. Ikke som en tør analyse fra en skolebænk, men som en mand, der har mærket, hvordan det føles at stå udenfor og kigge ind. Erfaring er ikke noget, man kan læse sig til. Det er noget, man skal have på huden.
Konkursen som karrierebooster
En af mine titler er ”forhenværende konkursramt”. Den er jeg også glad for. Det lyder måske mærkeligt, men i Danmark har vi en tendens til at se en konkurs som et karakterbrist. Som noget, man skal skamme sig over og gemme væk i bunden af sit CV. Men den erfaring har gjort mig til en markant bedre direktør og et langt skarpere bestyrelsesmedlem.
Når man har prøvet at se bunden af kassen og mærket mavesåret bygge sig op, mens tallene på skærmen blinker rødt, så udvikler man en helt særlig radar. Jeg ser farerne, før de rammer. Jeg kan dufte en dårlig beslutning på lang afstand, fordi jeg har taget den selv før. En person, der aldrig har fejlet, er livsfarlig at have i en bestyrelse. De tror, at træerne vokser ind i himlen, og de opdager først, at de falder, når de rammer jorden. Som foredragsholder taler jeg ofte om, hvordan vi skal omfavne de svære perioder, fordi det er der, karakteren bliver bygget.
Hyldesten til de ”gamle” i en ny tid
Det er pudsigt, hvordan vi i dag nærmest har en kult omkring det uprøvede. Vi vil have folk, der er friske fra gymnasiet eller universitetet, fordi de har ”ny viden”. Det er også fint. Vi skal have energi og nye øjne. Men vi skal også have dem, der har prøvet at få en lammer af livet og er stået op igen.
Teknologi og AI er fantastiske værktøjer, som jeg elsker at bruge. Men selv den mest avancerede algoritme kan ikke erstatte den menneskelige intuition, der kommer af at have været ”tidligere alting”. AI kan regne ud, hvad der statistisk set vil ske, men den har aldrig prøvet at stå i en krisekommunikations-storm og skulle mærke, om modparten er oprigtig eller bare spiller skuespil. Det kræver ånd, dannelse og – ja – forhenværende titler.
Min kritiske ven på X mente, at jeg var færdig. At mit ”forhenværende” liv var et tegn på udløbsdato. Han tager fejl. Mine tidligere titler er ikke et museum over en svunden tid. De er fundamentet for alt det, jeg bygger nu. De er årsagen til, at jeg kan rådgive virksomheder med vægt og holde foredrag, der ikke bare er snak, men erfaring.
Jeg er måske forhenværende i meget. Men jeg er i den grad nuværende i min lyst til at blande mig, observere og råbe op. Og det bedste af det hele? Jeg er slet ikke begyndt endnu! Hvis du vil følge med i alle mine andre observationer fra hverdagen, så tjek min blog ud.
Jeg tager fornærmelsen til mig med et smil. For hvis alternativet til at være ”tidligere alting” er at være ingenting, så vælger jeg historien og arrene hver eneste gang.
{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/GCl1DZZDUDo.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Kunsten at være ”tidligere alting””,”description”:”En satirisk og personlig klumme om værdien af erfaring, politiske skift og hvorfor ‘forhenværende’ er en styrke frem for en fornærmelse.”,”datePublished”:”2026-06-07″}
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
