Lav finanslov hvert fjerde år

Jeppe SøeSøeforklaringer0 Comments

Hvert år er nationen og pressen noget så spændte. Finansloven skal i hus, og politikerne stiller op på hver deres side af kløften og råber til hinanden. Den ene side påstår, at de andre vil noget, der er ødelæggende for samfundet – den anden side taler om, hvor meget der skal ryddes op i efter den forrige regering.

Sandheden er, at vi ikke flytter på en dyt. Der ændres et par promiller her og der, og Dansk Folkeparti får et halvtag over Jellingestenen, men reelt ændrer samfundet sig ikke.

Prøv selv at tænke tilbage. Har samfundet ikke haft præcist de samme udfordringer og de samme goder i de sidste mange år? Vi har udviklet os, javist – men ingen regering har grundlæggende forandret en dyt.

Maskeraden og slagsmålene skal dog til. For uden den er der ingen politisk debat – og uden den er der ingen valgdeltagelse og personlige stemmer. Vi puster os op og forsøger at skade de andre – og vi koger ordene ned til korte statements, godt hjulpet af spinfolk, med sans for en god sviner. En minister nævner en dyr bil, nødder eller ’12 minutter mere’, og etiketten på et gennemarbejdet forslag bliver latterliggørelse, fordi man er uenig i retningen. Det er en sandkasse.

Hvorfor ikke lave finanslov hver fjerde år? Starte en regeringsperiode med at sætte kursen gennem en aftale – og så ellers måle på, om politikerne kan fokusere på deres mål i en hel periode. Det ville give mere ro – også for os herude i samfundet, der ikke tænker få måneder frem, men ofte lever mere langsigtet.

Læs også fra Jeppe Søe:
VAND-VITTIGT

Samme maskerade sker hver gang, regeringer laver rokader. Alle ved, hvad der sker, hver gang en ny minister træder uvidende ind i et ministerium. De skal finde sig selv, finde ud af området og tale med embedsværket.

Skifter man ofte, må embedsfolket selv føre maskinen, mens de sætter den nye mand ind i tingene. Derfor må det på alle måder være i Danmarks interesse, at så få som overhovedet muligt skifter plads i en periode. Alle, der går eller flytter, sender ministeriets område ud i en omskiftning, der skader ministeriet.

Og når de skifter for at få mere prestige, skader deres personlige ambitioner Danmarks folkestyre. Skal en minister ud, så find en enkelt ny mand og lad alle andre sidde, hvor de er sat – det var jo den position, man mente, de kunne håndtere fra starten.

Danmark trænger til en politisk vækkelse. Kun få er medlemmer af partier, og vi debatterer hellere underbukser eller enkeltsager end samfundet som helhed. Det er til at forstå, når man ser på politikernes eget bidrag til den offentlige debat, der enten handler om, hvad de andre ikke har gjort i tide – eller latterliggørelse af de andres aktuelle politik.

Ingen forklarer sig – alle forsvarer sig. Hvis vi ikke har fremtiden i kikkerten, vil den altid komme som en overraskelse. Det kan vi simpelthen ikke byde fremtidens danskere.

Del med dine venner:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.