Liva opdager en sti, som ingen andre kan se. Det er en sti, der ikke bare fører gennem skoven, men direkte ind i hendes eget humør, hvor hvert skridt afslører en ny bid af hendes sind.
Der var engang en pige, der hed Liva, som boede i et hus, hvor alt var meget ordentligt. Hendes far havde en lineal til at tjekke, om bøgerne stod lige, og hendes mor brugte en lille saks til at klippe græskanterne, så de lignede noget fra en tegnefilm. Liva elskede sit værelse og sine forældre, men nogle gange føltes det hele bare lidt for… ja, lige. Verden udenfor var fuld af firkantede huse, firkantede fortove og folk, der gik i meget lige linjer for at nå deres busser. Liva spekulerede tit på, om der ikke fandtes noget i verden, der turde være lidt skævt.
En tirsdag eftermiddag, hvor himlen var farvet som en moden fersken, fik Liva øje på noget mærkeligt bag det allerbageste hjørne af haven, lige dér hvor hækken var holdt op med at være pæn, fordi gartneren ikke kunne nå den. Der var en lille åbning. Det lignede ikke en port, og det lignede heller ikke et hul efter en ræv. Det lignede mest af alt en invitation. Da Liva klemte sig igennem, landede hun ikke i skoven bag huset, som hun havde forventet. Hun landede på en sti, hun aldrig havde set før.
Stien var lavet af noget, der lignede sølvstøv og knuste muslingeskaller, og den glimtede om kap med solen. Men det mærkeligste var ikke dens farve. Det mærkeligste var, at stien ikke lå stille. Den bevægede sig som en lang, doven slange. Liva tog et skridt fremad, og hun var i strålende humør. Hun havde lige fået en vaffelis med tre kugler af sin mor, så hendes hjerte hoppede af glæde. I samme øjeblik blev stien bred og blød som det fineste gulvtæppe. Der voksede store, gule solsikker op langs kanten, og de drejede hovederne efter hende og hviskede små komplimenter om hendes flotte gummistøvler.
Liva grinede og løb afsted. Men så kom hun i tanke om, at hun havde glemt at lægge sine tegneredskaber på plads, og hun vidste, at hendes far ville blive lidt stram i betrækket, når han så rodet. En lille skygge af bekymring sneg sig ind i hendes mave. Straks skiftede stien karakter. De bløde muslingeskaller blev til små, skarpe sten, der knasede uroligt under hendes fødder. Solsikkerne bukkede sig, og himlen blev en anelse mere grå. Stien begyndte pludselig at slå krøller, som om den var usikker på, hvilken vej den skulle gå.
“Hov,” sagde Liva og stoppede op. “Hvor blev de pæne blomster af?”
Hun satte sig ned på en sten, der føltes lidt kold. Hun begyndte at tænke på dengang i skolen, hvor hun var blevet uvenner med sin bedste veninde over et viskelæder. Da hun blev rigtig vred ved tanken, skete der noget vildt. Stien skød pludselig opad som en stejl rutsjebane, og der voksede tornebuske frem med lange, krogede fingre. Luften blev fyldt med små hvirvelvinde, der legede tagfat med hendes hår. Stien var ikke længere en hyggelig gåtur; den var en udfordring.
Liva indså nu, at stien ikke bare var en sti. Den var som et spejl. Hvis hun var glad, var stien en fest. Hvis hun var bange eller vred, blev stien til en labyrint af forhindringer. Det var lidt skræmmende, men også ret spændende. Hun besluttede sig for at lave et eksperiment. Hun lukkede øjnene og forsøgte at tænke på det mest fjollede, hun overhovedet kunne komme i tanke om. Hun forestillede sig en elefant i tylskørt, der forsøgte at danse ballet på en meget tynd line, mens den spiste en hotdog med alt for meget sennep.
Da hun åbnede øjnene, var stien forvandlet igen. Nu var den lavet af noget, der lignede lyseblå candyfloss, og hver gang hun trådte, lød der en lille lyd som en cykelklokke. Der dukkede små bakker op, som lignede kæmpe store muffins, og luften duftede af jordbær og frikvarter. Liva begyndte at hoppe. Hun hoppede højere og højere, og for hvert hop føltes hun sig lettere. Men efter et stykke tid blev hun forpustet. Den vilde glæde blev til en form for uro. Hun vidste ikke helt, hvor hun var på vej hen. Stien begyndte at dele sig i ti forskellige retninger, og alle retningerne så lige sjove ud, men de førte alle sammen i ring.
Liva satte sig midt i candyflossen. Hun trak vejret dybt ind. Helt ned i maven. Hun prøvede ikke at være hverken superglad, vred eller fjollet. Hun prøvede bare at være Liva. Helt stille. Hun mærkede jorden under sig, og hun lyttede til sin egen vejrtrækning. Langsomt begyndte candyflossen at forsvinde. Tornebuskene trak sig tilbage, og de skarpe sten blev til jævnt, lysebrunt sand.
Stien blev nu helt lige og rolig. Den førte ikke mod bjerge eller gennem tætte skove, men hen mod en lille lysning med et gammelt egetræ. Midt i lysningen stod en lille træbænk. Liva gik hen og satte sig. Her var der ingen solsikker, der talte, og ingen hvirvelvinde, der drillede. Her var der bare fred. Hun kiggede på sine hænder og mærkede, hvordan hendes sind faldt til ro. Hun forstod, at hun ikke behøvede at løbe efter de vildeste farver eller flygte fra de mørkeste skygger. Hun kunne bare gå midt i det hele og finde vej alligevel.
Efter hvad der føltes som en evighed, men sikkert kun var fem minutter, rejste Liva sig. Hun vidste præcis, hvor hun skulle hen nu. Hun vendte sig om, og stien viste hende vejen direkte tilbage til hullet i hækken. Da hun kravlede igennem og landede i sin egen baghave, var solen næsten gået ned. Alt var stadig lige så firkantet og ordentligt som før. Hendes far stod stadig og kiggede på sine bøger, og hendes mor var færdig med at klippe græsset.
Men for Liva var verden forandret. Hun vidste nu, at uanset hvor firkantet alting så ud på ydersiden, så havde hun en sti indeni, der kunne alt muligt. Og næste gang hun følte sig vred eller forvirret, ville hun ikke blive bange for de skarpe sten eller de mange retninger. Hun ville bare stoppe op, trække vejret og vente på, at stien faldt til ro igen.
Hun gik ind i huset, lagde sine tegneredskaber pænt på plads (ikke fordi hun skulle, men fordi hun havde lyst), og så satte hun sig ved vinduet og kiggede ud på de skrå skygger, der dansede på græsset. Hun smilede for sig selv, for hun vidste noget, som ingen andre vidste: At den smukkeste vej altid er den, man selv skaber, mens man går.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #104 – Den glemsomme drage og postbudet Villum
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
