Der er noget grundlæggende smukt over tanken om den vilde natur, der vender tilbage til Danmark. Det lyder som noget fra en Disney-film, hvor vi alle holder i hånd og synger om livets kredsløb, mens en kronhjort poserer i solnedgangen. Men virkeligheden i den jyske jungle minder efterhånden mere om en gyserfilm, hvor budgettet er gået til hegn og døde får i stedet for special effects.
Sidste år måtte over 1.200 husdyr lade livet i mødet med ulven. Det er ikke bare et tal i en statistik. Det er 1.200 gange, hvor en landmand er gået ud til en mark, der lignede en slagtehal, fordi vi i ramme alvor har besluttet, at Danmark skal være en safari-park for et rovdyr, der for længst havde tjekket ud af vores matrikelnummer.
Nu har regeringen så præsenteret deres store ulve-pakke. Den indeholder alt det, vi elsker i Danmark: Bureaukrati, puljer og masser af metaltråd. Vi smider millioner af kroner efter ulvesikrede hegn, som om vi bygger en forhindringsbane til eliten af firbenede udbryderkonger. Vi giver 100 procent i tilskud, så staten nu officielt er i gang med at pakke hele Jylland ind i stålnet.
Det er fascinerende at se os forsøge at forhandle med naturen gennem en ansøgningspulje. Vi opfører os, som om ulven læser Miljøstyrelsens vejledninger og tænker, at hvis hegnet er præcis 110 centimeter højt, så er det nok bedst at finde en vegetarret i stedet. Men ulven er ligeglad med jura. Den er ligeglad med kompensationsordninger. Den ser bare en buffet, hvor vi har betalt for hegnet, men glemte at spørge dyrene, om de har lyst til at blive ædt for den gode sags skyld.
Der findes en særlig gruppe mennesker, ofte bosat i lejligheder med meget langt til nærmeste skovbryn, der mener, at vi skal kende vores plads. Vi skal forstå, at naturen var her først, og at vi bare er gæster, der må finde os i, at vores børn ikke kan lege i baghaven, eller at landmanden mister sit livsværk. Det er en slags omvendt dannelse, hvor vi skal lære at neje for alfa-hannen, mens vi trækker os tilbage til asfalten.
Men lad os lige stoppe en halv. Vi har brugt et par tusinde år på at kæmpe os til toppen af fødekæden. Vi har opfundet hjulet, antibiotika og den røde pølse. Vi har taget magten over naturen, fordi det er den eneste måde, man overlever på som art. Vi er løvernes konge i det her terræn, selvom min manke måske mest består af en velstrøget skjorte og et par briller.
Junglens lov er enkel: Man forsvarer sit territorium. Hvis et rovdyr truer vores tryghed eller vores levebrød, så er det ikke os, der skal vige. Det er rovdyret, der skal forstå, at her bor vi. At foreslå andet er ikke kærlighed til naturen; det er en romantisk drøm, der bliver betalt af folk, der aldrig selv skal fjerne et lemlæstet lam fra en indhegning.
Nu åbner man endelig for, at vi må skyde de såkaldte problemulve. Det kræver selvfølgelig stadig, at de begår en fejl, der er dokumenteret i tre eksemplarer og underskrevet bag et ulvesikkert hegn. Vi forsøger at regulere vildskaben med de samme regler, som vi bruger til at udstede parkeringsbøder.
Jeg er stor tilhænger af diversitet, men ikke på bekostning af den grundlæggende kontrakt mellem staten og borgeren: At vi kan føle os trygge i vores egne hjem. Vi skal ikke acceptere at blive jaget vildt i vores eget land, bare fordi det ser flot ud på et postkort fra Danmarks Naturfredningsforening.
Det handler ikke om at hade dyr. Det handler om at elske mennesker mere. Det handler om at anerkende, at vi har retten til at bestemme over de rammer, vi lever i. Hvis valget står mellem en vild ulv og en tryg barndom på landet, så vælger jeg børnene hver eneste gang.
Vi har taget magten over naturen, og det skal vi ikke undskylde for. Vi skal bruge den magt til at sikre, at vi stadig er dem, der sidder for bordenden – også når solen går ned over den jyske hede. Naturen har sin plads, men den skal ikke have lov til at overtage vores.
I valget mellem en sulten ulv og en rød pølse ved jeg i hvert fald godt, hvem der skal vinde i min jungle. Det er os.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
