Som ordstyrer overnatter jeg ofte på fine konference-hoteller. Jeg er endda med i nogle kundeklubber, hvor hotellet ved, hvilken hovedpude jeg ønsker mig. Det skal få mig til at føle mig hjemme, men det lykkes ikke før de installerer lyden af en rasende 5-årig der vil have slik eller smider lego ud på gulvtæppet, man kan træde i.
Forleden var jeg til højskolernes årsmøde. Der er det for mig mere hjemligt end noget andet sted. Måske fordi alle deltagere også er ramt af højskole-bacillen, men også fordi årsmødet blev holdt på en højskole, som ikke spørger til hovedpudens tykkelse.
Højskolen var Egmont ved Odder. En skole, der blandt andet tager handicappede indenfor i stor stil og er i særklasse dygtige til det. Jeg blev indlogeret på et elevværelse der plejer at rumme en pige i kørestol. Værelset var plastret til med Rasmus Seebach og bar præg af, at hun har behov for hjælpemidler. En kran kan hjælpe i seng og kontakter åbnede vinduer og døre.
Men på toilettet mødte jeg en for mig helt ny sag: et elektronisk toilet med indbygget bidet. Jeg har prøvet i både Japan og Kina, men er ikke trænet udi baghylerskyl.
Lige inden kulturminister Mette Bock skulle tale til forsamlingen var jeg nede for at nette mig, som det hedder når en mand smører et ekstra lag deodorant udenpå sveden. Og jeg besluttede mig for lige at afprøve toilettet.
Så snart jeg satte mig, begyndte en slags hårtørrer at blæse mig direkte op i bagdelen. Det var overraskende behageligt, men dog så anderledes at jeg ikke helt kunne tisse. Der skal tryghed til for at få en stråle, lidt samme problem der opstår på et pissoir i byen, når man står på række og ud af øjenkrogen kan sammenligne sit eget værktøj med alle de andres. Så udebliver strålen, med mindre man er virkelig fuld.
Nå. Jeg sidder så der med blæs i rumpetten og får efter et stykke tid gjort alt det, jeg satte mig for. På venstre side var en knap, der ifølge en instruktion på væggen ville vaske mig med 37 graders varmt vand. Jeg trykkede forventningsfuldt på knappen og efter to sekunder kom en højtryksstråle direkte op i anus med en kraft, jeg aldrig før har udsat mig selv for. De 37 grader viste sig at være sparet væk og erstattet af en isnende kraft, der bedøvede hele min bagdel. Jeg trykkede igen og igen for at få den til at stoppe, men det resulterede udelukkende i, at strålen tog til i styrke og bevægede sig frem og tilbage.
Alle mænd ved, at hvis der er noget vi passer ekstra på, er det vores testikler. De er så følsomme, at intet våben eller værktøj skal nærme sig. Af samme grund barberer vi os altid opad. Men denne højtryksspuling ramte pludseligt og uden forvarsel, så jeg gippede mens jeg overvejede, hvordan jeg nogensinde skulle komme fri af dette toilets jerngreb. Som I kan gætte er det jo umuligt at rejse sig. Strålen går opad, så hvis jeg så meget som bevæger mig eller spreder benene, vil strålen ramme loftet og overbruse mit tøj – og ministeren var jo få minutter fra talerstolen.
Vandet begyndte nu at nærme sig 37 grader, men stoppede ikke der. Fornemmelsen var, at jeg nu blev kogt og desinficeret langsomt men grundigt. Min krop sad opgivende bare helt stille og afventede dette ukendte bagholdsangreb fra cisternens dyb. Jeg tror det må være samme udmattende fornemmelse der kommer, når en straffefange opgiver under tortur og beslutter at indrømme alt.
Jeg besluttede mig for ikke at trykke mere og bare vente. Efter en tid blev strålen kold igen og stoppede, hvorefter jeg nærmest sprang væk fra mit fangenskab og landede i et af toilettets hjørner. Jeg var kold i røven som aldrig før, trak bukserne op og følte jeg havde oplevet et analt overgreb. Jeg gik lidt mærkeligt op ad gangene grundet den ukendte smerte og satte mig tilrette for at lytte til Mette Bock – stadig kold i røven, denne gang ikke over hende, men helt fysisk.
Det var selvfølgelig mig der ikke fattede at bruge toilettet. Fatsvag, som jeg åbenbart er, læste jeg ikke brugsvejledningen til ende, men trykkede bare på knappen – nærmest som at klikke “accept” på de der terms and conditions.
Havde jeg læst det hele, ville jeg have forstået at et enkelt lille tryk havde være en blid omgang, og at hvert tryk forhøjede den nynazistiske tortur væsentligt.
Jeg ventede til jeg skulle i seng med at prøve igen. Jeg tænkte, at hvis den gik bananas igen i et fangenskabs fusion af golden shower og bagvaskelse, så ville oplevelsen kun spolere min nattesøvn og ikke et ministermøde. Denne gang var oplevelsen fortryllende. Jeg blev vasket blidt af den latrinære robot og “hårtørreren” efterlod en babynumse, der ikke siden min fødsel har været så blød og lækker.
Således sov jeg trygt uden klub-hovedpude og drømte om de mange gode ting der er skabt for alle de, der har brug for mere hjælp end os andre. Jeg misunder absolut ikke spastisk lammede – men deres bagdel er klart en fordel.
(bag)DEL ENDELIG 🙂
(PS. Det er ikke min bagdel på billedet. Så stor forvandling kunne lokummet trods alt ikke præstere).
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
