Lucas opdager en dag et par gamle, støvede støvler på loftet, som viser sig at have deres helt egen vilje og en ustoppelig talestrøm. Følg med på en rejse gennem den vilde have og ind i en verden, hvor kun dem, der husker at lege, kan finde vej gennem de mest magiske udfordringer.
Der findes morgener, hvor solen rammer støvet i vindueskarmen på en helt bestemt måde, så det ligner små stykker faldende stjernestøv. Sådan en morgen var det, da Lucas listede op på loftet. Loftet var det sted i huset, hvor tiden stod stille, og hvor alle de ting, de voksne kaldte for “gemmer”, boede i store papkasser. Der var kasser med gamle gardiner, kasser med bøger, der lugtede af bedstefars pibe, og så var der den helt særlige kasse i hjørnet, som var dækket af et fløjlsblødt lag spindelvæv. Det var her, han fandt dem. De lignede egentlig bare et par helt almindelige, brune læderstøvler, men da Lucas satte sig på gulvet og rakte ud efter dem, skete der noget mærkeligt.
Hov, pas på fingrene, knægt! lød en hæs, men venlig stemme. Lucas sprang en hel meter tilbage og landede lige oven i en kurv med strikketøj. Han kiggede sig omkring, men der var ingen andre på loftet end ham selv og en meget gammel gyngehest, der manglede det ene øre. Han kiggede ned på støvlerne igen. De stod nu ikke længere pænt ved siden af hinanden, men havde drejet sig en smule mod ham. Han så efter en ekstra gang, og hans øjne blev så store som tekopper. Forrest på den venstre støvles snude var der to små rynker i læderet, der lignede øjne, og en sprække, der bevægede sig ligesom en mund.
Ja, du ser rigtigt nok, sagde den højre støvle, hvis stemme var lidt lysere og mere pibende. Det er os. Jeg er Højre, og ham den sure til venstre er, sjovt nok, Venstre. Vi har stået her i syvogfyrre år og samlet på støv, og nu trænger vi altså til at få luftet sålerne. Skal du med, eller vil du bare sidde dér og ligne en, der har set et spøgelse? Lucas glemte helt at være bange, for når man er otte år og finder talende fodtøj, er det mest naturlige i verden jo at spørge, hvor de har tænkt sig at gå hen. Støvlerne svarede i kor, at de ville gå mod Verdens Ende, eller i hvert fald ned i haven, og før Lucas vidste af det, havde han snøret dem stramt og var på vej ned ad loftstrappen.
Men det var ikke en helt almindelig have, de trådte ud i. For det øjeblik Lucas trådte over dørtrinet med Basse og Bitte – som han hurtigt omdøbte dem til, da de ikke kunne blive enige om navnene – forandrede græsset sig. Det var ikke længere det korte, kedelige græs, som hans far plejede at slå hver lørdag. Det voksede lynhurtigt op over hans hoveder og blev til en tæt, grøn jungle, hvor hver eneste mælkebøtte var så stor som en lygtepæl og lyste med et varmt, gult skær. Det her er begyndelsen, brummede Basse, den venstre støvle. De voksne kalder det ukrudt, men vi kalder det Mulighedernes Skov. Du skal bare huske at kigge op, Lucas.
De vandrede gennem det høje græs, mens støvlerne småskændtes om, hvilken vej der var den sjoveste. Bitte ville gerne gå til højre, fordi hun mente, at de bedste eventyr altid startede med et hop, mens Basse insisterede på at gå til venstre for at finde en god mudderpøl at plaske i. Lucas grinede, mens han mærkede, hvordan støvlerne næsten løftede hans ben af sig selv. De nåede frem til en flod, der bugtede sig gennem haven, men det var ikke vand, der løb i den. Det duftede sødt og varmt af kamillete med honning, og store, sprøde havregrynskiks kom sejlende forbi som små fladbundede både.
Vi skal over på den anden side, sagde Bitte og lavede et lille hop på stedet, så Lucas næsten mistede balancen. Men man kan ikke bare svømme i kamillete, det gør tæerne helt slatne. Vi må fange en kiks! Lucas fandt en lang gren, og sammen med støvlerne lykkedes det ham at fiske en af de største kiks ind til kanten. De hoppede ombord, og med ét sejlede de ned ad floden. Det var her, Lucas lærte den første vigtige ting om at være på eventyr: Hvis man stopper med at spekulere på, om det kan lade sig gøre, så kan alting lade sig gøre. Han sad dér på en flydende kiks, mens solen varmede hans kinder, og han kunne høre støvlerne nynne en gammel marchsang nede ved hans fødder.
Pludselig stoppede kiksen med et lille bump. De var nået til foden af det, støvlerne kaldte De Forsvundne Sokkers Bjerg. Det var et kæmpe bjerg lavet udelukkende af de sokker, der altid forsvinder i vaskemaskinen. Der var stribede sokker, hullede sokker og de der små ankelsokker, som man aldrig kan finde, når man har travlt. På toppen af bjerget sad en figur, der lignede en lille drage, men i stedet for skæl var han dækket af uldne vanter. Det var Sokke-Vogteren. Han så meget trist ud og sad og sorterede en bunke blå uldsokker.
Hvorfor er du så ked af det? spurgte Lucas, da han med besvær havde klatret halvvejs op ad bjerget, mens støvlerne brokkede sig over det fnuggede underlag. Sokke-Vogteren kiggede op med store, fugtige øjne. Ingen leger her længere, sukkede han. De voksne kommer aldrig her, for de siger, at sokker kun er til for at holde fødderne varme. De har helt glemt, at man kan lave sokkedukker, eller at man kan glide over gulvet på dem som en skøjteprinsesse. Når man glemmer det, bliver bjerget her gråt og kedeligt. Lucas tænkte sig om et øjeblik. Så tog han Basse og Bitte af – de protesterede højlydt over at blive efterladt i de bløde sokker – og begyndte at bygge en kæmpe rutsjebane ud af de længste knæstrømper, han kunne finde.
Da rutsjebanen var færdig, og Sokke-Vogteren havde prøvet den første tur med et kæmpe hvin, begyndte bjerget at lyse i alle regnbuens farver. Tak, lille ven, sagde Vogteren og gav Lucas en lille, gylden tråd. Gem denne her. Den vil altid vise dig vejen hjem, når du bliver fornuftig, og hjælpe dig med at finde tilbage til legen, når du glemmer den. Lucas snørede støvlerne igen, og de fortsatte deres rejse. Nu nåede de til Hvorfor-Skoven. Her var alle træerne formet som store spørgsmålstegn, og de hviskede hele tiden spørgsmål til de forbipasserende. Hvorfor er himlen blå? Hvorfor sover fuglene ikke om dagen? Hvorfor skal man gå i skole, når man kan lære at tale med støvler?
Mange voksne farer vild her, forklarede Basse, mens de gik gennem det tætte løv af spørgsmål. De prøver nemlig at finde de rigtige svar, og så bliver de stående indtil de gror fast som gamle egetræer. Men børn ved noget meget vigtigere. De ved, at spørgsmålet er sjovere end svaret. Lucas nikkede. Han svarede ikke på træernes spørgsmål, men stillede bare endnu flere tilbage, og hver gang han gjorde det, åbnede skoven sig og lod dem passere. Han mærkede en boblende glæde i maven. Verden var så meget større og vildere, end han nogensinde havde forestillet sig, bare man kiggede efter med de rigtige øjne.
Da de endelig nåede ud på den anden side af skoven, stod de foran en by, der svævede i luften. Det var Den Omvendte By, hvor alle husene hang med taget nedad, og hvor man skulle gå baglæns for at komme fremad. Her mødte Lucas børn, der red på skyer, og gamle mennesker, der legede tagfat med deres egne skygger. Det var her, Basse og Bitte endelig holdt op med at skændes. Se, Lucas, hviskede Bitte. Her bor alle dem, der huskede at tage deres barnesind med sig, selv da de blev store. De ved, at en vej aldrig bare er en vej, men en mulighed for at opleve noget nyt.
Solen begyndte at gå ned, og haven begyndte langsomt at ligne en helt almindelig have igen. Det høje græs trak sig tilbage, kamillete-floden blev til en lille bæk, og de store mælkebøtter blev igen til de små gule blomster i græsplænen. Lucas stod ved bagdøren og så ned på sine støvler. De var holdt op med at tale nu, men han kunne sværge på, at Basse gav ham et lille, diskret blink med læderrynken, før han blev helt stille. Lucas vidste, at han aldrig ville se på et par gamle støvler eller en plet ukrudt på samme måde igen.
Han listede op på loftet og satte forsigtigt støvlerne tilbage i kassen, men han lod låget stå en lille smule på klem, så de kunne få luft. I hans lomme lå den gyldne tråd fra Sokke-Vogteren og glødede svagt. Han vidste, at i morgen ville hans far sikkert bede ham om at rydde op på sit værelse, og hans mor ville sige, at han skulle skynde sig at blive færdig med maden, så han kunne komme i seng. Men indeni ville han altid bære på Mulighedernes Skov, rutsjebanen af sokker og de to mest irriterende, vidunderlige støvler i verden. For når man først har lært at gå på eventyr, stopper rejsen aldrig, uanset hvor gammel man bliver.
Læs næste eventyr: [Den glemte kuffert med grin]
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
