Luna sad i vindueskarmen og så på regndråberne, der løb om kap ned ad ruden. Udenfor var alt gråt i gråt, og de store egetræer i haven lignede våde kæmper, der havde glemt at tage deres regnjakker på. Det var den slags dag, hvor kedsomheden føles lige så tung som en dyne af uld, og hvor alle legesagerne på gulvet så ud til at sove middagslur. Hendes mor og far talte om voksne ting ude i køkkenet – noget med forsikringer og madplaner – og deres stemmer lød som en fjern summen, der ikke havde noget med Lunas verden at gøre. Men Luna vidste noget, som de voksne for længst havde glemt: At når det regner allermest, er det fordi skyerne har noget vigtigt at fortælle, hvis man bare tør lytte efter.
Hun hoppede ned fra vindueskarmen og gik hen til den store, blå sofa. Den lignede et bjerg af blødt stof, og Luna vidste, at dens puder ikke bare var til at sidde på. Hvis man lagde dem helt rigtigt, dannede de en trappe, der førte mod ukendte steder. Hun begyndte at stable dem. En stor firkantet pude nederst, en lidt mindre ovenpå, og den bløde pøllepude helt øverst. Da hun tog det første skridt op på pudebjerget, mærkede hun en kildren i tæerne. Det var ikke bare almindeligt skumgummi; det var som om sofaen trak vejret. For hver gang hun hoppede, kom hun en lille smule højere, og pludselig opdagede hun, at stueloftet ikke længere var hvidt og fladt, men begyndte at ligne en diset morgenflade.
Med et kæmpe spring satte Luna af fra den øverste pude. I stedet for at lande hårdt på gulvet, føltes det, som om tyngdekraften tog en lille ferie. Hun svævede langsomt opad, gennem det, der før var loftet, og pludselig var hun omgivet af den køligste, friskeste luft, hun nogensinde havde indåndet. Regnen, der før havde virket våd og kold, var her oppe forvandlet til små sølvfarvede glimt, der dansede omkring hende. Hun så ned og kunne se sit eget hus ligne et lille stykke legetøj, før det forsvandt bag et tæt lag af vat-agtige skyer. Men her oppe var himlen ikke grå. Den var fyldt med farver, Luna aldrig havde set i sin farvelade: Perlemor, skumringslilla og en helt særlig nuance af solskinsgul, der varmede helt ind i hjertet.
Foran hende tårnede et slot sig op. Det var ikke bygget af sten eller mursten, men af de tætteste, smukkeste skyer, man kan forestille sig. Tårnene svajede let i vinden som store sukkerstokke, og vinduerne lignede små søer af lys. Da hun svævede hen mod den enorme port, der var formet som en gigantisk muslingeskal, åbnede den sig med en lyd, der mindede om en blød nysen. Luna trådte ind, og hendes fødder sank ned i et gulv af blød tåge, der duftede svagt af nyslået græs og nybagte boller. Hun var ikke bange, for her føltes alt trygt, som om hele slottet var én stor, varm krammer.
Inde i slottets store hal var der en larm af den bedste slags. Det var lyden af leg. Luna spærrede øjnene op, da hun så, hvem der var derinde. Der, midt på gulvet, kørte det lille trætog, som hun havde mistet sidste sommer under sommerhusferien. Det tøffede lystigt afsted og fløjtede med en lyd, der lød som en lille fugl. Og ovre i hjørnet sad hendes gamle bamse, ham med det ene øje og den slidte pote, som hun troede var røget ud med flyttelæsset. Han sad og drak te med en enlig vante og en rød plastikbil, der manglede et hjul. Det gik op for Luna, at dette ikke bare var et slot af skyer, men et fristed for alt det, børn har elsket og siden "mistet" i den voksne verden.
En gammel, klog bamse med en lille krone af flettede strå trissede hen til hende. Han så på hende med sine knappeøjne og smilede det bredeste smil, en bamse kan præstere. Han forklarede hende, uden at bruge ord men med en følelse direkte i hendes mave, at intet i denne verden nogensinde er rigtigt væk. De voksne kalder det for "tabt" eller "glemt", fordi de har fået så travlt med at tælle penge, læse aviser og kigge på ure, at de har mistet evnen til at se det, der virkelig betyder noget. Men så længe et barn husker glæden ved en leg, eller varmen fra en bamsepote, så lever tingene videre her i Skyernes Slot.
Bamsen fortalte Luna noget meget vigtigt, som hun lovede aldrig at glemme. Han sagde, at verden udenfor vil prøve at gøre hende hurtigt voksen. Den vil prøve at fortælle hende, at fantasi er noget, man vokser fra, og at man skal være "fornuftig" og "seriøs". Men han bad hende om at love, at hun altid ville bære barnet i sig selv. At bære barnet betyder ikke at være lille hele livet, men at gemme på evnen til at undres, til at lege og til at se et slot i en sky. Uanset hvad verden omkring hende forsøger at få hende til, skal hun huske, at barnet er hendes stærkeste superkraft. Det er barnet, der gør verden farverig, når de voksne kun ser gråvejr.
Luna brugte timer på at lege med alle de ting, hun havde savnet. Hun kørte om kap med den røde bil, hun hjalp bamsen med at finde nye eventyr i de store sky-bøger, og hun lærte at bygge tårne af luftballoner. Hun opdagede, at tid her oppe ikke var noget, der tikkede på et ur, men noget, man målte i grin og glæde. Hun følte sig stærkere end nogensinde før, fordi hun vidste, at hun nu havde en hemmelighed. Hun vidste, at Skyernes Slot altid ville være der, og at hun altid kunne vende tilbage, så længe hun holdt fast i sin ret til at være præcis det barn, hun var.
Da Luna begyndte at føle sig lidt tung i øjenlågene, vidste hun, at det var tid til at rejse hjem. Den gamle bamse gav hende et sidste kram, og hun kunne mærke duften af tryghed og barndom brede sig i hele kroppen. Hun gik hen til kanten af den store sky-terrasse og lukkede øjnene. Med et blødt suk lod hun sig falde bagover, og i stedet for at falde hurtigt, blev hun båret af den blideste nattevind. Hun dalede langsomt ned gennem mørket, forbi stjernerne der blinkede som små godnat-hilsner, og gennem det hul i loftet, som kun hun kunne se.
Hun landede blødt i den blå sofa, lige der hvor hun havde startet sit eventyr. Sofapuderne lå spredt på gulvet som om intet var hændt. Ude i køkkenet kunne hun stadig høre sine forældre tale, men nu lød deres stemmer ikke længere kedelige – de lød bare som en del af en verden, hun nu forstod bedre. Luna vidste, at selvom hun blev ældre, og selvom hun en dag måske også skulle tale om forsikringer, så ville hun altid have en lille del af Skyernes Slot med sig. Hun ville altid bære barnet i sig, for det er den eneste måde, man aldrig bliver rigtigt gammel på. Hun krøb op i sin egen seng, trak dynen helt op til næsen og smilede op mod månen, der lignede en lille, lysende krone på himlen. Intet var væk, alt var gemt, og i morgen ville en ny leg begynde.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #200 – Onkel Jeppes store tak til alle børnene
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
