Der var engang en pige, der ikke ville nøjes med at se op. Hun ville op selv. For når man drømmer stort nok, begynder verden nogle gange at bygge trapper af det pureste ingenting.
I en lille by, hvor alle huse lignede hinanden, og hvor alle voksne altid huskede at tage deres venstre strømpe på før den højre, boede en lille pige, som hed Luna. Luna var ikke helt som de andre i byen. Mens de andre børn legede med klodser, der passede perfekt sammen, eller tegnede huse med lige skorstene, sad Luna ofte i haven og kiggede på de ting, som ingen andre lagde mærke til. Hun så, hvordan edderkopperne vævede små perlekæder af dug, og hun lyttede til vinden, der altid lød, som om den forsøgte at fortælle en hemmelighed, den havde glemt halvvejs. Men mest af alt kiggede hun på månen.
Hver aften, når mørket faldt på, og stjernerne tændte deres små lygter på himlen, sad Luna ved sit vindue. Hun syntes, at månen lignede en kæmpe, lysende pandekage, som nogen havde glemt at spise. Nogle gange var den rund og tyk, andre gange var den tynd som en negl, men den var altid smuk. “Hvorfor er der ingen, der besøger den?” spurgte hun en dag sin far, mens han var ved at tælle sine kaffebønner for at være sikker på, at der var præcis det rigtige antal. “Månen er alt for langt væk, Luna,” svarede han uden at kigge op. “Og desuden har man ikke brug for at besøge noget, der bare lyser. Det er meget mere fornuftigt at blive her på jorden, hvor vi har faste gulve og uldne sokker.”
Men Luna var ikke særlig interesseret i at være fornuftig. Hun ville vide, om månen duftede af nyslået græs eller af kolde drømme. Hun ville vide, om stjernerne kildrede, hvis man rørte ved dem. En nat, da hele byen sov så tungt, at man næsten kunne høre husene snorke, skete der noget mærkeligt. Luna lå i sin seng og kiggede ud på haven, da hun så en tynd, sølvskinnende stråle ramme midt i græsset. Det lignede ikke bare almindeligt månelys. Det lignede noget, man kunne røre ved. Hun sneg sig ud af sengen, tog sin stjernemønstrede kappe på og listede ud i haven på bare tæer.
Midt i græsset stod en trappe. Den var ikke lavet af træ eller sten, men af hvidt, glitrende lys, der føltes fast under fødderne, selvom man kunne se direkte igennem det. Trappen snoede sig opad, forbi de øverste grene på det store æbletræ, forbi kirketårnets hane og helt op i den mørkeblå nattehimmel. Luna tøvede ikke et sekund. Hun vidste, at fornuftige mennesker aldrig ville gå op ad en trappe, der ikke var godkendt af en tømrer, men Luna var en drømmer, og drømmere har deres egne regler.
Da hun havde gået et stykke tid, mærkede hun, at luften blev lettere og køligere. Hun kiggede ned og så sin by, der nu bare lignede en samling små tændstikæsker. Det føltes slet ikke farligt. Faktisk føltes det, som om trappen bar hende. Pludselig hørte hun en lyd. Det var en blød, spindende lyd. På et af de trappetrin, der var bredere end de andre, sad en lille, hvid kat med vinger, der lignede tynde skyer. Katten hed Skyfnug, og den var i gang med at vaske sin pote med en dråbe nattedug. “Hvor skal du hen, lille menneske?” spurgte Skyfnug med en stemme, der lød som raslende blade. “Jeg skal op til månen,” svarede Luna stolt. “Det er en lang vej,” sagde katten og gabte. “De fleste stopper ved den første stjerne, fordi de bliver trætte af at klatre. Men hvis du vil nå månen, skal du huske at trække vejret med dit hjerte i stedet for din næse.”
Luna takkede for rådet og fortsatte opad. Højere og højere gik hun, indtil hun mødte en gammel mand, der sad på en lille platform og pudsede stjerner med en stor, blød klud. Han havde en hat på, der lignede en omvendt tragt, og hans skæg var så langt, at det dannede små skyer omkring hans fødder. “Goddag, Stjernepudser,” sagde Luna. Manden stoppede op og kiggede over kanten af sine briller. “Åh, et besøg! Det er sjældent. Har du set, hvor støvet den store bjørn er blevet? Folk holder op med at tro på den, og så mister den sin glans.” Luna hjalp ham med at pudse en lille stjerne, der sad fast i et hjørne af himlen, og som tak gav han hende en lille pose med stjernestøv. “Dette er til, når vejen føles for mørk,” sagde han. “Husk, Luna, at månen ikke bare er en sten på himlen. Den er et spejl for alle de ting, vi ikke tør sige højt.”
Nu var Luna tættere på end nogensinde. Månen fyldte hele hendes synsfelt. Den var ikke glat, som hun havde troet, men fyldt med bjerge af sølv og dale af blåt fløjl. Da hun trådte det sidste skridt op på månens overflade, mærkede hun en dyb ro. Her var ingen vækkeure, ingen fornuftige strømper og ingen, der sagde, at man skulle skynde sig. Månen smilede til hende – ikke med en mund, men med en følelse af varme, der bredte sig i hele hendes krop. Hun sad der i lang tid og kiggede ud over universet. Hun så, hvordan jorden lignede en lille, dyrebar glaskugle, og hun forstod, at alt det, hun før havde troet var vigtigt, i virkeligheden bare var småting. Det vigtigste var evnen til at klatre, selvom ingen andre troede på trappen.
Da hun kom ned igen næste morgen, netop som solen begyndte at male himlen lyserød, stod hun i sin have, som om intet var hændt. Hendes far kom ud for at hente avisen. “Nå, Luna, har du sovet godt? Du ser helt fjern ud i blikket.” Luna smilede og mærkede den lille pose med stjernestøv i sin lomme. “Jeg har bare lært, at månen dufter af pandekager og frihed, far,” svarede hun. Hendes far rystede på hovedet og mumlede noget om, at børn havde alt for meget fantasi, men Luna vidste bedre. Hun vidste, at hver gang hun kiggede op, ville månen blinke til hende, fordi de to havde en hemmelighed sammen.
Verden er fuld af trapper, som vi ikke kan se, hvis vi kun kigger ned i vores egne sko. Man skal turde løfte blikket, glemme det fornuftige et øjeblik og tage det første skridt ud i det blå. For det er kun dem, der tør klatre, der finder ud af, hvad stjernerne egentlig hvisker om natten. Luna blev aldrig helt den samme igen, og i hendes lille by begyndte andre børn også langsomt at tegne huse med skæve skorstene og drømme om trapper af lys.
Læs næste eventyr: Drageungen der glemte at sprutte ild
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
