Der findes en helt særlig form for panik, der kun rammer det moderne menneske. Det er ikke den eksistentielle angst for døden eller frygten for en atomkrig; det er den akutte, fysiske uro, der opstår, når forbindelsen til “skyen” kappes. Vi kalder det digital afhængighed, men det er i virkeligheden snarere en form for åndelig amputation. I det øjeblik routeren dør, mister vi ikke bare adgang til vores mails og streamingtjenester; vi mister vores adgang til verden.
Jeg mærker det med det samme. Tommelfingeren begynder at sitre af sig selv, en slags fantomsmerte efter et uendeligt feed, jeg ikke længere kan scrolle i. Jeg tager mig selv i at række ud efter telefonen for at tjekke, hvorfor internettet er nede – kun for at indse, med en knusende logik, at jeg ikke kan tjekke det, fordi… ja, internettet er nede. Det er en digital Catch-22, der efterlader en strandet på en ø af analog stilhed midt i en stue, der pludselig føles meget større og meget mere fremmed.
Man siger, at stilhed er guld, men for en moderne dansker er stilheden snarere blytung. Den presser sig mod trommehinderne. Uden den konstante summen fra notifikationer og lyden af folk, der mener noget vigtigt om ingenting på de sociale medier, bliver ens egne tanker pludselig meget højlydte. Og lad os være ærlige – de fleste af os har brugt de sidste ti år på at flygte fra præcis de tanker.
Når fodboldikoner bliver cyberslaver
Mens jeg sidder her og venter på, at teknikerne hos udbyderen får banket liv i fibrene igen, tænker jeg på de overskrifter, jeg nåede at fange, før lyset gik ud. Politiken skriver i dag om, hvordan danske fodboldikoner bliver misbrugt i kæmpe netværk af cyberslaveri. Det lyder som noget fra en dårlig science fiction-roman, men det er virkeligheden. Folk bliver tvunget til at udføre netsvindel i enorme centre, mens deres ansigter – eller ansigterne af dem, vi ser op til – bliver brugt som lokkemad.
Det er den mørke side af den forbindelse, vi savner så desperat, når den forsvinder. Vi vil så gerne være “på”, men vi glemmer ofte, hvad det er for en maskine, vi fodrer med vores opmærksomhed. Når internettet går ned, bliver vi tvunget til at se på den infrastruktur, vi har bygget vores liv på, og indse, hvor skrøbelig den er. Vi har lagt vores demokrati, vores økonomi og vores sociale liv i hænderne på kabler, der kan gnaves over af en forvildet rotte eller lægges ned af et overbelastet relæ.
Måske er det i virkeligheden sundt at blive koblet af en gang imellem. Ikke som en planlagt “digital detox”, hvor man poster et billede af en solnedgang med hashtagget #offline (hvilket i sig selv er en modsigelse), men som et ufrivilligt sammenbrud. Det er her, i det ufrivillige, at vi opdager, hvem vi er, når vi ikke er defineret af vores online-tilstedeværelse.
Hvad gør man med sine hænder?
Efter de første ti minutters frustration begynder en mærkelig proces. Jeg begynder at lægge mærke til ting i min stue. Der står bøger i reolen. Rigtige bøger med rygge af papir og støv på toppen. Jeg trækker en ud. Den føles tung og substantiel. Der er ingen knapper, ingen hyperlinks, og jeg kan ikke søge i teksten. Jeg bliver nødt til at læse den fra en ende af. Det føles som at lære at gå igen efter et langt sygeleje.
Jeg kigger ud af vinduet. Folk går forbi på gaden. De kigger alle sammen ned i deres telefoner. Jeg får lyst til at råbe ud til dem: “Løb for livet! Internettet er nede hos mig, det er kun et spørgsmål om tid, før det rammer jer også!”. Men jeg gør det ikke. Jeg sidder bare og betragter dem. De ligner zombier i en lavbudgetfilm, styret af usynlige tråde fra masterne på tagene.
Jo mere kommunikationen bliver teknisk fuldkommen, desto mere bliver indholdet ligegyldigt. Kierkegaard sagde noget i den retning før, vi fik TikTok og AI-genererede nyheder, men pointen står stærkere end nogensinde. Vi sender milliarder af bit og bytes frem og tilbage, men siger vi egentlig hinanden noget? Eller er vi bare bange for den stilhed, der opstår, når routeren blinker rødt?
Den glemte kunst at kede sig
I dagens Danmark er det at kede sig blevet en truet kunstart. Vi udfylder hvert eneste sekund med stimulering. I køen i supermarkedet, på toilettet, i de tre sekunder det tager for kaffemaskinen at brygge færdig. Vi tåler ikke tomrummet. Men det er i tomrummet, at de gode ideer fødes. Det er der, refleksionen finder fodfæste.
Når internettet er nede, bliver vi tvunget ind i kedsomheden. Og efter den indledende irritation opdager man, at det faktisk er ret interessant derinde. Man begynder at tænke over ting, man ellers havde glemt. Man begynder at mærke efter. Hvordan har jeg det egentlig? Er jeg glad? Eller er jeg bare travlt beskæftiget med at se på andre folk, der lader som om, de er glade?
Vi taler meget om digital dannelse for tiden, hvor teknologien er ved at vokse os over hovedet. Men måske handler den vigtigste del af den dannelse om at kunne vælge fra. Om at kunne eksistere i et rum uden Wi-Fi uden at få åndenød. Det handler om ordentlighed over for sig selv – at give sin egen hjerne lov til at arbejde uden at blive afbrudt af en algoritme, der vil sælge en nye sneakers eller overbevise en om, at verden er ved at gå under.
Verden udenfor fibernettet
Det er ironisk, at jeg som rådgiver i kommunikation lever af det, der foregår på de netværk, jeg nu sidder og forbander. Men det er også netop derfor, jeg ser værdien i nedbruddet. Det afslører kynismen i systemet. Når vi ikke kan komme på, opdager vi, hvor meget vi bliver manipuleret med. Vi opdager, at de konflikter, der virkede livsvigtige på Facebook for fem minutter siden, i virkeligheden er fuldstændig ligegyldige i den virkelige verden, hvor fuglene stadig synger, og naboen stadig har glemt at tage sit skrald ind.
Vi har brug for at genfinde respekten for det analoge menneske. For samtalen, der ikke kan gemmes, likes eller deles. For det øjeblik, der bare er. Det er det, jeg kalder “ånd” – det, der findes mellem linjerne, og som ikke kan oversættes til binær kode.
Routeren blinker stadig rødt. Jeg overvejer at lade den være. Måske skal jeg bare lade den blinke og se, hvor længe jeg kan holde ud at være et menneske af kød og blod i en verden af plastik og strøm. Men jeg ved også, at jeg om ti minutter sikkert vil sidde og pille ved kablerne igen, desperat efter at få min dosis af det digitale fix. Sådan er vi jo. Svage, teknologiafhængige og dybt forunderlige.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
