“Jamen den står jo i kataloget”, siger damen lidt for højt til den 18-årige ekspedient der forsøger at forklare, at jakken er udsolgt i hendes størrelse. Hun har endda taget en papirskopi af kataloget med og peger på en virkelig grim jakke med blomster, som ligner en blanding af Hüttemeiers skåneærmer og en deltager i en demo i 60erne mod atomkraft. Den 18-årige smiler og forklarer, at den er udsolgt. Det svar havde vi andre allerede fattet. “Hvad gør jeg så”, siger hende den rødhårede og beder åbenlyst ekspedienten komme med bud på, hvad hendes ældre moster så kunne tænkes at ønske sig. Køen er vokset en del allerede og vi står ret pænt i rækken. “Det er bare fordi man jo regner med at det i kataloget også er i butikken”, forsøger hun igen – men overraskende nok, trækker ekspedienten ikke jakke frem og siger “snydt for en tier”. Han holder stædigt fast i, at man ikke kan forvente alle katalogets varer på hylderne dagen før jul. Hun opgiver med et fnys, som ville skræmme selv en dyrepasser med dagligt ansvar for løverne i zoo, mens hun forsvinder uden et ord.
Den næste har samlet tøj til hele familien plus det løse. Der er til en mindre hær. Og det skal pakkes ind. I hver sin gave. Ti minutter efter er det min tur – og jeg kan komme videre. Det er store julegavedag for de, der er modige nok til at vente. Den rødhårede er i mindretal. Der er flest mænd i dag. Det er en loge vores køn er medlemmer af. Logen der i sidste sekund køber lidt blonder og andet godt i en størrelse, der skal byttes efter jul – og så snart det er overstået mødes vi ved pølsevognen. Her står vi alle så og snakker om at vi er klar. At vi lige manglede det sidste. Og hvor meget vi glæder os til andestegen.
Vi er ret forudsigelige. Og vi siger morsomt nok når den foran har bestilt en pølse i svøb med lidt af det hele. “Tøsernes er også noget med pølser”, griner en mand der ikke umiddelbart ligner en, der har været tæt på en tøs i årevis. Det griner vi selvfølgelig meget af. Det skal man. Ellers udskammes man. En anden råber store patter udover klostertorvet. Det griner vi også af, mens svøbet løber ned af hagen. Indtil jeg opdager, at pølsemutters patter netop er enorme og nærmest kan røre disken. Til gengæld er de lige lange.
En fyr i tyverne joiner os ved pølsevognen. Han er tydeligt nygift og derfor endnu ikke fast del af logen. Han ska oplæres lidt og føle sig hjemme. “Er du også ude efter undertøj” siger ham med – “du er så ung at du vel kender størrelsen”, griner han. Og dermed vi alle. Den unge fyr bekræfter genert. “Bare vent til du kommer i min alder. Så skifter størrelsen løbende over året”. Det griner vi også meget af. En anden fortæller, at han altid går ind i Sallings afdeling med undertøj og siger til ekspedienten, at han har glemt patstørrelsen, men at de er meget større end hendes. Når hun ser lidt nedslået ud over på den måde at være mindre værd, siger han at hos konen følger maven også med opad. “At gå i seng med hende er nærmest ligeså omfavnende som gruppesex”. Og så griner vi igen. Selvom det ikke er sjovt.
Sådan er vi nemlig. Flokdyr med primitive parringsritualer som vi viser overfor hinanden, som hanløver der brøler eller brushøns der danser på engen, for at vise de andre hanner, at de skal holde sig væk. Uanset hvor meget de hellige vil have de to køn til at være ens, vil det aldrig blive anderledes. Og hvis det blir, forsvinder noget væsentligt. Med årets store er det nu bare primært i pølsevognen og i omklædningsrum. Med mindre man er et landshold.
Jeg mangler en lille ting til min mindste knægt og kører til Bilka. Det er jeg ikke ene om. Folk hamstrer i vildskab, fordi vi nu har hele tre dage uden de store supermarkeder. Alle har kørekort til en af de helt store vogne – og trafikken går rundt i hele varehuset. Jeg kan aldrig huske hvor tingene er og har god tid. Så jeg oser. Så snart mælken er i vognen kører jeg efter næste på listen – skyllemiddel, som jeg tidligere passerede. Det gør mig ikke noget – men jeg bryder nu åbenbart den ensrettede vej gennem varehuset. Min vogn slingrer afsted mod køreretningen. Antallet af vrede ansigter fra målrettede husmødre er enormt. Jeg er tydeligt indtrådt i en helt anden loge. Overvejer at råbe store patter, men konstaterer hurtigt det ville falde ret så mange for brystet. Fortsætter derfor mod skyllemidlet med bøjet hovede. Der står en anden mand. Han har fået ansvaret for vognen mens hun vimser rundt som en bi og sanker til huse. Hans øjne er helt tomme. Enten er øjnene indstillet på uendelig eller også er han revisor, der regner tal sammen for hver vare hun propper i vognen. Jeg smiler til ham mens jeg rækker ud efter Bamseline og han smiler tilbage. Han kigger lidt rundt og kigger så tilbage på mig. Trækker lidt på hovedet som et tavst “det var synd”. Han ledte sikkert efter min bi – men tænker nok nu, at jeg er alene. Jeg skynder mig med strømmen og ender igen ved mælken.
I legetøjsafdelingen står fædrene med deres børn. De er ganske enkelt efterladt, fordi mænd er fucking håbløse at rende rundt med i et varehus. Så hellere styre vognen selv. Jeg føler at jeg har genfundet min loge og vil igen lige forsøge med et par store patter, men får øje på børnene der står overalt og plager om noget de gerne vil ha. Denne ene måned kan vi roligt sige, at de skal ønske sig det. Og så laver de en liste i hovedet til julemanden. Mit højre skinneben bliver ramt hårdt – og jeg skal lige til at svine en eller anden til for ikke at kunne styre vognen. Det er en lille dreng på 5-6 år der har fundet et løbehjul man godt må prøve. Han er møgdårlig til at løbe på løbehjul. Faktisk farlig for alles helbred. Hans far står bare og kigger – og jeg ser det er ham revisoren uden sin bidronning. Jeg bider smerterne i mig. Han har nok af bekymringer.
Ved kassen er der selvbetjening, så man kan spare lidt medarbejdere. Man skanner varen og smider den på vægten. Jeg har købt nogle servietter og skanner – men vægten kan ikke måle så lidt som servietter og det hele blinker. En ansat kommer hen lidt senere og trykker en kode og går igen. Jeg skanner næste vare, vanilie, som heller ikke vejer en skid. Og damen kommer igen – mens køen vokser. Jeg kigger ned i vognen og kan se godt 30 varer med så få gram, at kun post nord kan få sig til at tage penge for at fragte det. Jeg afbryder og går til en rigtig kasse. Med et rigtigt menneske. Som endda smiler og ønsker glædelig jul.
Endelig hjemme. Tjekker en anden af hendes trøjer. Jeg tog fejl og overvurderede jakken. Afsted igen. Og jeg tager kataloget med, så jeg kan pege og sige at de BØR have den i den størrelse, som er trykt på papiret.
Del og glædelig jul
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
