Magnus boede i en by, hvor ord ikke bare forsvandt ud i den blå luft, men i stedet blev til små, svævende ting, som alle kunne se, hvis de kiggede rigtig godt efter.
I den lille by Mildeby var luften som regel fyldt med glitrende gyldne gnister og farverige sæbebobler. Det var de gode ord. Hver gang nogen sagde "tak", "du er god til det dér" eller "vil du lege?", steg en lille funkle op og dansede i solskinnet. Men der var også dage, hvor luften blev tung. Det skete, når nogen sagde noget grimt eller drillede på den der måde, der ikke er sjov. Så blev ordene til små, grå burrer med skarpe pigge, der svævede lavt over brostenene og forsøgte at sætte sig fast i tøjet på folk.
Magnus var en dreng, der mærkede alting lidt mere end de fleste. Han var god til at fange de gyldne gnister, men han var desværre også en magnet for de grå burrer. Når en af de store drenge, som f.eks. Grumle, sagde, at Magnus’ støvler var mærkelige, eller at han løb langsomt, følte Magnus, hvordan de grå ord satte sig fast på hans hjerte og gjorde det tungt og stikkende. Han gik med skuldrene oppe under ørerne for at beskytte sig, men det hjalp aldrig rigtigt.
En dag besluttede Magnus at besøge Smeden Sigurd. Sigurd var ikke en helt almindelig smed. Han bankede ikke kun på jern; han smedede ting, som øjet næsten ikke kunne se, men som hjertet kunne mærke. Hans smedje lå i udkanten af skoven, og der duftede altid af varm aske og lynghonning. Da Magnus trådte ind, sad Sigurd og kiggede på en lille, lysende sten, der lignede et stykke af selve solen.
Sigurd kiggede over sine briller og smilede til Magnus. Han kunne se de mange grå burrer, der hang fast i Magnus’ trøje og gjorde ham krumrygget. Sigurd forklarede Magnus, at ingen behøvede at gå rundt og bære på andres dårlige humør. Han fortalte om Rustningen af Venlighed. Det var ikke en rustning af stål, der var tung og knirkede, men en usynlig rustning lavet af lys og gode tanker om sig selv.
For at smede sin egen rustning skulle Magnus lære at polere sit indre spejl. Sigurd gav ham den lille, varme sten og forklarede, at når man ved, hvem man selv er, og når man husker at være venlig mod sig selv, så bliver man glat som en poleret sten. De grå ord kan simpelthen ikke finde et sted at holde fast. De glider af og falder til jorden, før de når at stikke.
Magnus gik hjemad med stenen i lommen og en ny rankhed i ryggen. Den næste dag i skolen mødte han Grumle ved de store rutsjebaner. Grumle åbnede munden og sendte en hel sky af grå, spidse ord afsted mod Magnus. Han sagde noget om Magnus' tegning og grinede højt. Men denne gang skete der noget mærkeligt. Magnus mærkede den varme sten i lommen og huskede på, at han faktisk var rigtig god til at tegne de flotteste drager.
I det øjeblik voksede Rustningen af Venlighed frem omkring ham. Den var usynlig for Grumle, men for Magnus føltes det som et varmt bad af lys. De grå ord ramte ikke Magnus. De ramte hans usynlige skjold, prellede af og faldt ned i græsset. Og det mest utrolige var, at så snart de ramte jorden uden at have såret nogen, forvandlede de sig til små, harmløse blomster. Grumle stoppede med at grine og kiggede forvirret på de blomster, der voksede frem ved Magnus’ fødder.
Magnus smilede bare. Han følte sig ikke længere tung. Han fandt sin veninde Lulla, og de satte sig på en bænk i eftermiddagssolen. Magnus delte et æble med hende, og da de snakkede og lo, fyldtes luften omkring dem med så mange gyldne gnister, at det lignede en hel lille fest. Magnus vidste nu, at så længe han passede på sin indre rustning og huskede sin egen værdi, var der ingen grå ord i verden, der kunne gøre ham lille igen.
Læs næste eventyr: Den glemte nøgle til Drømmeslottet
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
