I denne uge fejres jubilæum i folkeskolen. På Nørholm Skole mødte Malthe derfor op i gammel uniform, skjorte og et tilklippet slips fra min tid som nyhedsvært. Vandkæmmet hår og hele molevitten.
Klasselokalet var i rækker og Fru Skøtt, Fru Fjelgaard, Fru Reinewald, Frk. Nielsn, Frk. Ilsøe, Fru. Hall, Hr. Rasmus og Fru. Tønder tog vel imod de små poder.
Til morgensang hos Inspektør Birkedal sang vi en ny smuk sang, der er udgivet i anledning af jubilæet – skrevet smukt af Eva Chortsen om en ny skole med både indsigt og udsyn.
Folkeskolen er i daglig forandring. En del er til debat, fordi vi alle går op i det. Det er kun godt! Folkeskolen forsøger at lære af friskolen og efterskolen og arbejdet går lystigt. Uanset hvad man så synes om de retningslinjer der udstikkes, er det slående hvor dygtige lærere vi har i den danske folkeskole. Det er dem vi kan stole på, uanset hvad der så kommer oppefra.
Og at se hele Nørholm Skole komme udklædt og gå til opgaven med kæmpe engagement, varmer mig fra morgenstunden. Tillykke til folkeskolen. Det skal sgu nok gå 🙂





Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






