Langt ude i det fjerne, hvor skyerne kysser jorden hver morgen, lå det mægtige bjerg, Himmelspidsen. Det var ikke et helt almindeligt bjerg, for det siges, at toppen var dækket af det fineste stjernestøv, der kunne få alle drømme til at lyse i mørket. Malthe havde altid drømt om at nå toppen. Han havde pakket sin lille rygsæk med tre saftige æbler, en flaske kildevand og sin bedste klatresnor, for i dag skulle det være. Han ville se stjernestøvet med sine egne øjne.
Da Malthe begyndte sin vandring, føltes bjerget slet ikke så højt. Han sang små sange og hoppede over de rislende bække, der løb ned ad bjergsiden. Men som timerne gik, begyndte hans ben at føles lidt tunge. Han stoppede op, tørrede sveden af panden og kiggede op mod toppen. "Pyh, der er godt nok lang vej endnu," sukkede han tungt. I samme øjeblik skete der noget mærkeligt. Det var, som om jorden rystede ganske let under hans fødder, og klipperne over ham strakte sig. Himmelspidsen voksede.
Malthe gned sig i øjnene. Han var sikker på, at den hvide sky på toppen lige før var tættere på. Men nu lignede det, at bjerget var blevet dobbelt så højt. Han rystede på hovedet og fortsatte, men jo mere han tænkte på, hvor hårdt det var, og jo oftere han klagede over de spidse sten, jo mere voksede bjerget. Hver gang han sagde "jeg kan ikke," skød bjerget en ny lille bakke op, som han skulle overvinde.
Da han satte sig på en flad sten for at spise sit første æble, mødte han en mærkelig skabning. Det var Glimmer-Grumpe, en lille fyr dækket af det blødeste, grønne mos og med små krystaller, der glimtede som diamanter i hans skæg. Glimmer-Grumpe sad og vippede med tæerne, mens han kiggede på Malthe med sine store, kloge øjne. Han så ikke ud til at have travlt med noget som helst, og han smilede så bredt, at man kunne se hans små, runde tænder.
"Hvorfor ser du så mut ud, lille ven?" spurgte Glimmer-Grumpe og rakte en hånd ud efter en usynlig flue i luften. Malthe forklarede, at han gerne ville nå toppen, men at bjerget blev højere og højere, jo mere han klatrede. Han fortalte om de tunge ben og de irriterende sten, der hele tiden lå i vejen. Glimmer-Grumpe grinede en lille, klukkende lyd, der lød som vand i en bæk. Han forklarede, at Himmelspidsen er et spejlbjerg. Hvis man bærer på tunge tanker, bliver bjerget tungt at bestige. Hvis man sukker over modgangen, vokser bjerget sig større for at passe til ens humør.
Malthe kiggede op på de stejle klipper. Han forstod det ikke helt med det samme. Men Glimmer-Grumpe gav ham et råd: "I stedet for at kigge på, hvor langt der er til toppen, så kig på de smukke ting lige foran dine fødder. Se på de glitrende sten, mærk den friske luft, og husk at smile til bjerget. Bjerget kan nemlig rigtig godt lide at blive smilet til." Malthe takkede den lille mos-fyr og rejste sig. Han besluttede sig for at prøve.
I begyndelsen var det svært. Hans lægge syrede stadig, og rygsækken strammede over skuldrene. Men i stedet for at sukke, begyndte han at tælle de små, lilla blomster, der voksede i revnerne mellem klipperne. Han lagde mærke til, hvordan sollyset fik små kvartsstykker i jorden til at lyse som små stjerner. Han begyndte at fløjte en melodi, han havde lært af sin farmor, og pludselig føltes hans fødder meget lettere. Han kiggede ikke op hele tiden, men fokuserede på det næste skridt og det næste smil.
Det var næsten magisk. Jo gladere Malthe blev, jo mere føltes det, som om klipperne formede sig som små trappetrin under ham. De stejle vægge lignede nu bløde skyer, der var frosset fast i tiden, og det var næsten som at gå på en polstret trappe. Han mødte modgang undervejs – en stejl væg her og en glat passage der – men i stedet for at give op, tog han en dyb indånding og tænkte på det smukke stjernestøv. Han fandt ud af, at hvis man tager modgangen med et smil, så bliver den ofte til en mulighed.
Efter hvad der føltes som både lang tid og et lille øjeblik, nåede Malthe endelig den sidste afsats. Han var forpustet, men hans hjerte bankede af glæde. Da han trådte op på selve toppen, stoppede han helt op og holdt vejret. Her var intet gråt eller hårdt. Hele plateauet var dækket af et lag af det mest utrolige stjernestøv, der glimtede i alle regnbuens farver. Luften føltes tyk af magi, og han kunne se hele verden bredt ud under sig som et kæmpe, farverigt tæppe.
Han indså nu, at bjerget ikke havde prøvet at stoppe ham ved at vokse. Det havde bare forsøgt at lære ham, at vejen er lige så vigtig som målet. Hvis han var nået hurtigt til toppen med et surt ansigt, ville han aldrig have lært at værdsætte de små blomster eller mødt Glimmer-Grumpe. Han satte sig ned i det bløde stjernestøv og lod det glide gennem sine fingre. Det føltes varmt og kildede helt ud i fingerspidserne.
Malthe vidste nu, at han kunne overvinde hvad som helst. Næste gang han mødte et bjerg i sit liv – uanset om det var en svær opgave i skolen eller noget andet, der føltes uoverskueligt – ville han huske at smile og tage et skridt ad gangen. Han vidste, at vedholdenhed ikke bare handler om at slide og slæbe, men om at bevare sit gode humør og sit åbne sind, selv når bakken ser stejl ud.
Da solen begyndte at gå ned og farvede himlen lilla og guld, begyndte Malthe sin nedstigning. Men bjerget voksede ikke længere. Faktisk føltes det, som om det bar ham forsigtigt ned igen, mens vinden hviskede små historier i hans ører. Han var ikke længere bare en dreng, der var klatret op ad et bjerg; han var en opdagelsesrejsende, der havde fundet styrken indeni sig selv.
Malthe kom hjem til sit varme hus lige som stjernerne begyndte at titte frem på nattehimlen. Han havde stadig lidt stjernestøv i lommerne og et stort smil om læben. Han vidste, at uanset hvor høje bjerge verden ville stille foran ham, så ville han altid kunne finde vejen til toppen, så længe han huskede at kigge efter de små lysglimt på vejen.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Pigen med de usynlige vinger
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
