Der var engang en by, hvor alt gik præcis, som det skulle, og det var i grunden det allerstørste problem. I byen, som hed Punktum, var alle de voksne nemlig blevet så utroligt dygtige til at huske deres aftaler, deres indkøbssedler og deres pinkoder, at de var begyndt at glemme alt det, der virkelig betød noget. De havde glemt, hvordan man kigger på en sky og ser en drage. De havde glemt, hvordan man smager på regndråber, og de havde glemt, at man altid skal have en lille smule sand i lommerne, bare for en sikkerheds skyld. Men værst af alt var det, at de var begyndt at glemme deres egne historier. Hver gang en voksen sagde: “Da jeg var lille, så jeg engang en…”, og så stoppede op med et tomt blik, var det fordi Glemmebogen havde været på spil.
Glemmebogen var ikke en almindelig bog. Den boede i skyggerne under de voksnes skriveborde og i de mørke hjørner af de kontorer, hvor man aldrig griner. Det var en enorm, tung og grå sag, der sugede farverne ud af minderne, indtil de kun var støvede bogstaver uden liv. Glemmebogen elskede orden, men den hadede fantasi. Hver gang et barn fortalte en historie, rystede bogen af raseri, for historier er det eneste i verden, som Glemmebogen ikke kan tåle. Malthe var otte år, og han var den eneste i Punktum, der havde opdaget, hvad der foregik. Han havde set, hvordan hans far var stoppet med at fortælle om dengang, han fangede en fisk så stor som en ubåd, og hvordan hans mor ikke længere huskede navnet på den usynlige hest, hun havde redet på som barn.
En aften, da månen lignede en skive gul ost, sneg Malthe sig op på loftet. Han vidste, at det var her, de voksne gemte deres gamle kasser med legetøj, tegninger og minder, som de ikke længere havde brug for. Men midt på gulvet stod noget, der ikke plejede at være der. Det var Glemmebogen. Den var så stor som et spisebord, og dens sider blafrede langsomt, selvom der ikke var nogen vind. Hver gang en side vendte, lød det som et tørt suk. Malthe kunne se, hvordan små gnister af lys blev suget ind i bogen – små bidder af barndom, der forsvandt for evigt. Han vidste, at hvis han ikke gjorde noget nu, ville alle historierne i hele verden blive slettet, og så ville de voksne blive lige så grå som asfalten på hovedvejen.
Malthe trådte tættere på. Bogen udsendte en kulde, der fik hans tæer til at krumme sig i strømperne. Men han huskede, hvad han havde lært: At man aldrig må give slip på sit indre barn, uanset hvor meget verden prøver at gøre en alvorlig. Han stak hånden i lommen og fandt sin mest værdifulde genstand frem. Det var en gammel, slidt pen, som han engang havde fået af en mand, der påstod, at han var en pensioneret troldmand. Pennen lyste ikke, og den så ikke ud af meget, men Malthe vidste, at den kunne skrive med alle regnbuens farver, hvis bare man troede nok på det. Han åbnede Glemmebogen på en tom, grå side og begyndte at tegne.
Først tegnede han en kæmpe, rød sol, der smilede bredt. Glemmebogen gav et lille ryk, som om den havde fået et elektrisk stød. Malthe fortsatte. Han skrev om dengang, han og hans bedste ven, Villum, havde bygget et rumskib af papkasser og fløjet helt til Mars for at spise frokost. Han beskrev duften af Mars-støv (som smager lidt af kanelsukker) og lyden af de små grønne mænd, der sang viser om deres mormødre. Jo mere han skrev, jo mere begyndte Glemmebogen at hoste. Den kunne ikke lide de vilde farver, og den kunne slet ikke lide sandheden i Malthes fantasi.
Men Glemmebogen gav ikke op så let. Den begyndte at hviske til Malthe. Den hviskede om lektier, der skulle laves, om rene sokker, der skulle lægges sammen, og om at det var meget vigtigere at vide, hvad klokken var, end at vide, hvor dragerne gemmer deres guld. Malthe følte sig pludselig meget træt. Hans pen blev tung, og de farverige bogstaver begyndte at blegne. Han var tæt på at lukke bogen og gå i seng, præcis som en fornuftig voksen ville have gjort. Men så huskede han sin mor. Han huskede hendes øjne, dengang hun før i tiden plejede at fortælle om den usynlige hest, og hvordan hendes ansigt lyste op, når hun glemte at være voksen.
Malthe rettede ryggen. Han begyndte at råbe sine historier højt. Han råbte om gyngeheste, der vågner om natten, om hemmelige huler under bøgetræerne og om den vigtigste regel af alle: At man skal bære sit barn i hjertet, selv når man bliver hundrede år gammel. Hans stemme fyldte hele loftet, og pludselig skete der noget magisk. Kasserne omkring ham begyndte at ryste. Gamle bamser rettede på deres ører, og støvede tegnebøger slog sig selv op. Historierne begyndte at strømme ud af kasserne og angribe Glemmebogen. De var som små soldater af lys, der nægtede at blive glemt.
Glemmebogen begyndte at skrumpe. Den krøllede sammen, indtil den ikke var større end en lille notesbog, og til sidst forsvandt den helt i en sky af glimmer og gammelt støv. Malthe stod tilbage i mørket, men loftet føltes ikke længere koldt. Det føltes som om, rummet åndede lettet op. Han gik ned ad trappen og ind i stuen, hvor hans forældre sad og kiggede ind i hver deres skærm med tomme blikke. Malthe satte sig på gulvet foran dem og tog deres hænder. “Mor, far,” sagde han roligt. “Skal jeg ikke fortælle jer historien om dengang, verden var lavet af lakrids, og vi alle sammen havde vinger?”
Hans far kiggede op, og for første gang i lang tid var der en lille gnist i hans øjne. Han smilede, ikke det der voksne “jeg-er-venlig-smil”, men et rigtigt grin, der startede helt nede i maven. Hans mor lagde sin telefon fra sig og satte sig ned på gulvet sammen med dem. Malthe fortalte og fortalte, og mens han talte, vendte farverne tilbage til stuen. Han lærte dem, at historier er som små frø; hvis man bliver ved med at fortælle dem, bliver de til store træer, man kan klatre i, uanset hvor gammel man er. Han vidste nu, at kampen mod glemmebogen aldrig helt slutter, men så længe der findes børn, der tør fortælle historier, vil de voksne aldrig helt miste deres magi.
Næste morgen vågnede hele byen op med en mærkelig fornemmelse. Folk stoppede op på gaden for at kigge på blomsterne, og borgmesteren blev set hoppe over et vandhul, bare fordi det var sjovt. Malthe kiggede ud af vinduet og smilede. Han vidste, at han havde reddet minderne, men vigtigst af alt havde han mindet alle om, at man aldrig må blive så voksen, at man glemmer at lege. For verden er alt for stor og alt for mærkelig til kun at blive brugt til fornuftige ting. Og hvis du nogensinde føler, at du er ved at glemme, hvordan man drømmer, så skal du bare finde en god historie og fortælle den videre til den næste, du møder.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
