Der var engang en by, der hed Gabeby, hvor alle indbyggerne var så trætte, at de glemte at binde deres snørebånd, glemte at putte sukker i teen og glemte, hvordan man vaskede sine egne ører. Det var ikke fordi, de ikke ville sove, men fordi solen var gået i baglås. I tre hele uger havde den stået midt på himlen og lyst som en alt for stærk lommelygte, der nægtede at slukke. Fuglene sang sig hæse, blomsterne hang med hovederne som visne karklude, og bageren, der ellers var byens gladeste mand, var kommet til at bage salt-kringler i stedet for sukker-kringler, fordi han gabte så højt, at han ikke kunne se, hvad han lavede.
Midt i Gabeby boede Malthe. Han var en dreng med meget strittende hår og en hjerne, der altid byggede små maskiner af papkasser og elastikker. Malthe var også træt, men han var mest af alt undrende. Han vidste nemlig, at alting i verden har en rytme – ligesom når man gynger eller når hjertet banker. Men rytmen i Gabeby var gået i stykker. En eftermiddag, som lignede en formiddag, fordi solen stadig bragede løs, besluttede Malthe sig for at finde ud af, hvorfor natten var blevet væk. Han pakkede sin rygsæk med en pose tørrede æbler, en termoflaske med lunkent vand og sin allerbedste lup, og så begav han sig mod den dybe skov bag de blå bjerge.
Skoven var ikke som andre skove. Her var træerne lavet af blødt, mørkeblåt fløjl, og deres blade hviskede små hemmeligheder til hinanden, når vinden strøg forbi. Da Malthe trådte ind mellem stammerne, mærkede han, at jorden føltes som at gå på en kæmpe dyne. Det var her, alle drømmene boede, når de ikke var i brug. Men uden natten havde drømmene ikke noget sted at gå hen, så de svævede rundt som små, forvirrede sæbebobler mellem fløjlstræerne. Malthe måtte passe på ikke at poppe dem med sin næse, for man ved aldrig, hvilken slags drøm der gemmer sig i en boble – det kunne være en drøm om flyvende elefanter eller en drøm om at skulle i skole i underbukser.
Pludselig hørte Malthe en lyd, der mindede om en støvsuger, der var ved at løbe tør for strøm. Han kiggede op og så en lille, rund sky, der svævede lavt over jorden. Oppe på skyen sad en mærkelig skabning. Det var Søvn-Søren. Han var en lille trold med en mave så blød som en dunpude, og han bar en natkybe, der var så lang, at den slæbte efter ham som et slæb. Søvn-Søren gabte så voldsomt, at hans små tæer krøllede helt sammen. Han fortalte Malthe, med en stemme der lød som om den var pakket ind i vat, at han havde mistet nøglen til natten. Han havde tabt den, da han forsøgte at fange en løbsk mareridt-kanin, og uden nøglen kunne han ikke rulle det store, mørke fløjlstæppe hen over himlen.
Malthe tilbød straks at hjælpe. Søvn-Søren var så træt, at han næsten faldt af sin sky, hver gang han blinkede med øjnene, så Malthe tog føringen. De vandrede dybere ind i skoven, hvor de mødte Fnise-Fie. Fie var en flagermus med meget store ører og et lille, kulørt tørklæde om halsen. Hun sad og knibede øjnene sammen bag et par solbriller lavet af to runde blade. Flagermus kan nemlig slet ikke lide, når solen aldrig går i seng. Hun fortalte dem, at hun havde set noget glimte nede ved Hviske-hulen, men hun kunne ikke flyve derned for at tjekke, fordi hun blev helt svimmel af alt det lys.
Ved indgangen til Hviske-hulen fandt Malthe endelig det, de ledte efter. Der, gemt bag en busk med sølvfarvede bær, lå en kæmpe, gylden nøgle. Den var så tung, at Malthe måtte bruge begge hænder for at løfte den, og den udsendte et blødt, sølvagtigt skær, der mindede om måneskin. Nøglen føltes kold og rolig i hans hænder, og så snart han rørte ved den, mærkede han, hvordan hans egen træthed blev lidt lettere at bære. Det var ikke bare en nøgle til mørket; det var en nøgle til roen.
Søvn-Søren blev så glad, at han lavede en lille, klodset dans på sin sky, selvom han nær var faldet ned igen. Han forklarede Malthe, at nøglen passede i det usynlige nøglehul bag de tre højeste graner på toppen af Hvile-bjerget. Malthe og hans nye, søvnige venner begyndte opstigningen. Undervejs lærte Malthe, at natten ikke er noget, man skal være bange for. Natten er bare verdens måde at sige "tak for i dag" på, og uden mørket ville vi aldrig kunne se stjernerne eller give vores tanker lov til at lege helt for sig selv.
Da de nåede toppen, kunne Malthe se ud over hele verden. Solen stod stadig derude og så lidt træt og svedig ud, som om den også længtes efter at få lov til at gå hjem. Malthe fandt det usynlige nøglehul – det føltes som et lille sug i luften – og satte den gyldne nøgle i. Han drejede den langsomt rundt. Klik, sagde det. En lyd, der var så tilfredsstillende, at det føltes som at finde den sidste brik i et kæmpe puslespil.
I samme øjeblik begyndte himlen at forandre sig. Et kæmpe, tungt tæppe af mørkeblåt og lilla fløjl rullede sig langsomt ud fra horisonten. Solen gav et lille lettet suk og dykkede ned bag bjergene som en gylden mønt i en sparebøsse. Stjernerne, som havde gemt sig bag det skarpe lys, poppede frem én efter én og begyndte at blinke til Malthe, som om de sagde tak. Luften blev kølig og frisk, og skoven begyndte at dufte af fugtig jord og søde drømme.
Nede i Gabeby stoppede bageren op midt i et gab. Han kiggede ud af vinduet og så mørket komme rullende. Han smed sine salt-kringler væk, tog sit forklæde af og lagde sig direkte på køkkengulvet med et smil. Overalt i byen slukkede folk deres lamper, puttede sig under deres dyner og lukkede øjnene. Stillheden faldt over verden som et varmt knus, og for første gang i tre uger var der ingen, der glemte at vaske deres ører – de valgte bare at gøre det i morgen i stedet.
Malthe sad på toppen af bjerget sammen med Søvn-Søren og Fnise-Fie. De kiggede på de dansende stjerner og lyttede til nattens stilhed. Søvn-Søren rakte Malthe en lillebitte stjerne af glas som tak for hjælpen. Det var en påmindelse om, at selv når det er allermørkest, findes der altid et lille lys, hvis man ved, hvor man skal kigge. Malthe lagde stjernen i sin lomme og mærkede, hvordan hans øjenlåg blev tungere og tungere.
Da Malthe endelig kom hjem, sneg han sig ind i sin seng. Hans værelse var fyldt med det bløde, blå lys fra månen, og hans maskiner af papkasser lignede nu hemmelige slotte i mørket. Han tænkte på, hvor vigtigt det er at have både lys og mørke, både leg og hvile. Man kan ikke have det ene uden det andet, ligesom man ikke kan have en gynge, der kun kører fremad.
Malthe lukkede øjnene, og for første gang i meget lang tid begyndte en rigtig drøm at tage form i hans hoved. Den handlede om en dreng, en søvnig trold og en flagermus med solbriller, der fløj om kap gennem en himmel lavet af fløjl. Og mens månen holdt vagt over Gabeby, sov alle præcis som de skulle – dybt, trygt og med masser af sukker-kringler i deres drømme.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #55 – Den talende sky og regnvejrs-orkestret
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
