Martha boede i et hus, hvor alle spejle altid fortalte sandheden om lige nu, men aldrig sandheden om i morgen. Hendes far brugte spejlet i gangen til at se, om hans slips sad lige, og hendes mor brugte spejlet i badeværelset til at tjekke, om der var mel på hendes næse efter bagningen. Men Martha syntes, at spejle var de kedeligste ting i hele verden, for de viste jo kun det, man allerede vidste.
En dag, da regnen trommede mod ruderne som tusind små trommestikker, klatrede Martha op på loftet. Loftet var fyldt med ting, som tiden havde glemt. Der var kufferter med gamle postkort, en gyngehest uden hale og kasser med knapper i alle regnbuens farver. Helt inde i det mørkeste hjørne, bag en stabel gamle aviser, stod et spejl, som Martha aldrig havde set før. Rammen var skåret ud af mørkt træ, og der var udskåret små figurer af fugle, stjerner og mærkelige blomster, der så ud til at vokse, hvis man kiggede på dem længe nok.
Da Martha tørrede støvet af glasset med sit ærme, forventede hun at se sit eget ansigt med de samme strittende fletninger og den samme fregne på spidsen af næsen. Men spejlet forblev mørkt et øjeblik, før det begyndte at gløde med et varmt, gyldent lys. Da billedet blev klart, så Martha ikke sig selv, som hun var lige nu. Hun så en kvinde med et klogt blik, der stod på broen af et stort skib og kiggede ud over et hav af isbjerge. Kvinden lignede Martha, men hun var ældre, stærkere og havde øjne, der havde set hele verden.
Martha spærrede øjnene op og rørte ved glasset. Overfladen var ikke kold og hård, men føltes som varmt vand. Med ét skiftede billedet. Nu så hun en person, der lignede hende, sidde i et laboratorium omgivet af glaskolber, der lyste i blå og grønne farver. Hun opfandt ting, som kunne hjælpe skovens dyr med at tale eller gøre luften renere end nogensinde før. Martha trak vejret dybt. Var det hende? Kunne hun blive alt det?
Spejlet viste hende ikke kun én ting, men hundrede forskellige muligheder. I en refleksion var hun en gartner, der fik træer til at vokse helt op i skyerne, så folk kunne gå på de bløde blade. I en anden var hun en historiefortæller, der fik voksne mennesker til at glemme deres travlhed og lytte med åben mund. Det mærkeligste var, at spejlet ikke sagde, hvad hun skulle være. Det viste hende bare, at hun ikke var låst fast i den lille pige med fregnerne, som alle andre så.
Martha satte sig ned på det støvede gulv og kiggede længe ind i det gyldne lys. Hun forstod pludselig, at alle de andre spejle i huset kun var til for at ordne overfladen. De handlede om slipset, melet på næsen og det glatte hår. Men dette spejl handlede om det, der boede indeni. Det handlede om modet til at drømme og lysten til at blive til noget, man endnu ikke vidste eksisterede.
Da hun til sidst rejste sig og gik ned ad loftstrappen, føltes hendes ben lidt lettere. Hun behøvede ikke at vide præcis, hvilken af spejlbillederne der var den rigtige. Det vigtigste var viden om, at hun var fyldt med fremtider. Da hun gik forbi spejlet i gangen, kiggede hun ikke efter, om hendes fletninger sad pænt. Hun smilede bare til sit eget spejlbillede, fordi hun vidste, at bag de velkendte øjne gemte der sig en kaptajn, en opfinder og en gartner, der bare ventede på at komme ud.
Udenfor var regnen holdt op, og en lille stribe sollys ramte badeværelsesdøren. Martha vidste nu, at verden var meget større end det, man kunne se lige nu og her, og at hun selv var den største opdagelsesrejsende i sit eget liv.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #130 – Birk og den talende luftballon
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
