Mathilde vidste godt, at haven bag hendes hus ikke bare var en almindelig have. For de voksne var det bare græs, der skulle slås, og hække, der skulle klippes, men for Mathilde var det et helt rige fyldt med små hvisken og skjulte stier. En tirsdag morgen, hvor duggen stadig hang som små diamanter i edderkoppespindene, besluttede hun sig for at gå længere ud, end hun plejede. Hun gik helt ned til det sted, hvor hegnet sluttede, og den vilde eng begyndte. Derude, hvor græsset nåede hende til knæene, og hvor luften duftede af honning og eventyr, fandt hun noget helt særligt.
Midt i det høje græs var der en perfekt cirkel. Det lignede næsten en lille scene, og rundt i kanten stod de smukkeste vilde blomster, Mathilde nogensinde havde set. Der var valmuer så røde som hendes yndlingskjole, kornblomster der var blåere end sommerhimlen, og margeritter med hvide kronblade, der glimtede som nypudset sølv. Men det mærkeligste var, at de ikke bare svajede i vinden. De bøjede sig mod hinanden og lavede lyde. Det lød som en blanding af klokkespil og den lyd, man hører, når man holder en konkylie for øret.
Mathilde satte sig forsigtigt ned i midten af cirklen. Hun holdt vejret, for hun ville ikke skræmme dem. Men blomsterne blev ikke bange. Tværtimod. En stor, rød valmue, der stod lige foran hende, rømmede sig med en lyd, der mindede om tørt papir, der bliver krøllet sammen. Den havde en lille hat på af en glitrende dugdråbe, og den så en smule utilfreds ud, som om den lige var blevet vækket fra en middagslur.
"Det var på tide, du kom," sagde Valmuen med en stemme, der var overraskende dyb for en plante. "Vi har holdt rådslagning i tre dage nu, og vi kunne virkelig godt bruge en, der har ordentlige ører og ikke bare rødder." Mathilde spærrede øjnene op. Hun havde altid håbet, at blomsterne kunne tale, men hun havde aldrig regnet med, at de ville være så utålmodige. Hun undskyldte med det samme og spurgte, hvad de holdt rådslagning om.
"Vi taler om Den Grå Tåge," sukkede en kornblomst ved siden af. "Har du ikke lagt mærke til den, lille menneskebarn? Den kommer snigende fra byerne og fra de store kontorer, hvor folk har glemt at grine. Den lægger sig over alt det smukke og gør farverne matte. Hvis vi ikke gør noget, ender hele verden med at se ud som en gammel avis, der har ligget i regnvejret."
Mathilde kiggede sig omkring. Hun kunne godt se det nu. Langt ude i horisonten, bag skoven, sivede en kedelig, grå dis frem. Den lignede ikke en hyggelig tåge, man kan gemme sig i, men snarere en tung dyne af glemsel. Hvor tågen rørte ved træerne, så bladene lidt mindre grønne ud, og fuglene holdt op med at synge. Det var en tåge af alvor, af "det kan ikke betale sig" og "husk nu at være fornuftig".
"Hvad kan vi gøre?" spurgte Mathilde bekymret. Hun tænkte på sin far, der tit sad med panden i dybe folder foran en computerskærm, og sin mor, der altid skyndte sig for at nå at købe ind. Måske var de allerede ved at blive ramt af den grå tåge? Tanken gjorde hende helt trist i maven.
En gammel, viis margerit med briller lavet af det fineste edderkoppespind og morgenfriske dråber lænede sig frem. "Hør efter, Mathilde," sagde den med en blid stemme. "Vi blomster kan holde stand et stykke tid. Vi kan lyse op og dufte alt, hvad vi har lært, men vi har ikke fødder. Vi kan ikke danse tågen væk. Det er her, børnene kommer ind i billedet. Børn bærer på en særlig slags magi, som de voksne desværre ofte taber ud af lommerne, når de bliver for travle."
Margeritten forklarede, at modgiften til det grå var ren og skær leg. Ikke den slags leg, hvor man sidder stille og kigger på en skærm, men den vilde, ustyrlige leg, hvor man glemmer tid og sted. Når et barn løber barfodet gennem græsset, efterlader de små usynlige spor af farve. Når de griner så højt, at maven hopper, sender de rystelser gennem luften, som får den grå tåge til at sprække.
"Men verden forsøger at få jer til at holde op," fortsatte den røde valmue og rystede på sit hoved, så dugdråben næsten faldt af. "De siger, I skal sidde stille. De siger, I skal lære at være 'nyttige'. Men vi blomster ved, at det mest nyttige i hele verden er at være glad og mærke jorden under sine tæer. Hvis børnene glemmer at bære barnet i sig selv, så vinder det grå. Og så bliver der ingen til at høre vores rådslagninger eller se vores farver."
Mathilde mærkede en beslutsomhed vokse indeni. Hun ville ikke lade tågen vinde. Hun ville ikke have, at hendes have eller hendes forældre blev grå og kedelige. "Jeg skal nok huske det," lovede hun. "Jeg skal danse hver eneste dag. Og jeg skal fortælle det til de andre i børnehaven og skolen."
"Det er ikke nok bare at sige det," sagde Valmuen strengt, men med et lille glimt i sit sorte øje. "Du skal vise det. Du skal starte nu."
Mathilde rejste sig op i midten af blomstercirklen. Hun følte sig først lidt fjollet, men så lukkede hun øjnene og tænkte på alt det, der var sjovt. Hun tænkte på lyden af bølger, smagen af jordbær og følelsen af at gynge så højt, at man næsten rører skyerne. Hun begyndte at snurre rundt. Først langsomt, men så hurtigere og hurtigere. Hendes arme bredte sig ud som vinger, og hun begyndte at hoppe og danse, præcis som hun havde lyst til, uden at tænke på om det så pænt ud.
Og så skete der noget magisk. For hvert hop Mathilde tog, skød der små gnister af lys ud fra hendes fødder. Det var ikke ild, men farver. Pink, solgul, elektrisk blå og græsgrøn. Farverne hvirvlede op omkring hende som en lille tornado af glæde. Da hun kiggede mod horisonten, så hun den grå tåge trække sig tilbage. Den kunne ikke tåle lyset og den vilde energi. Tågen krøllede sig sammen som en forskræmt kat og sivede væk fra engen.
Blomsterne jublede. De svajede og klappede deres blade sammen, og duften i haven blev pludselig ti gange stærkere. Det var som om hele naturen trak vejret lettet. Mathilde blev ved med at danse, indtil hun var helt forpustet og faldt grinende om i det bløde græs. Da hun lå der og kiggede op i de store blomsterhoveder, så hun, at de alle sammen smilede til hende. Selv den gnavne valmue så ret fornøjet ud.
"Husk dette råd, Mathilde," sagde den kloge margerit. "Uanset hvor meget verden forsøger at gøre dig voksen og fornuftig, så gem en plads til os i dit hjerte. Så længe du husker at lege, vil vi altid have en ven, der kan holde tågen på afstand. Og husk at minde de andre børn om, at de har den samme kraft. I er farvernes vogtere."
Mathilde lå længe og kiggede op på skyerne, der nu lignede både elefanter og bløde slotte igen. Hun vidste, at hun aldrig ville glemme denne morgen. Da hun endelig rejste sig for at gå hjem til morgenmad, føltes hendes ben lettere, og hendes hjerte var fyldt med en hemmelig sang.
Da hun kom ind i køkkenet, sad hendes far og kiggede på en avis med en meget alvorlig mine. Mathilde gik hen til ham, tog hans hånd og begyndte at hoppe lidt op og ned. "Far," sagde hun, "skal vi ikke danse lidt, før du skal afsted?"
Hendes far kiggede overrasket på hende. Han var lige ved at sige, at han ikke havde tid, men så så han glimtet i Mathildes øjne og de små græsstrå, der sad fast i hendes hår. Han smilede pludselig, lagde avisen væk og rejste sig. "Jo," sagde han og løftede hende op. "Lad os danse det grå væk."
Og i det øjeblik, midt i køkkenet, forsvandt den sidste rest af kedelig tåge fra deres hus. Mathilde vidste, at hun havde gjort præcis, hvad blomsterne havde bedt om. Hun bar barnet i sig, og hun havde hjulpet sin far med at finde sit eget indre barn frem igen. Ude i haven stod valmuen, kornblomsten og margeritten og nikkede i vinden. Deres hemmelige råd virkede.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #181 – Bertram og dragen der gemte sig i støvsugeren
Godnat og sov godt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
