Mathilde og det hemmelige sprog med dyrene

Mathilde elskede sin have men hun anede ikke at buskene gemte på tusindvis af historier som kun kunne høres hvis man glemte at sige noget selv og lod stilheden flytte ind i ørerne Det var først den dag hvor vinden lagde sig helt og Mathilde satte sig på den gamle træstub bag rabarberne at hun

Mathilde elskede sin have, men hun anede ikke, at buskene gemte på tusindvis af historier, som kun kunne høres, hvis man glemte at sige noget selv og lod stilheden flytte ind i ørerne. Det var først den dag, hvor vinden lagde sig helt, og Mathilde satte sig på den gamle træstub bag rabarberne, at hun opdagede, at verden slet ikke er tavs, når vi tier stille.

I Mathildes have var der altid fuld fart på. Der var hinkeruder på fliserne, et gyngestativ der knirkede om kap med fuglene, og Mathilde selv, der sang højt for at overdøve lyden af græsslåmaskinen inde hos naboen. Hun troede egentlig, at dyr bare var sådan nogle, der løb væk, når man kom for tæt på, eller som måske bare sagde "pip" eller "mjav", fordi de ikke havde ret meget på hjerte. Men en tirsdag eftermiddag skete der noget mærkeligt. Mathilde var blevet så træt af at løbe efter sin røde bold, at hun lod den ligge i det høje græs og dumpede ned på en blød mospude under det store æbletræ. Hun lukkede øjnene og lovede sig selv ikke at bevæge så meget som en lilletå i fem hele minutter.

Først hørte hun kun sin egen vejrtrækning, der lød som en lille bølge, der rullede frem og tilbage. Men så begyndte andre lyde at pible frem. Der var et lille krads-krads fra barken på træet over hende. Der var en summen, der ikke bare lød som en bi, men som en hel samtale i en travl lufthavn. Og så, lige så forsigtigt som når snefnug lander på en vante, hørte hun en stemme. Den var lys og en lille smule utålmodig. "Nu har jeg ledt under alle de visne blade, og den er der stadig ikke. Det er simpelthen for dårligt af en hasselnød at gemme sig på den måde," lød det. Mathilde slog øjnene op og stivnede. Lige foran hende, på en lav gren, sad et egern. Det havde en lille smule mos på næsen og så meget fornærmet ud.

Et utålmodigt egern med en usynlig krone leder efter sin nød

Mathilde holdt vejret. Hun vidste, at hvis hun sagde "hej", ville egernet pile væk hurtigere end en raket. Så hun blev siddende helt stille, præcis som en af havens stenfigurer. Hun prøvede at tænke på en hasselnød, så hårdt hun kunne, og pludselig mærkede hun en lille prikken bag ørerne. Det var som om, hendes hjerne var ved at indstille sig på en helt ny radiokanal. Egernet kiggede direkte på hende. "Tror du måske, jeg har lagt den i tagrenden igen?" spurgte det, mens det viftede irritabelt med sin store, buskede hale. Mathilde svarede ikke med munden, men hun kiggede over mod den gamle trillebør, der stod halvt skjult bag nogle brænderetle. Der lå en lille, brun nød, som hun havde set tidligere på dagen.

Egernet fulgte hendes blik, hoppede ned på jorden med et yndefuldt spring og pilede hen til trillebøren. "Nå ja! Der var den jo. Tak for hjælpen, menneskebarn. Du er faktisk den første af jeres slags, der ikke bare råber 'SE ET EGERN!' så højt, at man får ondt i knurhårene," sagde den lille fyr, før den forsvandt op i kronen på æbletræet med sin skat. Mathilde smilede for sig selv. Hun havde lige haft sin første samtale uden at sige et eneste ord. Det var som at have fundet en gylden nøgle til en dør, hun aldrig før havde lagt mærke til.

Nu blev hun endnu mere nysgerrig. Hun kravlede forsigtigt hen til de store rabarberblade, hvor jorden altid var fugtig og mørk. Her vidste hun, at pindsvinet boede. Det var en gammel kending, som hun normalt kun så som en lille, stikkende kugle, der hurtigt gemte sig. Men nu hvor Mathilde havde lært at lytte med hjertet og ikke kun med ørerne, lagde hun mærke til en dyb, brummende lyd. Den mindede om en gammel mand, der ledte efter sine briller.

Det vise og lidt gnavne pindsvin kigger frem under rabarberbladene

Pindsvinet stak sin fugtige snude frem og blinkede med sine små, sorte øjne bag et par usynlige briller. "Det trækker en smule fra nord i dag," brummede det. "Og sneglesituationen er heller ikke, hvad den har været. Alt for mange af de der brune dræbersnegle, der smager af gammelt viskelæder. Nej, giv mig en god, saftig bille enhver tid." Mathilde satte sig på hug, men passede på ikke at kaste skygge over pindsvinets lille hule. Hun forestillede sig en stor, fed bille og mærkede, hvordan pindsvinet nikkede anerkendende til hendes tanke.

"Tålmodighed er en sjælden ting hos jer tobenede," fortsatte pindsvinet og kløede sig bag det ene øre med en lille pote. "I har altid så travlt med at nå hen til det næste, at I helt glemmer at mærke det, I står i. Jorden fortæller masser af historier, hvis man bare gider at mærke efter gennem tæerne." Mathilde kiggede ned på sine bare tæer, der var blevet lidt beskidte af jorden. Hun følte sig pludselig meget klogere på verden. Hun forstod nu, at hvert eneste væsen i haven havde sit eget liv, sine egne bekymringer og sine egne små glæder. Det handlede ikke om at eje haven, men om at være en del af den.

Som eftermiddagen gik, og solen begyndte at male haven i gyldne og orange farver, blev Mathilde opsøgt af en lille blåmejse. Fuglen landede på en solsikke lige ved siden af hende og lagde hovedet på skrå. Det var som om, den sang en sang, der var fyldt med billeder af fjerne skove og høje skyer. Mathilde lukkede øjnene og lod billederne strømme ind. Hun så verden fra oven, så hvordan haven lignede et lille grønt tæppe i et kæmpe puslespil, og hun mærkede den frihed, det gav at kunne lette fra jorden.

Mathilde lytter til blåmejsens hemmelige historier om himlen

"Husk at lytte," kvidrede blåmejsen, inden den tog en hurtig slurk vand fra en lille vandpyt. "Når du taler, lærer du kun det, du allerede ved. Men når du lytter, kan du lære alt det, som resten af verden ved." Det var de klogeste ord, Mathilde nogensinde havde hørt. Hun indså, at hun førhen havde brugt så meget tid på at fortælle verden, hvem hun var, at hun helt havde glemt at spørge verden, hvem den var.

Da hendes mor kaldte hende ind til aftensmad, rejste Mathilde sig langsomt. Hun børstede græsset af sine knæ, men hun følte sig anderledes end før. Hun løb ikke ind, og hun råbte ikke "Hvad skal vi have at spise?". I stedet gik hun stille gennem haven og nikkede til æbletræet, smilede til rabarberne og sendte en venlig tanke op til egernet i toppen. Hun vidste nu, at hun aldrig ville være alene i haven igen. Hun havde fået tusindvis af nye venner, og alt det krævede var en lille smule tålmodighed og evnen til at tie stille længe nok til, at de andre kunne komme til orde.

Hver gang hun sidenhen gik ud i haven, vidste dyrene, at Mathilde var en, man kunne stole på. Hun var ikke bare en larmende gæst, men en ven, der forstod deres sprog – det hemmelige sprog, der slet ikke består af ord, men af nærvær og ro. Og hvis du en dag selv sidder helt stille i din egen have, så prøv at lukke øjnene. Måske opdager du også, at naboens kat eller den lille mariehøne på dit ærme har noget utrolig vigtigt at fortælle dig. Man skal bare have ører, der tør lytte til alt det, der bliver sagt uden lyd.

Læs næste eventyr: August og bogen uden slutning

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.