Der er uendelig mange spændende spørgsmål ved det kommende medieforlig. Men medierne har stort set kun haft et enkelt, som er gentaget i en uendelighed: Hvilke programmer er det I vil spare væk?
Det er verdens mest umulige spørgsmål at stille politikere – og det ved medierne udemærket. Hvis politikerne ikke svarer, virker det som om hele besparelsen bare er noget der er fundet på over en fransk hotdog på den lokale grill. Og hvis det svarer, bliver de kritiseret for at ville lege smagsdommere, redaktører og bryde armslængdeprincippet.
Med andre ord: Politikerne er trængt op i et hjørne, hvor det er umuligt at gøre noget som helst.
NÅR DR LAVER SPIN
Pressen har afkrævet svar og derefter enten hængt politikerne ud for ikke at ville svare eller for at have svaret. Forleden var Britt Bager i “Mennesker og medier”, hvor Kurt Strand gentagne gange afkrævede Bager et svar på, hvad det er hun mener der skal være mindre af. Hun forsøgte stærkt presset at svare et par programmer, som hun personligt ikke mener er public service.
Svaret var i virkeligheden ret nuanceret, men Kurt Strand klippede nuancerne ud og gjorde det til et Tweet, som hurtigt bredte sig som en steppebrand i alle medier. Det er en uetisk handling, men “Mennesker og medier” produceres jo af Strands private firma for DR og der er vel brug for at vise, hvor dygtig han er?
DOBBELTMORAL
Fakta er, at jeg er ved at kaste op over den dobbeltmoral der pludselig hersker i visse medier. Havde det været et hvilket som helst andet forslag der var på bordet fra politikerne, havde både presse og befolkning afkrævet konkrete svar på, hvad det er der skal spares væk indenfor et givent område. Men lige med medierne kan man sådan set kun komme med et beløb der skal spares, mens debatten om det bliver umulig. Det er da fair at pege på, at DR nu kun skal lave public service og spare på alt det, der ikke er. I det sekund DR selv droppede X-Factor, gik der en uges tid og så havde TV 2 taget programmet. Vi får fra samme produktionsselskab præcist det samme koncept uden skyggen af licensmidler. Det er da et glimrende eksempel på en besparelse – men det kan jeg kun sige, fordi jeg ikke er politiker.
Når vi ikke kan få debatten, og hvis politikerne bliver svinet til for at svare på de spørgsmål de bliver spurgt, så er der ikke noget at sige til, at ingen indtil nu har turdet pille ved medierne. Jeg tror, at hvis man ikke var oppe imod en så markant magt som medierne er, var der sparet på DR for mange år siden. Nu viser magten tænder og alene med spørgsmål og svar – eller manglende svar – latterliggør dem, der forsøger med en ny retning for de statsfinansierede medier eller i det mindste vil rejse debatten.
OPPOSITIONEN MÅ GERNE?
I fredags kom SFs Jacob Mark med en status på de sociale medier, hvor han hyldede X-Factor som public service og mente, at det netop skulle være DRs rolle. Hvorfor får han egentlig ikke kritik for at blande sig i, hvad der er op og ned. Hvad der er DR og hvad der ikke er?
Må man godt sige hvad de skal sende, men ikke hvad de ikke skal sende? Det er jo forkert. I debatten på DR2 spurgte Mogens Jensen Mette Bock om det samme, velvidende at ingen i regeringen kan svare.
Vi kommer aldrig til bund i en samtale om medierne på den måde – sjovt nok på grund af medierne selv. Det er næsten på lige fod med den spindoktorhær, der arbejder på Christiansborg og dagligt forhindrer pressen i at udføre deres arbejde. Det hader pressen, men dele af den, gør nu det samme selv for at sikre befolkningens sympati.
Man kan mene om regeringens udspil hvad man vil. Nogle mener de går for langt, nogle mener de træder for varsomt – men man kan fandme da ikke tage en debat om medierne, hvis nogle ikke må svare? Og hvis medierne benytter svaret som argument for, at politikerne er ude i et privat ærinde om smag og behag, så er vi først ude i en omgang Fake News, som bør bekæmpes.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






