Mettes røgslør

  Det her er historien om den aften hvor statsministeren fik mig til at overveje om jeg skulle genoptage en gammel støvet last for at redde min mentale sundhed fra algoritmernes kløer Mette Frederiksen har nemlig talt igen og denne gang er røgsløret tykkere end nogensinde Det skete i aftes mens jeg sad i min

 

Det her er historien om den aften, hvor statsministeren fik mig til at overveje, om jeg skulle genoptage en gammel, støvet last for at redde min mentale sundhed fra algoritmernes kløer. Mette Frederiksen har nemlig talt igen, og denne gang er røgsløret tykkere end nogensinde.

Det skete i aftes, mens jeg sad i min lille lejlighed ved Kongens Nytorv. Regnen trommede mod ruden, News kørte i baggrunden som et hvidt støjtæppe af evige kriser, og min aftensmad bestod af noget fra Wolt, der var markant mere lunkent end deres løfter om hurtig levering. Midt i alt dette tonede statsministeren frem på skærmen med sit nye korstog: Kampen mod TikTok. Og det var her, den svedige tanke meldte sig. Er vi virkelig nået dertil, hvor en Prince Light i virkeligheden er sundhedsfremmende sammenlignet med en algoritme?

En Prince Light som wellness?

Hvis man lytter til de seneste udmeldinger fra det politiske maskinrum, så er skærmen den nye tobak. Faktisk lyder det næsten som om, at man hellere så de unge stå i skolegårdens bageste hjørne og pulse på en rød Cecil, end at de sidder krumryggede over en smartphone og lader kinesiske algoritmer diktere deres verdensbillede. Det er en fascinerende tanke. Jeg kan næsten se det for mig: Sundhedsstyrelsen, der skifter kurs og anbefaler en moderat mængde tjære til morgenmaden, bare så længe vi lader være med at tjekke, hvad naboen har lagt op af dansevideoer.

Det er jo den ultimative falliterklæring for det moderne menneske. Vi har brugt årtier på at fortælle folk, at rygning dræber, at det er klamt, og at man bliver udstødt af det gode selskab, hvis man tænder en smøg. Men nu har vi fundet noget, der åbenbart er endnu værre. Den digitale afhængighed. Den lille maskine i lommen, der ikke bare ødelægger lungerne, men selve evnen til at tænke en selvstændig tanke færdig. Det er her, satiren for alvor tager fat i kraven på os. For mens vi regulerer tobakken ind i glemslen med neutral emballage og skjulte hylder, så flyder algoritmerne frit som en uendelig strøm af digitalt morfin.

Læs også:
Arbejdsgrupper, høringssvar og det forsinkede tech-kapløb

Jeg sad der i sofaen og kiggede på min egen telefon. Den lå der og lyste op, hver gang der kom en ligegyldig notifikation. Jeg overvejede et kort sekund, om det ville være sundere at gå ned og købe en pakke cigaretter. I det mindste ved man, hvad man får med en cigaret. En kræftrisiko, dårlig ånde og et hul i budgettet. Med TikTok får man et hul i sjælen og en opmærksomhedsspændvidde på størrelse med en guldfisk på speed. Og det værste er, at vi politikere tror, vi kan løse det med endnu mere forbud.

Algoritmen i lommen

Der er noget grundlæggende komisk over vores forsøg på at styre de unges skærmforbrug. Vi opfører os som forældre, der prøver at stoppe en oversvømmelse med en teske. Mette Frederiksen taler om ansvar og om at beskytte vores børn, og det lyder jo alt sammen meget rigtigt. Men bag de pæne ord gemmer der sig en dyb frustration over, at systemet har mistet kontrollen. I de gode gamle dage – som vi åbenbart nu definerer som tiden med Prince Light og fire tv-kanaler – kunne man styre, hvad folk blev eksponeret for. I dag ejer vi ikke engang opmærksomheden hos manden i den næste S-togs-kupé.

Jeg bruger selv en stor del af min tid på at sparre med ordførere fra de blå partier og forsøge at finde en vej gennem det politiske morads som den enlige fugl på savannen. Og hver gang vi taler om digital dannelse eller tech-giganter, mærker jeg den samme magtesløshed. Vi kan forbyde rygning på samtlige matrikler i kongeriget, men vi kan ikke stoppe en algoritme, der er designet til at ramme dit belønningscenter mere præcist end en nikotin-streg. Det er kampen mellem en analog lovgivning og en digital virkelighed, der bevæger sig med lysets hast.

Læs også:
Chatkontrol, hasteprocedure og den evige jagt på din indbakke

Måske skulle vi bare være ærlige og sige det, som det er: Vi aner ikke, hvad vi skal gøre. Så i stedet laver vi symbolske udmeldinger om, at de unge skal lægge telefonerne væk og måske tage en rask løbetur – eller hvad nu den næste sundhedstrend foreskriver. Men sandheden er, at vi alle sammen er afhængige. Jeg selv inklusiv.

Når systemet vil opdrage os alle

Det mest provokerende ved hele denne debat er dog den underliggende tone af, at staten skal være vores kollektive forælder. Vi har efterhånden fået skabt et samfund, hvor alt skal være gennemreguleret og sundhedsfremmende. Vi må ikke ryge, vi skal ikke drikke for meget, og nu skal vi sørme også passe på, at vi ikke kigger for meget på små videoer af folk, der laver mad eller falder over deres egne ben. Hvor blev friheden til at fejle af? Hvor blev retten til at være en lille smule usund i fred af?

Jeg har altid ment, at vi skal have respekten for mennesket tilbage i centrum. Og det betyder også respekten for det fejlbarlige menneske. Ham, der ryger en smøg efter en hård dag. Hende, der forsvinder ind i en tåbelig app i en halv time for at glemme hverdagens stress. Vi kan ikke lovgive os til lykke eller mental sundhed. Vi kan rådgive, vi kan oplyse, og vi kan skabe rammerne for et godt liv, men vi kan ikke tvinge folk til at være åndeligt tilstede, hvis de hellere vil være fraværende.

Som jeg sad der og kiggede ud over det regnvåde København, tænkte jeg på mine egne foredrag, hvor jeg ofte taler om kommunikation og om at nå ind til hinanden. Det ironiske er jo, at vi aldrig har haft flere midler til at kommunikere, men aldrig har følt os mere isolerede. Vi sidder i hver vores lille boble af røg eller pixels og håber på, at nogen ser os. Og imens står statsministeren på en skærm og fortæller os, at vi skal passe på os selv. Tak for tippet, Mette. Men måske skulle vi starte med at tale om, hvorfor vi overhovedet har brug for at flygte fra den virkelighed, I har skabt til os?

Læs også:
Pakken er leveret. Et sted i Danmark.

Det handler i sidste ende om ånd. Om at have noget at stå imod med, når algoritmen trækker i os. Hvis vi ikke giver vores unge – og os selv – et indhold i livet, der er stærkere end det næste swipe, så kan vi forbyde TikTok herfra og til evigheden uden at ændre en tøddel. Vi mangler de store fortællinger, de fælles billeder og den selvironi, der gør, at man kan grine af det hele, mens man spiser sin lunkne sushi.

Jeg valgte at lade telefonen ligge på bordet. Jeg tændte ikke en smøg – jeg har trods alt mine principper, eller i hvert fald en ret dårlig kondition at tage hensyn til. I stedet kiggede jeg bare ud på lysene fra Kongens Nytorv og tænkte på, hvor heldige vi trods alt er, at vi bor i et land, hvor vi kan sidde og skændes om, hvorvidt en app er farligere end en Prince Light. Det er et luksusproblem, bevares. Men det er også et tegn på, at vi har mistet forbindelsen til det, der virkelig betyder noget. Mennesket over for os. Uden skærm. Uden røgslør. Bare os.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.