Mia troede altid, at hendes skygge var som alle andres. En trofast følgesvend, der gjorde præcis, hvad hun bad den om. Men en eftermiddag, hvor solen stod lavt over de vilde hindbærbuske, opdagede hun, at hendes skygge havde fået sine egne ideer.
Da skyggen fik egne ben
Det startede egentlig som en helt almindelig tirsdag. Mia stod midt på græsplænen og ventede på, at hendes mor skulle kalde til aftensmad. Hun stod helt stille, som en statue i en kongelig park, men da hun kiggede ned, skete der noget mærkeligt. Hendes skygge stod ikke stille. Den tog et lille elegant hop, landede på tåspidserne og lavede en perfekt piruette på den klippede grønsvær.
Mia spærrede øjnene op. Hun prøvede at vrikke med tæerne for at se, om det var hende selv, der styrede showet, men nej. Skyggen fortsatte med at danse en vild og hoppende dans, mens Mia stod som fastfrosset. Det lignede, at skyggen havde drukket en hel kande tryllete eller måske bare var blevet træt af altid at følge efter en pige, der nogle gange glemte at lege.
Pludselig lød en lille, pibende stemme fra bunden af en gammel, hul eg. Det var Pif-Paf-Polle, en lille væsen med store, bløde ører og en hale, der lignede en lyserød candyfloss. Pif-Paf-Polle var kendt som skovens bedste skyggetæmmer, selvom han mest af alt lignede en, der havde brug for en middagslur.
Rejsen til Skyggeriget
“Du skal ikke være bange, Mia,” peb Pif-Paf-Polle og hoppede frem på sine små, lilla fødder. “Din skygge er bare blevet smittet med danse-feber. Det sker for alle skygger, der har gemt på for mange grin og for meget hopla indeni. Hvis du ikke lader den danse færdig, ender den med at knude sig selv helt sammen til en sort bold.”
Mia kiggede på sin skygge, der nu var i gang med en heftig breakdance-solo. Hun spurgte Pif-Paf-Polle, hvad hun skulle gøre. Den lille fyr forklarede, at de var nødt til at besøge Rumle-Grumle, den store skygge-konge, der boede i det skjulte Skyggerige bag havens store stendysse. Rumle-Grumle var ikke farlig, han var bare meget tyk og elskede at fortælle historier, der var så lange, at selv urene faldt i søvn.
De begav sig afsted. Græsset føltes pludselig blødere, og blomsterne omkring dem begyndte at lyse i farver, Mia aldrig havde set før. Der var solskins-gul, hindbær-lilla og en farve, som Pif-Paf-Polle kaldte for “fnise-blå”. Hver gang Mia tog et skridt, sang blomsterne en lille sang, og hendes skygge svarede med et lille tramp.
Rumle-Grumles gode råd
Da de nåede stendyssen, mødte de Rumle-Grumle. Han var en enorm skygge, der sad på en trone lavet af visne blade og måneskin. Han lignede lidt en stor bjørn, men når han grinede, lød det som lyden af tørre blade, der danser i vinden. Han kiggede på Mias dansende skygge og nikkede anerkendende.
“Det er en flot dans, din skygge har gang i der,” sagde Rumle-Grumle med en dyb, buldrende stemme. “Men ved du, hvorfor den danser, Mia? Det gør den, fordi du har glemt at lade dit eget hjerte danse i dag. Når vi mennesker bliver for alvorlige og glemmer at hoppe i vandpytter eller grine af en skør fugl, så må skyggen tage over. Den bærer på alt det sjove, du ikke når at bruge.”
Mia tænkte sig om. Hun havde faktisk brugt hele dagen på at rydde op på sit værelse og læse lektier og være “rigtig dygtig”. Hun havde slet ikke nået at lege med sine fantasivenner eller bygge et slot af gamle papkasser. Hun kiggede på sin skygge og smilede.
Dansen i måneskinnet
“Jeg forstår det nu,” sagde Mia og begyndte forsigtigt at vippe med fødderne. Først lidt, så mere. Hun tog fat i hænderne på Pif-Paf-Polle, og sammen begyndte de at danse i takt med skyggen. De hoppede over usynlige bække, snurrede rundt som små hvirvelvinde og sang sange uden ord, men med masser af lyd.
Jo mere Mia dansede, jo mere faldt skyggen til ro. Til sidst smeltede skyggen og Mia sammen igen. Nu fulgte skyggen hendes bevægelser, men der var kommet en ny lethed over den. Den føltes ikke længere som en tung klat sort farve på jorden, men som et let tæppe af glæde.
Da Mia hørte sin mor kalde på aftensmad, vidste hun, at tirsdagen aldrig ville blive helt almindelig igen. Hun vinkede farvel til Pif-Paf-Polle og lovede Rumle-Grumle, at hun hver dag ville huske at give sin skygge – og sig selv – lov til at danse lidt, selv når man har travlt med at være stor og dygtig.
Læs næste eventyr: Den glemte hat i Vindenborg
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
