Der var engang en pige, der hed Mia, som elskede lyden af blade, der vendte. Ikke de blade, der falder af træerne om efteråret og knaser under støvlerne, men de blade, der bor i bøger. Mia boede i en by, hvor husene lignede stablede kasser med lakrids, og hvor skorstenene pustede små skyer af vanilje ud hver morgen, men hendes yndlingssted var det gamle bibliotek for enden af Glimmervænget. Det var ikke et helt almindeligt bibliotek, for her hviskede bøgerne til hinanden om natten, og hvis man lagde øret helt tæt til en ordbog, kunne man høre bogstaverne skændes om, hvem der var vigtigst.
En dag, netop som solen kastede lange, orange fingre ind gennem de høje vinduer, fandt Mia en bog, hun aldrig havde set før. Den stod helt for sig selv på en hylde af poleret rav, og den var så tyk, at den lignede en lille mursten. Men det mest mærkelige var bogens kanter. De var dækket af det fineste, blankeste guld, der glimtede som stjernestøv, selvom der slet ikke var tændt lys i det hjørne af biblioteket. Mia rakte forsigtigt hånden ud og tog bogen ned. Hun forventede at læse om drager, rumskibe eller måske en historie om en hund, der kunne bage pandekager, men da hun åbnede den, spærrede hun øjnene helt op. Bogen var tom. Hver eneste side var hvid og glat som nyfalden sne, og der stod ikke så meget som et lille komma eller et glemt punktum nogen steder.
Pludselig hørte hun en lyd, der mindede om en fjerpen, der kradser mod papir. Foran hende stod en lille skabning, der ikke var højere end en mælkekarton. Han var lavet af gammelt pergament, havde briller så tykke som bunden af et glas syltetøj og en hat, der lignede en omvendt blækbeholder. Det var Skriblius, bibliotekets vogter af de ufortalte historier. Han rettede på sine briller og smilede til Mia med et ansigt, der krøllede præcis som en gammel avis. Han forklarede hende, at hun stod med “Bogen om de Hundrede Veje”. Det var nemlig præcis den hundrede bog, der var blevet fundet i bibliotekets hemmelige gemmer, og den var helt speciel, fordi den ikke ventede på at blive læst, men på at blive levet.
Skriblius fortalte med en stemme, der knitrede som et hyggeligt bål, at de første nioghalvfems bøger i biblioteket handlede om alt det, andre havde oplevet. Der var historier om Malthe, der fangede en sky med en lasso, og om Villum, der byggede en båd af lakridspiber. Men den hundrede bog var anderledes. Den var tom, fordi den tilhørte Mia. I det øjeblik Mia satte sin fod uden for biblioteket med bogen under armen, ville siderne begynde at fylde sig selv med alt det, hun så, hørte og drømte. For verden er ikke bare noget, man læser om, forklarede Skriblius. Verden er noget, man selv skaber med hvert eneste skridt, man tager.
Mia kiggede ned i den tomme bog og så pludselig, hvordan de hvide sider begyndte at bølge. Det var som om papiret blev levende. En lille grøn spire voksede frem fra midten af bogen, og snart bredte der sig en hel skov af sliktræer og floder med varm chokolade direkte ud fra siderne. Hun kunne dufte jordbær og høre fjerne fløjt fra fugle, hun aldrig havde set før. Uden at tænke over det trådte hun med det ene ben ind i bogen, og pludselig stod hun ikke længere på det støvede biblioteksgulv. Hun stod i en verden, der var lige så farverig som en regnbue, der var faldet i en spand maling.
Herude var alt muligt. Mia fandt ud af, at hvis hun tænkte på noget sjovt, så skete det med det samme. Hun tænkte på en kæmpe fugl lavet af foldet papir, præcis som dem hun plejede at lave i skolen, og i næste nu landede en gigantisk origami-trane for fødderne af hende. Fuglen var hvid og glat, men den var stærk og varm, og dens vinger gav et svirp i luften, der duftede af frisk papir og eventyr. Mia kravlede op på dens ryg, og sammen fløj de højt op over skyerne, hvor de mødte Jonathan, der sad på en flyvende tallerken og spiste stjerneskud med sukker på.
Oppe fra himlen kunne Mia se, hvordan hendes bog nede på jorden hele tiden blev fyldt med nye billeder. Hver gang hun grinede, kom der en lille gul sol på en side. Hver gang hun lærte noget nyt, som hvordan man snakker med vinden eller hvordan man bider spidsen af en sky, kom der snørklede bogstaver i guld. Hun forstod nu, hvad Skriblius havde ment. Alle mennesker har deres egen tomme bog med guldsnit, men de fleste glemmer at åbne den, fordi de har for travlt med at læse, hvad alle de andre gør. Men Mia ville ikke nøjes med at se på. Hun ville være med, hun ville bestemme farverne, og hun ville skrive historien om den sejeste pige i hele verden.
Da dagen var ved at være slut, og himlen lignede en stor tallerken med blåbærgrød, landede papirfuglen blidt foran biblioteket igen. Mia hoppede ned og kiggede i sin bog. Den var ikke længere tom. Siderne var nu dækket af tegninger af drager, der spillede blokfløjte, kort over lande lavet af budding og opskrifter på, hvordan man får det til at regne med konfetti. Hun krammede bogen ind til sig og vidste, at dette kun var begyndelsen. Der var stadig masser af hvide sider tilbage, og hun glædede sig til at fylde hver eneste af dem med eventyr, som ingen andre før havde tænkt på.
Skriblius stod i døren og vinkede med sin lille pergamenthånd. Han behøvede ikke sige noget, for han kunne se på Mias øjne, at hun havde fundet ud af det. At den største dannelse i verden er at turde skrive sin egen historie og ikke være bange for de tomme sider. For når man har en bog med guldsnit og et hjerte fuld af mod, så bliver hver eneste dag til et kapitel, man aldrig har lyst til at slutte. Mia gik hjemad mod lakridshusene, mens hun nynnede en sang, hun lige selv havde fundet på, og bogen under hendes arm lyste svagt, som om den slet ikke kunne vente på, hvad der skulle ske i morgen.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den glemte nøgle til Drømmeslottet
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
