Der findes et sted, som de voksne kalder for lossepladsen, men som Mille vidste var noget helt andet. Det var her, alle de historier, som folk var vokset fra, landede, når de blev for store til at tro på det usandsynlige.
I den lille by, hvor Mille boede, var alt meget firkantet og meget gråt. Husene lignede hinanden, vejene løb snorlige, og de voksne gik altid med deres ure og kiggede på viserne, som om de var bange for, at tiden ville løbe fra dem. Milles far var ekspert i at sortere papir i små bunker, og hendes mor kunne sige "det har vi ikke tid til" hurtigere, end man kunne nå at sige "isvaffel". Men Mille var anderledes. Hun havde altid en lomme fuld af mærkelige sten og en hjerne, der var fyldt med farvestrålende balloner, som ingen kunne sprænge.
En tirsdag eftermiddag, hvor tågen hang tungt over de grå tage, og de voksne lignede omvandrende skygger med paraplyer, besluttede Mille sig for at gå på opdagelse. Hun var nået til byens udkant, hvor det høje, rustne hegn stod og så surt ud. Der hang et skilt, hvorpå der stod "Adgang strengt forbudt for uvedkommende", men Mille vidste, at hun slet ikke var uvedkommende. Hun var jo Mille, og Mille var vedkommende for hele verden. Hun fandt et hul i hegnet, som lignede en hemmelig indgang til et slot, og masede sig igennem.
På den anden side åbnede verden sig på en måde, hun aldrig havde set før. Foran hende rejste sig et bjerg. Det var ikke et bjerg af sten eller jord, men et bjerg af ting. Der var bjerge af gamle kufferter, tårne af knirkende lænestole, og dale fyldt med ure, der var holdt op med at tælle sekunder og i stedet tællede øjeblikke. Hele bjerget glødede svagt, som om tingene dernede stadig trak vejret og ventede på, at nogen skulle vække dem.
Mille begyndte at klatre. Hendes små hænder tog fat i en gammel teaktræshylde, og hendes fødder fandt fodfæste på en bunke af uldne tæpper, der lugtede af glemte picnic-ture. Jo højere hun kom op, jo mere magisk blev lyden. Det var ikke bare vinden, der suste; det var lyden af tusindvis af hviskende stemmer. Det var drømme, som de voksne havde lagt fra sig, da de fik travlt med at købe nye støvsugere og lære om aktiekurser.
Halvvejs oppe ad bjerget fandt Mille en gammel, rusten cykel. Den manglede det ene pedalgummi, og styret sad lidt skævt, som om den havde været ude for et alvorligt eventyr. De fleste voksne ville have set på den og sagt, at den var klar til jernskrot, men Mille så noget andet. Hun så en drage. Da hun lagde sin hånd på det kolde metal, begyndte cyklen at ryste. Rusten flagede af som glitrende skæl, og for øjnene af hende voksede der vinger ud af bagagebæreren.
Cyklen begyndte at spinde som en stor, mekanisk kat. Mille satte sig op på sadlen, der pludselig føltes som blødt dragelæder, og i det sekund hun trådte i pedalerne, løftede de sig fra bjergets overflade. De fløj ikke højt, men de svævede lige over bunkerne af glemte ting. Mille grinede så højt, at lyden ekkoede mellem de gamle grammofoner og de knækkede parasoller. Hun indså, at tingene kun er døde, hvis man glemmer at give dem en historie.
De landede ved siden af en stor, brun læderkuffert, der var spændt fast med tunge remme. Kufferten hoppede en lille smule, som om der var noget derinde, der ville ud. Mille hoppede af sin cykeldrage, der nu stod og hvilede sig ved at gumle på nogle gamle dæk, og satte sig på hug foran kufferten. Hun kæmpede med spænderne, der var stive af mange års ensomhed, men til sidst sagde det klik.
Låget sprang op med et jubelråb, og ud fløj hundredvis af små, gyldne lyskugler. De hvirvlede rundt om Milles hoved og kilede hende bag ørerne. Det var ikke bare lys; det var grin. Det var alle de grin, som folk var kommet til at gemme væk, fordi de troede, det var upassende at grine midt i et vigtigt møde eller i køen i supermarkedet. Mille åbnede munden og indåndede et par af grinene, og pludselig kunne hun slet ikke lade være med at fnise over de mest mærkelige ting, som hvorfor tæer ser så sjove ud, eller hvorfor skyer aldrig har bukser på.
Men midt i al magien hørte hun en lyd, der slet ikke hørte til på bjerget. Det var lyden af en tung maskine. En lyd af alvor og effektivitet. Mille klatrede hurtigt højere op for at få overblik. Ved hegnet var porten blevet åbnet, og en stor, gul bulldozer var ved at køre ind. Bag den stod en flok mænd i grå habitter med store mapper under armene. De så meget vigtige ud og pegede med deres sølvpenne på bjerget af skatte.
Det er bare affald, sagde den førende mand, der hed Hr. Grå. Det fylder for meget, og det tjener ingen penge. Vi må jævne det med jorden og bygge en parkeringsplads i otte etager. Her skal være orden og struktur. Ingen har brug for rustne cykler eller kufferter fulde af støv.
Mille mærkede et stik i hjertet. Hvis de fjernede bjerget, ville alle grinene og dragerne forsvinde for altid. Hun vidste, at hun måtte gøre noget. Hun løb ned ad bjerget, så hurtigt hendes ben kunne bære hende, og stillede sig lige foran bulldozeren. Chaufføren, en mand med en meget stram kasket, kiggede ud og viftede hende væk, som om hun var en flue.
Gå væk, lille pige, råbte Hr. Grå. Her arbejder vi. Det her er for de voksne. Verden skal gøres ren og effektiv.
Mille flyttede sig ikke. Hun kiggede på Hr. Grå og så, at han bar på et meget dyrt ur, men at hans øjne lignede to visne blade. Han havde glemt alt om bjerget. Hun rakte ned i sin lomme og fandt en af de lyskugler, hun havde fanget fra kufferten. Hun pustede forsigtigt til den, så den svævede direkte hen mod Hr. Grå. Den landede på hans næse og sagde en lille lyd som en sæbeboble, der brister.
Hr. Grå standsede midt i en sætning om asfaltering. Hans ansigt trak sig sammen. Først lignede det, at han skulle nysse, men så skete der noget mærkeligt. Et lille træk i mundvigen blev til et smil, og smilet blev til en klukken. Inden mændene i habitter vidste af det, stod Hr. Grå og storgrinede, så hans mappe faldt på jorden og alle de vigtige papirer fløj væk som hvide fugle.
Mille løb hen til bulldozeren. Hun vidste, at den slet ikke ville ødelægge noget; den kedede sig bare. Hun hviskede en historie ind i maskinens store jern-øre om en elefant, der ville lære at danse ballet. Bulldozeren gav et kæmpe ryk, og i stedet for at sænke sin skovl for at knuse tingene, løftede den sig op på sine bælter og begyndte at dreje rundt i en mærkværdig, tung dans.
De andre voksne stod måbende. Chaufføren i kasketten glemte at være sur og begyndte at tromme en rytme på rattet. De mærkede alle sammen noget, de ikke havde mærket i mange år. Det var som om en varm bølge af minder skyllede ind over dem. En huskede sin første røde bold, der kunne hoppe over naboens hæk. En anden huskede smagen af regndråber på tungen. Og Hr. Grå huskede pludselig den dag, han havde besluttet, at han aldrig ville have beskidte negle igen – og hvor kedeligt det egentlig havde været siden da.
Bjerget er ikke affald, råbte Mille til dem. Det er jeres eget lager af alt det, I har mistet! Hvis I fjerner det, glemmer I helt, hvem I er!
Mændene i de grå habitter kiggede på hinanden. De så ikke længere på bjerget som noget, der skulle fjernes, men som en skattekiste. En efter en begyndte de at klatre op. De smed deres slips og deres stramme sko, og snart kunne man se voksne mænd og kvinder lege gemmeleg bag de gamle bogreoler og forsøge at få de rustne cykler til at flyve igen. De lignede ikke længere vigtige folk med travle planer; de lignede store børn, der endelig var kommet hjem fra en lang og kedelig rejse.
Solen begyndte at gå ned bag bjerget, og himlen skiftede farve fra lilla til dyb mørkeblå. Mille klatrede helt op til toppen, hvor der stod en gammel kikkert monteret på et stativ af drivtømmer. Kikkerten var magisk, for når man kiggede i den, så man ikke bare stjernerne; man så de ting, der endnu ikke var sket, men som kunne ske, hvis man bare turde tro på det.
Mille satte øjet til det kolde glas. Hun så byer bygget af slikpapir, hun så tog der kørte på regnbuer, og hun så voksne, der huskede at lege, selvom det var mandag morgen. Hun så sin egen far sidde i en bunke blade og grine, og hun så sin mor bygge det største slot af tøjklemmer, verden nogensinde havde set.
Nede ved hegnet var Hr. Grå ved at sætte et nyt skilt op. Han havde malet over det gamle "Forbudt"-skilt. Nu stod der med store, skæve bogstaver: "Husk at bære dit barn i hjertet – Adgang for alle med fantasi". Han vinkede op til Mille, og hun vinkede tilbage. Hun vidste, at selvom hun en dag ville blive ældre, ville hun aldrig lade sit barnesind blive begravet under grå papirer og vigtige ure. For så længe man kan se en drage i en rusten cykel, vil verden aldrig blive helt grå.
Mille lagde kikkerten fra sig og lagde sig til rette i en rede af glemte bamser og bløde uldtrøjer. Hun kiggede op på månen, der lignede en stor oste-mad, og lukkede øjnene. Hun vidste, at i morgen ville de voksne måske tage deres habitter på igen, men de ville have en lille smule glimmer i lommerne og et grin gemt i halsen. Og det var alt, hvad der skulle til for at gøre verden til et eventyr igen.
Sov godt, alle sammen, og husk at kigge efter hullet i hegnet. Det er derude et sted og venter på, at I finder jeres glemte drømme igen.
Læs næste eventyr: Villum og den talende luftballon
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
