Jeg sad og så nyhederne forleden, da jeg faldt over en ny politisk sportsgren. Den hedder “Himmel-råben”. Det er tilsyneladende det seneste sort inden for magtens korridorer, og Morten Bødskov er blevet landsholdsanfører i disciplinen.
Anledningen var genopdragelsesrejser. Et emne, der er både alvorligt og tragisk for de børn, det går ud over. Men ministerens reaktion var fascinerende. Han stod ikke og fremlagde en plan eller rystede posen med lovforslag. Nej, han “råbte til himlen” over det.
Det er en mærkværdig position at indtage, når man er manden, der sidder med nøglerne til selve himmelporten.
Forestil dig en bager, der stiller sig ud på fortovet og råber af skyerne, fordi der ikke er mere mel. Eller en pilot, der midt under en flyvning rejser sig op og råber af turbulensen, mens han slipper styrepinden. Vi ville nok kigge lidt mærkeligt på dem. Men i politik er det blevet en acceptabel valuta.
Systemet er holdt op med at handle. Det er gået over til at føle.
Når en minister råber til himlen, forsøger han at bilde os ind, at han bare er en almindelig, forurettet medborger. En tilskuer til virkeligheden, ligesom os andre, der sidder i sofaen og brokker os over prisen på smør. Han vil gerne have os til at glemme, at det er ham, der har ansat folkene, skrevet reglerne og godkendt budgetterne.
Det er den ultimative ansvarsfraskrivelse forklædt som passion.
Hvis man råber højt nok, kan man måske overdøve lyden af det bureaukrati, man selv har været med til at bygge op over årtier. Et bureaukrati, der gør det umuligt at gribe ind, selvom alle kan se, at den er gal.
Vi har fået en hel generation af politikere, der optræder som kommentatorer på deres eget arbejde. De ser et problem, tager en selfie med en bekymret mine, og fortæller os, at de er mindst lige så vrede som os. Måske endda vildere. De råber til himlen, som om de forventer, at en guddommelig indgriben skal løse de problemer, deres egen lovgivning har skabt.
Det er performativ politik. Det handler ikke om at løse noget, men om at vise, at man har de rigtige følelser. Og intet føles åbenbart rigtigere end at råbe af vejret.
Problemet er bare, at himlen sjældent svarer igen med konkrete lovændringer eller øget kontrol ved grænsen. Den sender som regel bare regn.
Måske Morten Bødskov skulle kigge ned i sine egne lommer i stedet for at kigge op. Der ligger nemlig et sæt nøgler. De passer til de døre, han lader som om er låst udefra. Men det kræver selvfølgelig, at man holder op med at råbe og begynder at låse op.
Det er bare ikke nær så godt på LinkedIn.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
