Når jeg står i supermarkedet og kigger på et stjerneskud. Altså ikke det på himlen, men den klassiske, danske overlevelsespakke med stegt rødspætte, dampet fisk, rejer, asparges og en solid klat dressing, er det normalt et måltid, der skaber glæde og mæthed. Men i hænderne på en politiker med en god idé, bliver det forvandlet til et administrativt massemord.
Der er nemlig opstået en religiøs overbevisning på Christiansborg om, at vi skal have differentieret moms. Det lyder jo så smukt. Sund mad skal være billig. Usund mad skal være dyr. Vi skal guides, hjælpes og puffes i den rigtige retning, så vi ikke ender som en nation af omvandrende remoulade-beholdere. Moderaterne har forelsket sig pladask i tanken. De vil hellere have et finmasket net af forskellige momssatser end bare at sænke momsen for alle.
Men lad os lige vende tilbage til mit stjerneskud.
Hvis vi indfører differentieret moms, skal en hær af bureaukrater i Skattestyrelsen nu til at definere, hvad det egentlig er, jeg står med i hånden. Er det en sund ret? Fisken er god, bevares. Asparges og citron er teknisk set grøntsager og frugt. Men hvad med det hvide franskbrød under bunden? Det er et forarbejdet kornprodukt. Hvad med de 400 gram dressing, der holder det hele sammen? Det er rent fedt og bureaukratisk mørke.
Hvilken momssats skal det stjerneskud have? Skal vi have en vægtbaseret gennemsnitsberegning? Skal kasseassistenten i Netto have et digitalt mikroskop for at vurdere, om der er nok dild på toppen til, at det tæller som en “grøn” vare?
Det her er ikke bare en teoretisk øvelse. Det er opskriften på et bureaukratisk monster, der vil få det gamle ejendomsvurderingssystem til at ligne en enkel tegning i en malebog for børnehaveklassen.
Når man åbner for forskellige momssatser, åbner man for en endeløs krig om definitioner. Vi har set det i udlandet. Er en KitKat en kiks eller en chokolade? I Storbritannien brugte de år på at diskutere, om en Jaffa Cake var en kage eller en kiks, fordi momsen var forskellig. Advokater blev rige, mens borgerne blev forvirrede. Det er præcis den fremtid, vi er ved at bestille til de danske supermarkeder.
Tænk på de it-systemer, der skal opdateres. Hver eneste lille købmand, hver eneste restaurant og hver eneste producent skal nu kategorisere tusindvis af varer efter politikernes skiftende sundhedsidealer. Og hvem skal kontrollere det? Det skal Skattestyrelsen naturligvis. Vi skal have et korps af moms-inspektører, der kører rundt og tjekker, om tomatsuppen indeholder nok tomater til at kvalificere sig til den lave takst, eller om den er så fuld af fløde, at den skal beskattes som en luksusvare.
Det er social ingeniørkunst af værste skuffe.
Skatteministeriets egne analyser er ellers ret tydelige. Hvis vi indfører en model med lavere moms på frugt og grønt, vil en gennemsnitlig familie med to voksne og to børn måske spare 1.400 kroner om året. Det er små 116 kroner om måneden. Det er to kopper kaffe og en halv tør kage. Til gengæld vil statskassen miste milliarder af kroner, og erhvervslivet vil blive pålagt administrative omkostninger i millionklassen.
Vi bruger altså enorme summer på at bygge et kontrolapparat, der skal flytte et beløb, som de fleste familier knap nok vil bemærke på deres kontoudtog. Det er som at bygge en Storebæltsbro for at kunne transportere en enkelt pose matador-mix hurtigere over bæltet.
Men det værste er ikke bureaukratiet eller de spildte milliarder. Det værste er mistilliden til det frie menneske.
Der ligger en antagelse bag forslaget om, at danskerne er for dumme til at købe en gulerod, medmindre den er tre kroner billigere end en pose chips. Det er tankegangen om, at staten skal være vores kollektive barnepige, der står ved køledisken og rynker på næsen, når vi rækker ud efter det, vi har lyst til.
Jeg er stor tilhænger af, at det skal være billigere at være dansker. Jeg vil meget gerne have fødevarepriserne ned. Men løsningen er ikke at gøre skattesystemet mere indviklet. Løsningen er at sænke skatten på arbejde, så folk får lov at beholde flere af deres egne penge. Løsningen er at sænke elafgiften permanent, så det bliver billigere at producere og opbevare maden.
Når politikere får magt, får de ofte en ustyrlig lyst til at dreje på alle de små knapper. De vil gerne styre vores liv helt ned i indkøbskurven. Men politisk magt bør bruges til at skabe rammer og frihed – ikke til at agere kostvejleder med en lovbog i hånden.
Frihed er nemlig også retten til at træffe valg, som politikerne synes er “dumme”. Hvis jeg vil have et stjerneskud med ekstra dressing og lyst brød, så er det mit valg. Det skal ikke kræve en it-mæssig totalrenovering af Skatteministeriet og en hær af kontrollanter at føre det valg ud i livet.
Vi har brug for færre regler, ikke flere momssatser. Vi har brug for politikere, der stoler på, at vi selv kan finde ud af at navigere i køledisken uden en statslig vejledning i hånden.
Lad os droppe det bureaukratiske momscirkus, før det overhovedet starter. Det bliver dyrt, det bliver besværligt, og det smager af alt andet end fremskridt.
Giv os friheden tilbage, og lad stjerneskuddet være i fred.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
