Mopper er død

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Jeg aner ikke hvordan man blokerer andre mennesker. Det er ganske enkelt ikke en egenskab jeg har. Så du slipper ikke så let… hvad købte du på den sorte fridag? Jeg faldt i søvn.

Jeg ved præcis hvorfor vi hylder Mopper. Forklaringen er lidt langhåret – men bliv lige til den bitre ende.

Når vi alle, incl. Dronningen, taler om Mopper er det fordi vi i virkeligheden er aber. En abeflok i et abebur. Jeg holder foredrag om lige præcist det – og sjovt nok havde jeg igår netop eksemplet med om Mopper (som jeg faktisk ikke aner hvem er, fordi jeg ikke har set så meget som 2 minutter af det der Familien Osborne fra Bryggen).

Men lad mig forklare…

Du ved at vi jo er ret så tæt på at være aber. Der er 2% forskel på dig og en gorilla. Og vores hjerner er faktisk stadig dyriske. Vi tænker som aber – og oprindeligt kendte vi vores plads.

Tænk bare på klassesamfundet i 20’erne og 30’erne. Vi sad der på hylden og “hørte til”. Ikke noget med at søge opad, ikke noget med at stræbe – vi var fastlåst der, hvor vi blev født. Arbejderen på fabrikken stod ved et samlebånd hele livet, og når han faldt om tog sønnen over – uden stop i produktionen.

Det værste var, at han var tilfreds!!! Han synes sgu det var ok. At han havde det fint nok. Og det skal han satme ikke ha lov til. Så kan man jo ikke vækste. Man kan jo ikke sælge en iPhone til et menneske, der bare står og er tilfreds. Man kan ikke sælge Hugo Boss til en arbejder, der ikke vil opad på abehylderne. Vi havde brug for at skubbe flokken fremad!

Læs også:  JA JA JA... DET SKAL JO LIGE I GANG

Så vi begyndte at fortælle ham, at han havde det elendigt. Fagforeninger og reklamefirmaer og politikere og samfundet sagde til den stakkels mand, at han havde det dårligt hvor han var. Se på ledelsesgangen. Se hvor godt de har det. Der skal du da op. Se på naboens græs, det er grønnere end dit.

Og pludselig begyndte den tilfredse mand at blive vred. Og han begyndte at ville opad. Op på næste hylde i hierakiet. Fremad, videre, flytte sig.

Vi har skabt et samfund, hvor alle kun tænker på at komme fremad.
Opad.
Videre.
Blive set.

Allerede i børnehaven skal du beslutte retning. I folkeskolen skal de bare gennemføre for at komme på gymnasiet. Tre forbandede år der skal overstås for at kunne læse videre. Og endelig efter en lang opslidende studietid er du læge. Du redder liv på hospitalet hver eneste dag – men vil hellere have egen praksis. Du knokler på det mål og tager de værste vagter.
Og endelig lykkes du.

Sidder der og har nået dit mål. Egen praksis – men totalt ulykkelig, fordi dit liv er forbi og du ikke opdagede det. Du ærger dig over at have kæmpet for at få græs som naboen, og slet ikke have set i tide, at du faktisk allerede selv havde græs – og at dine børn legede på det, mens du kun kiggede ind til naboen. Fremfor på dem.

Hvad fanden har det så med Mopper at gøre?

Jo. Når man gerne vil opad er der to måder. Den ene er at knokle sig opad, den anden er at træde på folk der ligger ned og komme foran i køen. Når vi ser nogle, der intet kan, bliver vi lidt mere lykkelige, fordi så er vi jo lidt mere end dem.

Læs også:  EN RASTEPLADS PÅ INFORMATIONSMOTORVEJEN

Og derfor sidder vi i sofaen og glor på folk der ikke kan danse, folk der ikke kan synge, folk der er for unge til at passe børn, folk der er fulde og giver blowjobs til tilfældige – og er folk for dumme til koncepterne vi har på TV, opfinder vi deres eget program. Amalies Verden, familien fra Bryggen eller prinsesserne fra….

Når du så ser Amalie, så tænker din abehjerne: “ok, hende er jeg sgu klogere end”. Så er du kommet et trin op af stigen. Og i løbet af en aften på TV er du nærmest øverst og går i seng som overabe, fordi folk er snotdumme. Og du elsker dem for at være dumme. De gør dig bedre.

Derfor elsker vi dem, der gør os andre bedre.

De dumme, de uheldige, de platte, dem der ikke er lykkedes. Dem der skater og slår nosserne ned i et plankeværk.

Og når flokken så pludselig mister en af dem, der holder flokken oppe – så reagerer de.

Samme dag døde fremragende Jan Sonnergaard. En forfatter med stort mod men åbenbart kort lunte i livet. Hans død er vi ikke så optaget af. Han var klogere end os. Men Mopper er død.

Hvem skal vi dog nu stå på, for at blive større?

/Jeppe Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.