Billederne fra lufthavnen i Kabul brænder sig fast i nethinden hurtigere, end vi kan nå at bortforklare dem. Folk der falder fra flyvemaskiner som små sorte prikker mod en ubarmhjertig blå himmel, og en vestlig moral, der er imploderet hurtigere end et korthus i en efterårsstorm.
Det er svært at finde ordene her til morgen, mens kaffen bliver kold og nyhedsstrømmen fortsætter med at hamre løs på samvittigheden. Vi har brugt tyve år, milliarder af kroner og – vigtigst af alt – alt for mange menneskeliv på at fortælle en historie om, at vi var i Afghanistan for at bygge noget op. Vi talte om demokrati, om kvinderettigheder, om skoler og om en fremtid, der ikke lugtede af middelalderlig tyranni. Og så, på under en uge, pakker vi sammen og overlader det hele til de mænd med skæg og kalasjnikovs, som vi lovede at holde væk. Det er ikke bare et militært nederlag; det er et moralsk kollaps af dimensioner, som vi slet ikke har fattet omfanget af endnu.
Jeg sidder her og ser på videoerne af de desperate mennesker, der løber ved siden af et amerikansk C-17 transportfly. De klamrer sig til hjulophængene, ikke fordi de tror, de kan flyve med til Qatar, men fordi alternativet er så rædselsvækkende, at døden fra 500 meters højde virker som en udvej. Det er her, systemets kynisme bliver tydelig. Mens diplomaterne bliver fløjet ud i sikkerhed, og mens vores egne politikere taler om procedurer og evakueringsaftaler, står de mennesker, der stolede på os, tilbage i støvet. Tolkene, chaufførerne, de lokale fiksere – dem, der satte deres og deres familiers liv på spil for at hjælpe danske soldater og diplomater. Vi har holdt deres liv i vores hænder, og nu virker det til, at vi bare lader dem glide ud mellem fingrene, fordi papirarbejdet ikke er i orden.
Den etiske fordring der blev væk i bureaukratiet
Den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup skrev det så præcist, at det burde stå indhugget i muren på Christiansborg: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Det er den mest basale sandhed, vi ejer som mennesker. Vi er ansvarlige for hinanden, punktum. Men i de her dage virker det, som om det ansvar er blevet kvalt i politiske overvejelser om flygtningestrømme og asylpolitik. Vi diskuterer, om vi kan tage imod et par hundrede mennesker, mens vi ser en hel nation blive opslugt af mørket. Det er en kynisme, der gør ondt helt ind i sjælen.
Vi har skabt et system, hvor reglerne altid trumfer mennesket. Vi har travlt med at tale om, at det er “tragisk”, som Mette Frederiksen siger det, men ordet tragisk lyder hult, når det ikke følges af en handling, der står mål med vores ansvar. Vi kan ikke bare vaske hænder og sige, at det var amerikanernes beslutning at trække sig. Vi var der også. Vi har været en del af projektet i to årtier. Vi har et moralsk medejerskab af den katastrofe, der udspiller sig nu. Hvis vi ikke kan redde dem, der hjalp os, hvem er vi så overhovedet? Hvad er vores ord værd næste gang, vi drager i krig med fanerne højt og taler om værdier?
En samtale om ordentlighed
Det er måske derfor, jeg for nogle måneder siden valgte at åbne Det Politiske Mødested. Fordi jeg kunne mærke, at samtalen i Danmark var ved at tørre ind. At vi manglede et sted, hvor vi kunne tale om andet end bare teknik og økonomi, men også om ånd, moral og hvad det vil sige at være et ordentligt menneske i en kompleks verden. Vi har brug for at genfinde respekten for det enkelte menneske, uanset om det sidder i en jysk provinsby eller står desperat i lufthavnen i Kabul. Systemet må aldrig blive vigtigere end det liv, det er sat i verden for at beskytte.
I dag føles det bare som om, at vi har tabt det hele på gulvet. Vi ser et folkestyre, der har svært ved at handle hurtigt, når det virkelig gælder, fordi vi er så bange for at åbne en dør, vi ikke kan lukke igen. Men nogle gange skal man åbne døren, fordi det er det eneste rigtige at gøre. Man skal gøre det, fordi man ikke kan leve med spejlbilledet dagen efter, hvis man lader være. Kabul er faldet, ja, men lad os for guds skyld sørge for, at menneskelighedens værdier ikke falder med den.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
