Der sidder en ung mand på en café med en computer, der lignede et NASA-kontrolcenter, mens han desperat forsøger at forklare en ven, hvordan man snyder i gymnasiet uden at blive opdaget af en robot.
Computeren blinker, skærmen er delt i syv, og baggrunden summer af nervøsitet.
Ikke over faget. Ikke over fysikformler eller historiske årstal. Men over frygten for at blive afsløret af en algoritme, der åbenbart ved bedre, end teenagere nogensinde selv kommer til.
Nu skal der strammes op. Strakspakkerne vælter ned over gymnasierne som en fugtig dyne af mistillid.
Flere mundtlige prøver. Mere overvågning.
Flere zoner, hvor skærmene lukkes i, og hvor eleverne skal bevise, at der rent faktisk er foregået en tankeproces bag pandebrasken.
Logikken er rørende naiv. Hvis teknologien kan snyde, må vi tvinge mennesket tilbage i den analoge skammekrog. Vi overvåger os ud af enhver manglende dannelse og enhver fnug af tillid.
Det er vidunderligt absurd. I årevis har vi hilst den digitale revolution velkommen med åbne arme og salgstaler om effektivitet, digital dannelse og fremtidens kompetencer.
Skolerne er blevet proppet med tablets, smartboards og skybaserede vidundere.
Enhver lille dreng og pige skulle udstyres med en skærm, før de overhovedet kunne binde deres egne snørebånd. Og nu sidder vi her. Med sved på panden.
For maskinen svarer for hurtigt. Den skriver for pænt. Den kender forskel på Kant og Kierkegaard bedre end den gennemsnitlige studievejleder efter tre kopper lunken kaffebryg.
Løsningen? Mere kontrol. Flere låste browsere. Webcams, der stirrer mistænksomt på den studerendes øjeæbler. Og det mundtlige forsvar som den sidste, hellige skanse mod den store syndflod af kunstig intelligens. Som om det mundtlige rum er et magisk fristed, hvor algoritmer ikke kan trænge igennem.
Som om en nervøs attenårig, der har memoreret en halv wikipedia-artikel om industrialiseringen, pludselig forvandler sig til Sokrates, bare fordi der er en lærer og en censor til stede bag et slidt bord i lokale 12.
Det handler ikke længere om at lære noget. Det handler om at dokumentere, at man ikke har snydt.
Det er forskellen på at opdrage mennesker og administrere mistænkte.
Vi har skabt et skolesystem, der minder om en blanding af en lufthavnssikkerhedskontrol og et fængsel med bløde vægge. Hver eneste opgave skal igennem fem filtre af verifikation, plagiatkontrol og AI-detektorer, der med jævne mellemrum dømmer uskyldige digte af Inger Christensen for at være skrevet af en robot i Californien. Jeg blev i forrige uge angrebet for, at en klumme var ren AI – det viste detektoren jo tydeligt. Problemet for ham der angreb var, at klummen var trykt i ekstra bladet i 2011. Længe før AI. Og det er også et problem for detektoren, som ville afvise min klumme som min egen, hvis jeg gik på gymnasiet.
Imens sidder vi voksne og ryster på hovedet over de unge.
De snyder, siger vi. De tager genveje. De vil have resultaterne uden at læse teksterne.
Ja, sikke et chok. At opvokse i en verden, hvor voksne måler alt i effektivitet, KPI’er, hurtige genveje og optimering, skulle angiveligt lære børnene at elske den langsomme, besværlige fordybelse.
Vi belønner dem, der leverer hurtigst, og straffer dem, når de bruger de værktøjer, vi selv har givet dem i hånden.
Det mundtlige forsvar bliver nu ophøjet til sandhedens time.
Her kan man ikke skjule sig bag ChatGPT. Her må man stå frem og tale.
Det lyder næsten smukt, hvis det ikke var fordi, det hele foregår i et panisk klima af mistillid.
Når kontrollen bliver det primære pædagogiske princip, dør nysgerrigheden.
Når enhver elev betragtes som en potentiel kriminel med en chatbot i lommen, ophører skolen med at være et dannelsesrum og bliver i stedet en politistation uden detention.
Men pyt da med det. Vi har da fået en strakspakke.
Og hvis bare vi overvåger hjernerne længe nok, skal det nok gå det hele.
Indtil den næste opdatering kommer, og robotterne lærer at tale mundtligt med jysk accent.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
