Breaking. Det er ikke nyheden i sig selv, der får mig til at spærre øjnene op. Det er ritualet. Musikken. Grafikken. Den oppustede stemme. Hele den kulisse, hvor enhver udvikling skal sælges som et sammenbrud i civilisationen, længe før nogen aner, hvad der egentlig foregår. Medierne opfører sig mere og mere som folk, der har forvekslet nysgerrighed med sirener. Det er ikke længere nok at fortælle. Der skal hamres. Blinkes. Overdrives. For ellers swiper vi vel bare videre i vores egen bedøvelse.
Og dér melder tvivlen sig. Ikke som et færdigt standpunkt, men som den dér irriterende tanke, der ikke vil gå væk: Er medierne ved at miste forbindelsen til virkeligheden i jagten på klik? Er det virkeligheden, de formidler, eller er det deres egen længsel efter at være centrum i den? Måske dør nysgerrigheden i støjen, eller også bliver vi bare immune overfor alvoren. Det er næsten det værste. Ikke panikken, men afstumpningen. At alt bliver så skingert, at selv det vigtige begynder at ligne endnu et stunt mellem vejret og reklamerne.
Klik er en dårlig redaktør
Det er jo den giftige byttehandel i vor tid. Medierne skruer op for dramatikken, fordi de er bange for at miste vores opmærksomhed, og vi mister samtidig evnen til at skelne mellem det, der faktisk betyder noget, og det, der bare er produceret til at ligne betydning. Når alt får samme alarmskrift, bliver intet tungt nok til at synke ind. Så står vi dér som moderne mediebrugere og nikker alvorligt til skærmen i tre sekunder, før vi går videre til katten, kakaoen og næste overskrift med udråbstegn.
Jeg ved godt, at verden ikke er blevet mindre farlig af, at medierne er blevet mere larmende. Men jeg begynder at mistænke, at larmen er ved at blive sin egen historie. At formen æder indholdet. At breaking ikke længere er en undtagelse, men en forretningsmodel. Og så er vi ilde stedt. For et samfund kan godt overleve dårlige nyheder. Det har straks sværere ved at overleve et mediebillede, hvor alt konstant skal lyde som dommedag for at blive registreret.
En lille bøn for det uvoldsomme
Måske er det mig, der er gammeldags. Måske er det bare sådan, maskinen virker nu. Men jeg savner nyheder, der tør være vigtige uden at være hysteriske. Journalistik, der tør stole på, at sandheden ikke behøver at komme forklædt som lynnedslag. For hvis vi vænner mennesker til, at de kun skal lytte, når noget er breaking, så opdrager vi dem jo samtidig til ikke at høre efter, når noget bare er alvorligt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
