Jeg læser med en blanding af fascination og dyb medfølelse for de medicinstuderende, at de nu skal til at udfylde detaljerede deklarationer om deres brug af kunstig intelligens. Censorledelsen for lægeuddannelsen er nemlig bekymret. De studerende er ikke detaljerede nok. De skriver bare ”jeg har brugt ChatGPT”, og det går jo ikke i en verden, hvor vi elsker bilag højere end resultater.
Nu skal de beskrive deres prompts. De skal forklare, hvilke versioner de har brugt, hvordan de har rettet i teksten, og om de overhovedet har tænkt selv undervejs. Det er bureaukratiets absolutte højdepunkt: At bede en studerende om at dokumentere en proces, som censorerne selv indrømmer, de ikke kan gennemskue alligevel.
Det er som at bede en maratonløber om at aflevere en detaljeret logbog over hver eneste gang, hans hjerte har slået, for at sikre, at han ikke har haft for meget gavn af sin medfødte lungekapacitet.
Vi står med en teknologi, der kan diagnosticere sygdomme hurtigere end en hel afdeling af overlæger, og hvad gør vi i det danske uddannelsessystem? Vi opfinder en blanket. Vi skaber et kontrolregime, der kræver så meget dokumentation, at de studerende får brug for – ja, du gættede rigtigt – en chatbot til at skrive deres redegørelse for, hvordan de har brugt chatbotten.
Det er den ultimative cirkelslutning.
Det absurde er jo, at censorerne i samme åndedrag erkender, at de ikke kan se forskel på, om en tekst er skrevet af en maskine eller et menneske. Men hvis der ligger en tyk stak papir ved siden af opgaven, hvor den studerende lover og sværger på, at de har promptet med ”ydmyghed og kritisk sans”, så er alt i orden. Så er formalia overholdt.
Vi er ved at uddanne fremtidens læger til at blive verdensmestre i ansvarsfraskrivelse og procesbeskrivelse. Jeg vil personligt hellere opereres af en kirurg, der har brugt AI til at læse de nyeste 10.000 forskningsartikler på en eftermiddag, end en kirurg, der har brugt hele sin studietid på at udfylde Word-dokumenter om sit forhold til OpenAI.
AI er en gave. Det er en turbo på menneskelig viden. Problemet er ikke teknologien, men vores krampagtige forsøg på at tæmme den med 1800-tallets kontrollogik. Bureaukratiet er den eneste maskine, der kan få en supercomputer til at ligne en støvet kugleramme.
Snart ser vi de første studerende, der dumper – ikke fordi de ikke kan deres kram, men fordi de glemte at vedlægge et screenshot af deres dialog med maskinen.
Jeg glæder mig til den dag, hvor censorerne beder om en detaljeret deklaration på, hvor meget af deres egen feedback, der er skrevet af en AI, fordi de ikke selv gad læse de 400 siders redegørelser for brug af AI.
Det bliver en smuk, digital ørkenvandring, hvor ingen læser det, alle skriver, men alle har ryggen fri.
Vi har opfundet den evighedsmaskine, som fysikerne sagde var umulig: Systemet, der kun producerer papir om sig selv.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
