Intet er afgjort – endnu – men samtalen er i fuld gang – og det er netop samtalen (hvor kompliceret og langstrakt den end måtte være) som vores parti ønsker. Fundamentet for Moderaterne er at finde pragmatiske løsninger i virkeligheden – og mellem sort og hvid, rød og blå, land og by.
Vi gik til valg på et opgør med blokpolitik. Vi ønskede at skabe en ny virkelighed på Christiansborg, og jeg tænker, de fleste kan se, at det er lykkedes. De forhandlinger, der pågår lige nu, er afgørende på mange måder. Jeg fornemmer, de kommer til at betyde, at der bliver dannet en anderledes regering, der bygger på samtaler og meningsfyldte kompromisser. Det sidste er en væsentlig forudsætning for et samarbejde – og jeg håber, at de fleste har blik for, at politik også handler om at have tillid til, at de kompromisser der indgås af parterne i forhandlinger, indgås, fordi de er meningsfyldte. Ingen kan få det hele, men alle kan få noget, og det koster nogen.
Moderaternes udmelding om minkskandalen vil selvfølgelig i første omgang blive taget ned som klart løftebrud. Det er det jo reelt også i forhold til det, jeg sagde i min egen valgkamp. Men når der på et tidspunkt er tid til nuancer, er det jo også meget mere end det. Det er et muligt kompromis, der kan positionere, så man kan handle effektivt og meningsfyldt med de mandater vælgerne gav os. Og der skal sættes punktum for det, der uagtet regeringsforhandlinger og kompromisser, aldrig bliver andet end en minkskandale.
Et af de væsentligste kompromisser, kan blive, at vi ikke får undersøgt minkskandalen til bunds. Det er jeg ked af! Jeg har om nogen kæmpet for, at den tidligere regerings egenrådighed skal undersøges. Jeg erkender, at nogle virkelig dygtige jurister har set på sagen og sagt, der ikke er noget at komme efter – andre mener, at det er der – og for mig handlede mine klare udsagn i valgkampen om at genskabe vores grundlæggende tro på retssikkerheden og genetablere vælgernes grundlæggende tiltro til det politiske system.
Jeg mener fortsat, at det havde været på sin plads – men må jo også erkende, at vælgerne ikke var enige! Vælgerne gav os ikke mandat til den del – og det anerkender jeg selvfølgelig.
Mette Frederiksen kunne trække sig tilbage i den røde blok og fortsætte den samme regering som før, dog på et smalt mandat. Hun kunne fortsætte alt det, som jeg i alt fald ikke mener, Danmark har godt af. Det er for mig en absolut førsteprioritet, at vi får en ny politisk ledelse af landet.
Hvis ikke vi får en undersøgelse af minkskandalen, så må der noget andet på bordet. Min fokus er primært på minkavlerne, der både har oplevet at skulle agere på en ulovlig ordre – og endda blev stillet en tempobonus i udsigt, hvis de slog deres dyr ihjel på rekordtid. Efterfølgende har “tempo” ikke ligefrem været et ord, der kan benyttes om noget som helst i sagen.
Pengene er endnu ikke udbetalt, og familierne må ikke fjerne minkenes huse og bure, men står op hver dag og ser på alt det, de blev frataget at kunne arbejde med. De behøver tempo. Det er uværdigt. Virkelig uværdigt!
Jeg har talt med virkelig mange minkavlere de seneste år – og en hel del den seneste uges tid. Deres fokus er ikke det juridiske kig på fortiden, som jeg ellers har gjort mig til talsmand for. De vil have overblik over fremtiden. Og nutiden. Og derfor er det, der giver allermest mening, at de får den erstatning, vi har lovet dem. Nu.
Men det er også klart, at vi fremadrettet må gå vores parlamentariske virkelighed efter i sømmene, så vi aldrig igen kan komme til at befinde os i en lignende situation, og derfor giver en fremadrettet mulig opsplitning af justitsministeriet rigtig god mening – sket er sket; nu tager vi ansvar for, at det aldrig gentager sig!
Guderne skal vide, at jeg ønskede noget mere. Og at jeg i valgkampen, som mange andre, var optaget af, at det var afgørende med en undersøgelse af minkskandalen som et værdigt punktum. For alles skyld, faktisk også Socialdemokratiets.
Nu løser vi det på en anden måde. Vi viser, at vi kan agere i det DNA, vi selv er skabt af og på; det meningsfyldte kompromis, som for alvor forandrer Danmark og skaber politik for alle. Det betyder, at du ikke kan få alt – eller alle – du peger på, og det betyder også, at du ikke er den eneste, der har noget at skulle have sagt. Vi finder en fælles – nuanceret – løsning.
Der er ingen ord, der kan ændre på, at dette er vælgernes virkelighed, som vi enten kan favne eller forkaste. Undersøgelsen havde stor værdi for mig – MEN jeg kan klart sige, at hvis alternativet er en fortsættelse af den tidligere regering, så er jeg helt med på et kompromis – også selvom det er i direkte modstrid med det, som jeg ønskede vælgernes opbakning til i valgkampen. Det fik jeg ikke. Intet er sikkert endnu, men i mig er vælgernes dom klar og dermed er skæbnen forsejlet: Rød regering eller lilla forandring.
Min fokus er, at minkavlerne skal betales, at ændre demokratiets spilleregler så en gentagelse bliver umulig – og så på alt det andet, som Moderaterne jo gik til valg på for Danmarks skyld. Her også en regering over midten, der sendte blokpolitik til tælling.
Jeg mener vi præsenterede et partiprogram, der er sjældent modigt og gennemarbejdet – med helt nye tanker og nye ideer, skabt af danskere i Det Politiske Mødested – som kom med helt reelle bud på et helt nyt Danmark, der sikrer vækst og dannelse, fornuft og ordentlighed i forening med virkelighedsnær velfærd og pragmatisk politik. Det kæmper vi for.
Jeg forstår egentlig godt den umiddelbare vrede, men politik er også noget for noget. Politik er at finde fælles løsninger. Og så er politik jo også bundet af den virkelighed, vælgerne har stemt igennem. Moderaterne fik ikke 91 mandater. Vi fik 16. Og de mandater skal på arbejde. Konstruktivt, markant og i fælles samtale.
Ingen ved, hvor det hele ender. Eller med hvad. Men vi skal i den virkelighed vælgerne gav os, være klar på at finde fælles veje. Også når det gør – virkelig – ondt. Ellers ender fornyelsen i en fortsættelse. Og det ønsker jeg ikke!
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
