Det her er ikke længere bare en valgkamp. Det er en arkæologisk udgravning. Jeg sidder midt i det, og jeg kan mærke, hvordan jorden skælver, mens de store gravemaskiner fra de landsdækkende redaktioner kører i stilling for at finde det ene citat, der kan vælte korthuset.
Det er, som om alt det, jeg troede handlede om politik, visioner og det Danmark, vi vil bygge op med Moderaterne, pludselig bliver overskygget af noget meget mørkere. Det handler om at finde fejlene. Ikke de fejl, man begår i dag, men de ord, man satte på papir for femten år siden. Det er her, fortiden bliver et våben, man ikke kan forsvare sig imod med rationelle argumenter.
Jeg har skrevet tusindvis af ord i tidens løb. Jeg har været klummeskribent på Ekstra Bladet, på BT, og jeg har drevet denne blog i årevis. Jeg har skrevet i en tid, hvor tonen var en anden, og hvor satirens fineste opgave var at sparke til det pæne, det etablerede og det hellige. Jeg har brugt ordene som en skalpel, og nogle gange måske mere som en forhammer. Men nu bliver de ord hevet ud af deres kontekst og holdt op mod en nutidig målestok, som de aldrig var tiltænkt at skulle passe i.
Det føles som at stå på en scene, hvor lyskeglen pludselig skifter farve, og alt det, der før var en skarp observation eller en provokerende vittighed, nu bliver stemplet som sexisme eller manglende karakter. Det er en underlig følelse at se sig selv blive portrætteret som en person, man ikke kan genkende, blot fordi man engang har dyrket den satiriske genre til det yderste.
Kunsten at stå fast i blæsevejret
Der er en voldsom tendens i tiden til, at man skal lægge sig fladt ned, så snart det begynder at blæse. Systemet forventer en rituel afbigt. Man skal undskylde for sine tanker, for sin humor og for overhovedet at have eksisteret i en tid, hvor man måtte sige tingene lidt mere råt. Men hvad sker der med os som mennesker, hvis vi alle sammen bliver klippet efter den samme skabelon, så snart vi bevæger os ind i det politiske rum?
Jeg har ikke tænkt mig at gemme mig. Jeg har ikke tænkt mig at lade som om, at jeg ikke har skrevet de ting, jeg har skrevet. Det er en del af min historie som menneske og som debattør. Hvis vi fjerner alt det skæve, alt det provokerende og alt det, der engang stødte nogen, så ender vi med en flok politikere, der er så polerede, at man ikke kan få fat i dem. De bliver glatte som sæbe, og det er præcis det, der gør, at folk mister troen på folkestyret.
Det kræver noget at stå ved sin fortid i en moderne krænkelseskultur. Det kræver, at man tør tage de tæsk, der følger med, når overskrifterne begynder at rulle. For de kommer til at rulle. Jeg kan se det i øjnene på de journalister, der ringer for at få en kommentar til en klumme fra 2017. De leder ikke efter en samtale; de leder efter en tilståelse. Men min tilståelse er enkel: Jeg er et menneske af kød og blod, der har ment, skrevet og tænkt mange ting gennem tiden – og jeg er stadig det samme menneske med de samme værdier om ordentlighed og ånd, selvom mine gamle ord nu bliver brugt som ammunition.
Mellem idealer og virkelighed
Det er to verdener, der støder frontalt sammen lige nu. På den ene side har vi behovet for at være autentisk, for at tale sandt og for at turde bruge humoren som et våben mod hykleriet. På den anden side har vi den politiske nødvendighed, hvor enhver lille sprække bliver forsøgt udvidet til en uoverstigelig kløft.
Det minder mig lidt om de linjer, man finder hos de store tænkere. Som når man taler om, at det ikke er de hårde ord, der er farlige, men den tavshed, der følger efter, når folk ikke længere tør tale frit. Vi er ved at skabe et samfund, hvor vi dømmer hinanden på fortiden, men glemmer at kigge på den retning, vi bevæger os i nu.
Man kan ikke bygge et parti eller et nyt politisk fundament på frygt. Moderaterne blev født ud af et ønske om at gøre op med blokpolitikken og de fastlåste positioner. Men det opgør må også indebære, at vi tør rumme mennesker, der har en historie. At vi tør rumme, at livet ikke altid er en snorlige vej fra A til B, men en rodet affære med masser af fejlskud, skarpe sving og ord, der måske ramte ved siden af skiven.
Det personlige offer
Det koster noget at stå her. Det koster på nattesøvnen, og det koster på de personlige relationer. Når man ser sit navn i en sammenhæng, hvor man bliver anklaget for ting, der ligger så uendeligt fjernt fra ens egentlige menneskesyn, så gør det ondt. Men alternativet er værre. Alternativet er at blive en af dem, der bare retter ind og lader systemet vinde.
Hvis jeg skal være i politik, så skal det være som mig selv. Ikke som en version, der er blevet godkendt af en kommunikationsafdeling eller vasket ren for personlighed. Jeg tager de tæsk, der kommer, og jeg tager dem offentligt. For hvis vi ikke kan stå ved, hvem vi var, hvordan skal vi så nogensinde kunne overbevise nogen om, hvem vi vil være i fremtiden?
Valgkampen raser videre derude. Lige nu er jeg i orkanens øje. Her er der mærkeligt stille, selvom man ved, at murene ryster. Det handler om at holde fast i sig selv, når alle andre prøver at definere, hvem man er. Og det gør jeg. Med oprejst pande og en urokkelig tro på, at vælgerne i sidste ende kan se forskel på en konstrueret mediestorm og det menneske, der står lige foran dem.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
