Der findes en særlig form for teknologisk ensomhed, som kun opstår, når man befinder sig på en midtjysk grusvej, mens regnen trommer mod taget, og bilen langsomt skifter farve fra mørkeblå til en ubestemmelig nuance af ‘landevejs-slam’. Det er her, i det øjeblik hvor asfalten slipper op, og fornuften burde tage over, at vi begår vores tids største fejl: Vi stoler blindt på den algoritme, der bor i instrumentbrættet.
Jeg var på vej til et foredrag, og tiden er knap. Google Maps har lovet mig, at denne rute sparer mig for præcis fire minutter. Fire minutter! For den besparelse har jeg nu takket ja til at ofre mine dæks sundhed og mit eget nervesystem på alteret for effektivitet. Det er en mærkelig form for tyranni, vi har underlagt os selv. Vi har bygget satellitter, der kan læse nummerplader fra rummet, men de kan åbenbart ikke se forskel på en statsvej og en mudret sti, som kun bliver brugt af en lokal landmand og hans trofaste Ferguson.
Den digitale blindgyde og den tabte intuition
Der var engang, hvor man kørte efter skilte. Man kiggede ud af vinduet, orienterede sig efter kirketårne eller en kro, og hvis alt gik galt, rullede man vinduet ned og spurgte en levende person om vej. I dag sidder vi isolerede i hver vores metalboble og lystrer en stemme, der ikke ved, hvad en grusvej gør ved en ren bil. Det er symptomatisk for vores tid. Vi er så optagede af at optimere ruten, at vi glemmer at mærke underlaget.
Mens bilen hopper hen over de dybe huller, tænker jeg på, hvor meget af vores intuition vi har outsourcet til Silicon Valley. Vi tør næsten ikke dreje til venstre, hvis skærmen siger højre, selvom vi kan se med vores egne øjne, at vejen til højre ender i en gylletank. Det er en blind tro på systemet, som i sig selv er fascinerende – og en smule skræmmende. Vi har brug for de små afstikkere, de utilsigtede omveje, men kun hvis vi selv vælger dem. Når GPS’en vælger dem for os, føles det ikke som et eventyr, men som et overgreb på vores retningssans.
Stilheden i det midtjyske mudder
Jeg standser bilen et øjeblik. GPS’en begynder straks at bitche. “Foretag en u-vending, når det er muligt,” kommanderer hun. Men her er ingen plads til at vende. Der er kun de bare træer, der står som tavse vidner til min teknologiske inkompetence, og en flok køer, der ser på mig med en blanding af medlidenhed og undren. De ved godt, hvor vejen fører hen. Det gør satellitten ikke.
Der findes en sang af Zacharias Topelius, hvor han synger om, at for Lasse lille er “verden er så stor, så stor”. Den føles i hvert fald uendelig stor, når man holder stille i ingenting og indser, at man har mistet forbindelsen – ikke til 5G-netværket, men til sin egen sunde fornuft. Vi har brug for at genfinde evnen til at køre forkert med vilje. At turde slukke for skærmen og bare køre efter næsen, selvom det måske tager ti minutter længere. For hvad bruger vi egentlig de fire minutter, vi sparer, til? Sandsynligvis til at tjekke mails eller scrolle gennem ligegyldigheder, mens vi venter på, at kaffen bliver klar.
Rejsen er målet – også når det ryster
Da jeg endelig rammer asfalten igen, føles det som at komme hjem fra en ekspedition i Amazonas. Bilen ryster stadig lidt, og jeg må nok indse, at en tur i vaskehallen er uundgåelig, før jeg kan præsentere mig selv for publikum. Men oplevelsen har givet mig noget, som de fire minutter på motorvejen aldrig kunne: En påmindelse om, at vi skal passe på med at lade maskinerne definere vores vej gennem livet.
Livet er ikke en lige strækning med 130 i timen. Det er fuldt af grusveje, mudderhuller og GPS-stemmer, der tager fejl. Kunsten er at bevare roen, smile af det absurde i situationen og huske, at man altid kan stoppe op og spørge en ko om vej, hvis alt andet svigter. De har i det mindste ikke brug for softwareopdateringer for at vide, hvor de er.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
