Når karamellen bider igen

Sidste skoledag burde være den slags dag, man gemmer i hukommelsen som sukkerstøv og skøre udklædninger.
I stedet sidder jeg her og læser om nåle og tegnestifter i karameller og tænker, at vi tilsyneladende har opfundet en tradition, hvor børn kaster slik ud som en blanding af folkefest og skadestue.

Kilden til den her kulørte elendighed er ikke en syg vandrehistorie, men helt konkrete sager fra danske skoler som Trørødskolen og Pilehaveskolen og beretninger om flere skoler, hvor sidste skoledag nu lugter mindre af karamel og mere af politiarbejde som beskrevet i Ekstra Bladet.

Sukker med sideskade

Jeg sidder som mental observatør og glor på det her fænomen med en blanding af vantro og raseri. Karameller. Det er jo ikke ligefrem kokainkarteller og mafiametoder, vi taler om. Det er en dansk skoletradition, hvor store børn kaster slik til små børn, og alle burde komme hjem med røde kinder og en lettere kvalm fornemmelse i maven. Men nu kommer nogle altså hjem med risiko for at bide i metal. Det er en imponerende måde at ødelægge noget uskyldigt på. Ikke bare klodset. Ikke bare dumt. Decideret råddent.

Det fascinerende er næsten ikke engang selve handlingen. Menneskelig idioti har haft en stærk sæson. Det fascinerende er, hvor naturligt den slags efterhånden glider ind i nyhedsstrømmen. Nå. Endnu en skole. Endnu en bunke karameller med indbygget ondskab. Endnu en besked til forældre om at tjekke slikket, før børnene spiser det. Som om det mest normale i verden nu er at stå ved køkkenbordet og kvalitetskontrollere vingummier som en bombetekniker i joggingbukser.

Fra fællesskab til mistanke

Sidste skoledag er i sin grundform en lille ceremoni om overgang. Et barnligt farvel til noget, før man bliver lidt større og lidt mere verdensvant. Den slags ritualer betyder noget, netop fordi de er små. De fortæller os, at et fællesskab findes. At nogen går foran, og nogen står nedenfor og griner og samler op. At man for en kort stund er bundet sammen af noget fjollet, og derfor også noget vigtigt.

Og så står der altså en eller anden miniature-sociopat og tænker, at det kunne være sjovt at gemme en tegnestift i karamellen. Det er svært ikke at se det som mere end bare dårlig opførsel. Det er jo et lille angreb på selve ideen om tillid. Ikke storpolitisk tillid. Ikke institutionskritik med debatindlæg og professorer på tv. Den helt lavpraktiske tillid. Den der siger, at når et større barn rækker noget sødt til et mindre barn, så er det ikke for at se blod. Hvis selv den kontrakt er begyndt at smuldre, så er det ikke bare traditionen, der er syg. Så er der noget i kulturen, der har fået koldbrand.

Jeg ved godt, at nogen straks vil mumle noget om drengestreger og grænseafprøvning og ungdommelig dumhed. Fint nok. Men der er også et punkt, hvor vi bliver nødt til at kalde tingene ved deres rette navn. En tegnestift i en karamel er ikke en practical joke. Det er ikke frækhed. Det er ikke kreativitet. Det er ondskab i miniatureformat. En lille bitte handling, der fortæller noget meget stort om et sind, der har koblet fornøjelse sammen med andres smerte.

Små samfund med store revner

Måske er det derfor, historien rammer hårdere, end den burde. Fordi den foregår i det nære. I skolegården. I det lille lokale fællesskab, hvor børn burde lære forskellen på at være sjov og at være modbydelig. Når det forfalder dér, bliver det hele mere trist end dramatisk. For så handler det ikke kun om de få, der putter metal i slik. Så handler det også om alle de omgivelser, der har været så optagede af at måle trivsel, registrere adfærd og facilitere læringsrum, at nogen måske har glemt at lære helt almindelig anstændighed.

Vi producerer generationer, der kan tale om grænser i flotte vendinger, men nogle af dem kan åbenbart stadig stå og sabotere en pose Big Ben med kirurgisk entusiasme. Det er et sært fremskridt. Vi bliver mere oplyste og mere følelseskompetente på papiret, men i praksis står en flok unger og modtager slik, der lyder som noget fra en dårlig fængselsfilm. Det er næsten stor kunst i social opløsning. Næsten. Men kun næsten. For der er ikke noget elegant over at gøre børn mistænksomme over for karameller.

Det værste er næsten den efterfølgende erkendelse af, at det uskyldige altid er det letteste at smadre. Man ødelægger ikke bare et stykke slik. Man ødelægger forventningen om, at noget må være ufarligt. Man gør den lille fest til et forhør. Man gør grin til kontrol. Man gør skolegården til et sted, hvor voksne må stå og tænke som efterforskere, fordi nogen har besluttet, at sidste skoledag skal have et strejf af sadisme.

Børnehøjde med splinter

Jeg sidder her og undrer mig over, hvor følelseskolde vi er blevet, når selv en håndfuld karameller ikke længere kan få lov at være det, de er. Sukker. Fjol. Overstadighed. Et sidste kast med barndommens konfetti. Hvorfor skal alt gennemsyres af den samme mørke impuls, der gør det morsomt at punktere noget rent. Ikke fordi man vil noget. Ikke fordi man protesterer mod noget. Men bare fordi man kan.

Der ligger en særlig form for forfald i den slags. Ikke det store teatralske sammenbrud, som kommentatorer kan leve fedt af. Mere det stille indre råd. Når de små fællesskaber mister deres uskyld, opdager man pludselig, hvor meget civilisation egentlig hviler på bittesmå selvfølgeligheder. At man ikke snyder små børn med barberblade i æbler og tegnestifter i karameller. At man ikke gør tillid til en joke. At man ikke forveksler opmærksomhed med magt.

Hvis vi er endt dér, hvor selv sidste skoledag skal sikres som en lufthavn, så er det ikke karamellen, der bider igen. Så er det et samfund, der har lært nogle af sine børn, at grin først virker rigtigt, når nogen andre får ondt.