Der er noget grundlæggende absurd over et tv-studie. Det er en verden bygget af spånplader, gaffatape og folk, der hvisker i headset, som om de er i gang med at deaktivere en atombombe, selvom de i virkeligheden bare diskuterer, om en baggrundsbelysning skal være mere “varm orange” eller “deprimerende grå”. Og lige udenfor står makeup-stolen. Den stol er det tætteste, en mand i min alder kommer på en genfødsel, men det er en genfødsel, der starter med, at en venlig kvinde angriber ens pande med en svamp, der har set bedre dage.
Man sætter sig ned, prøver at se ud som om, man er vant til at blive duppet i ansigtet, mens man i virkeligheden bare tænker på, om man fik lukket vinduet i bilen. Makeup-artisten kigger på en med det der blik, der siger: “Jeg kan gøre meget, men jeg er ikke tryllekunstner”. Og så går hun i gang. Det er her, man indser, at ens ansigt åbenbart er en kilde til uendelige refleksioner, der skal bekæmpes med lag af kemisk støv. Når hun er færdig, ligner man en, der har sovet i en mel-silo, men på skærmen – der ser man åbenbart ud som selve personificeringen af troværdighed. Det er den store tv-løgn i sin reneste form.
Man bliver gelejdet gennem en labyrint af sorte kabler, der ligger på gulvet som fede, døde slanger. Hvis man falder i dem, er man færdig. Det ved alle. Man går med små, forsigtige skridt, mens man prøver at bevare den der aura af overskud, som man har øvet sig på i spejlet derhjemme. Men det er svært at føle sig som en visionær kommunikationsrådgiver, når man har en lille plastikslange trukket op under skjorten og en modtager i bæltet, der vejer det samme som en mellemstor mursten.
Den lille mand i mit venstre øre
Når man endelig lander i den bløde stol i studiet – som altid er præcis ti centimeter for lav eller for høj – begynder den næste fase af ydmygelsen: Øresneglen. Eller “den lille mand i øret”, som jeg ynder at kalde ham. Det er her, man mister forbindelsen til den ydre verden. Pludselig hører man stemmer fra et kontrolrum, hvor folk råber om tidskoder og indslag om gulerødder, mens man selv sidder og prøver at se lyttende ud over for værten i den anden ende af landet, som man kan se på en skærm.
Det kræver en helt særlig form for skizofreni at føre en samtale med et levende menneske foran sig, mens en tekniker skriger “Tredive sekunder!” direkte ind i ens trommehinde. Man lærer hurtigt at nikke på de rigtige tidspunkter, selvom man ikke har hørt et ord af, hvad værten sagde, fordi man var optaget af at undre sig over, hvorfor deres kaffe ser så meget mere indbydende ud end ens egen.
Søren Kierkegaard sagde engang, at livet skal forstås bagud, men leves forlæns. I et tv-studie lever man det dog i en mærkelig forsinkelse. Der er et par sekunders delay på alt, hvad man gør. Man ser sig selv på en monitor i øjenkrogen og tænker: “Hvem er den mand med den mærkelige håndbevægelse?”, før det går op for en, at det er en selv. Det er den ultimative fremmedgørelse. Man bliver et objekt, en brik i et puslespil, der handler om at fylde tiden ud mellem to reklameblokke eller et indslag om vejret.
Den røde tråd der blev væk i kablerne
Og så sker det. Det røde lys tænder. Kameraet kigger direkte ind i din sjæl – eller i hvert fald ind i dine pupiller. Værten stiller et spørgsmål, der lyder utrolig vigtigt, og pludselig er den røde tråd, man havde i hovedet fem minutter før, forsvundet sporløst. Den er sandsynligvis faldet ned mellem de der sorte kabler på gulvet.
Man begynder at tale. Man kan høre sin egen stemme runge i studiet, og man håber bare, at ordene giver mening. Det er en underlig form for improvisationsteater, hvor man prøver at lyde som en ekspert, mens man i virkeligheden bare håber, at man ikke har noget krumme-stads siddende i skægget. For det er jo det, folk ser. De hører ikke dine skarpe analyser af kommunikationsstrategier eller din indsigt i den menneskelige natur. De ser pletten på dit slips eller det faktum, at dit venstre øjenbryn lever sit eget liv under de varme lamper.
Jeg har ofte tænkt på, om vi overhovedet har brug for al den staffage. Kunne vi ikke bare sidde i et almindeligt køkken med en kop filterkaffe og tale sammen? Men nej, vi har brug for magien. Vi har brug for det blå lys, de skarpe vinkler og den overfladiske perfektion for at tro på, at det, der bliver sagt, er vigtigt. Det er som om, ordene får mere vægt, når de bliver leveret af en person, der er blevet pudret af en professionel.
Når lamperne slukker og stilheden rammer
Efter ti minutter er det slut. “Tak for i dag,” siger værten, og før man overhovedet har nået at færdiggøre sin sidste sætning, er vedkommende allerede i gang med at læse op fra teleprompteren om morgendagens program. Man bliver pillet ud af maskineriet lige så hurtigt, som man blev sat ind. Ledningerne trækkes ud, modtageren tages af, og man bliver ført tilbage til virkeligheden.
Man står ude på parkeringspladsen og mærker den kolde novemberluft mod ansigtet. Pudderslaget ligger stadig som en maske, og man ved, at hvis man går ind i en Netto nu, vil folk kigge mærkeligt på en, fordi man ser alt for “færdig” ud til en mandag formiddag. Det er det sværeste ved at være på tv: Overgangen. Fra at være midtpunktet i en teknologisk katedral til at være en mand, der kæmper med at få sin bilnøgle ud af lommen.
Men der er også en lære i det. En påmindelse om, at alt det her – lyset, pudderet, de hurtige spørgsmål – bare er en ramme. Den rigtige samtale, den der flytter noget, sker sjældent, når kameraet ruller. Den sker bagefter, eller før, eller i de små pauser, hvor man glemmer, at man er “på”. Vi lever i en tid, hvor vi bruger utrolig meget energi på indpakningen, men vi må aldrig glemme, at det er indholdet, sjælen og den menneskelige forbindelse, der faktisk betyder noget.
Jeg tager en dyb indånding, sætter mig ind i bilen og kigger mig i spejlet. Jeg ligner stadig en, der er faldet i en mel-silo, men jeg smiler lidt for mig selv. For i morgen skal jeg ud og holde foredrag for rigtige mennesker, ansigt til ansigt, uden øresnegle og uden folk, der råber tidskoder i mit øre. Og der findes den røde tråd altid helt af sig selv.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
