Det må siges… Den lille 4 årige Rasmus burde begraves lige der, hvor hans far ønsker det. Når man slår ihjel bør man med sikkerhed miste al ret til offeret. Det kan de fleste godt se – men retten sagde noget andet.
Jeg er sikker på at retten i Aalborg rent juridisk har truffet den beslutning, som vores enorme lovsamling giver mulighed for. Det er bare ikke godt nok!
Retten siger, som rigtigt er, at moderen er den tætteste familie, når hun har fuld forældremyndighed over barnet.
Det paradoksale er dog, at HVIS lille Rasmus havde overlevet moderens drab og var blevet indlagt med mærker efter hendes hænder på halsen, var hun frataget al samvær. Omgående havde systemet frataget hende barnet og enten kaldt faderen i spil eller en plejefamilie.
Når drengen nu døde af det, er hun fortsat den, der juridisk er tættest. Uanset gerningen.
Der er i vores mange love ikke taget højde for den slags specielle begivenheder. Når noget så forfærdeligt sker, står vi igen og igen med en kold bog med Karnovs lovsamling og må ty til, at sådan står der i bogen. Det gælder denne tragiske sag og IM og andre atypiske enkeltsager, hvor vi som samfund tager direkte pinlige beslutninger. Som ikke var hensigten med loven. Umenneskelige og moralsk uforståelige beslutninger.
Man bør snarest indføre en politisk enhed, der til hver en tid kan indkaldes og arbejde på at omstøde eller lovliggøre ting, der åbenlyst er forkerte. Et udvalg og nævn, som den til enhver tid siddende regering skal nedsætte. Det nytter ikke at loven laves om lang tid efter når først IM er sendt af helvede til og Rasmus er sendt i jorden. De siddende ministre kan ret hurtigt se på en sag hvis de vil. Men der skal jo holdes jul med deres kære. Det nytter heller ikke at lade domstole stå I den svære beslutning alene, hvor lovens bogstav siger noget andet end den sunde fornuft.
Politik er et job man har 24 timer i døgnet. Når der på jeres vagt sker ting, hvor loven tydeligt ikke slår til, må i meget gerne vågne en smule mere op. Og det kunne et nævn klare.
Jeg må ihvertfald sige at min smag i munden er ganske dårlig, når jeg ser et samfund beslutte, at de hænder der tog et barns liv også er dem, der alene må lægge det i graven. Vi kender intet til hverken faderen eller moderen. Vi aner ikke om de var gode forældre. Eller ej. Men vi ved, at statsamtet havde givet faderen hele julen med sin søn. Så der er ikke tale om en far der er monster eller krænker. Det er en far, som staten besluttede at overdrage drengen til uden problemer. Men i døden lader vi moderen beslutte alt. På trods af at hun er grunden til, at Rasmus aldrig igen får nogen – eller noget – at se.
Jeg har i den grad den dybeste medfølelse med både mor og far og alle andre pårørende. Man kan ikke overleve at slå sit eget barn ihjel og det er et psykisk brist uden sidestykke der driver en ud i den slags. Så jeg er på ingen måde på den ene eller den andens side. Dertil kender jeg for lidt til dem.
Jeg er på fornuftens side.
Og den siger mig altså 100% klart, at hvis man kvæler sit barn, river det væk fra alle og fjerner det definitivt fra enhver, der elsker det – så har man ikke længere råderet og bestemmeret over barnet. Så har man gjort en handling, så barnet kan tvangsfjernes aldeles omgående. I live eller ej. Og dermed overgå til de næste i rækken.
Sådan bør det være. Det er fornuft. Alt andet er ubærligt. Jeg tror faktisk ret hurtigt der bliver lavet en ændring af den lov, da de fleste må være enige om fornuften i det. Kunne man så ikke vise den enighed nu, inden drengen kommer i jorden, istedet for at skulle flytte urnen når loven bliver virkelighed?
Det kræver vågne politikere. Men hvor er i?
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
