Det er en mærkelig tid, hvor verden udenfor dit vindue ser fuldstændig normal ud, mens verden inde i din skærm er ved at bryde i brand. Hvis du rejser dig fra sofaen og kigger ud på gaden i dag, ser du måske bare en nabo, der lufter hund, eller de gyldne blade, der dækker fortovet, men i det øjeblik du tænder for nyhederne, træder du ind i et dystopisk parallelunivers, hvor hvert sekund tæller, og enhver samtale er en kampzone.
Kortet der æder landskabet
Der findes en gammel filosofisk tanke om, at hvis man laver et kort over et landskab, der er så detaljeret, at det dækker hele landskabet, så ender kortet med at blive virkeligheden, mens selve jorden under vores fødder forsvinder. Det er præcis det, vi oplever i disse uger. Medierne spejler ikke længere virkeligheden; de skaber den. De konstruerer en fortælling, som vi navigerer efter, og vi er efterhånden nået dertil, hvor vi stoler mere på de blinkende tal på skærmen end på vores egne sanser.
Når jeg ser på nyhedsdækningen i dag, ser jeg en dobbelteksponering af frygt. På den ene side har vi coronaens anden bølge, hvor vi netop er blevet præsenteret for et forsamlingsforbud på ti personer og en besked om, at barerne skal lukke klokken 22. Det er ikke bare praktiske foranstaltninger; det er kulisser i et drama, som medierne instruerer med en intensitet, der får en Hitchcock-film til at ligne en børneudsendelse. Vi tæller smittede, som var det point i en makaber sportskamp, og glemmer fuldstændig, at bag hvert tal gemmer der sig et menneske, en skæbne eller måske bare en helt almindelig forkølelse, der er blevet ophøjet til en statslig krisesituation.
Den amerikanske feberdrøm
Samtidig har vi det amerikanske valg, der lurer blot seks dage ude i fremtiden. Det er her, mediernes magt for alvor viser sit ansigt. Vi bliver fodret med meningsmålinger, analyser og “breaking” nyheder i en lind strøm, som om det var vores eget sogneråd, der skulle vælges. Polariseringen i USA er ikke bare noget, vi observerer; det er noget, vi importerer. Medierne elsker konflikten, for konflikten skaber opmærksomhed, og opmærksomhed er den nye valuta. Vi bliver bedt om at vælge side i en krig, der foregår tusinder af kilometer væk, men som gennem skærmen føles mere nærværende end vores egen overbo.
Det er, som om vi har glemt, hvordan man fører en samtale, der ikke er dikteret af en overskrift. Vi taler i klicheer, vi taler i slogans, og vi taler i frygt. Medierne har skabt en virkelighed, hvor nuancerne er døde, og hvor man enten er med dem eller mod dem. Hvis du stiller spørgsmålstegn ved dækningen, er du en fornægter. Hvis du accepterer den råt, er du en lydig undersåt. Der er ingen plads til den tvivl, som ellers er fundamentet for al dannelse og folkestyre. Som Jean Baudrillard engang påpegede, så lever vi i en hyperrealitet, hvor simuleringen af virkeligheden er blevet vigtigere end virkeligheden selv.
Tallenes tyranni over mennesket
Hver eftermiddag klokken 14 sidder vi klar til de nyeste tal fra Statens Serum Institut. Det er blevet vores nye tidsregning. Men hvad gør det ved vores menneskesyn, når vi begynder at se hinanden som potentielle smittekilder frem for medborgere? Når medierne dag ud og dag ind fokuserer på de få, der bryder reglerne, frem for de millioner, der forsøger at få hverdagen til at hænge sammen under absurde vilkår? Det skaber en mistillid, der er langt farligere end nogen virus. En mistillid til naboen, til systemet og i sidste ende til sandheden.
Mediernes opgave burde være at oplyse, men i øjeblikket føles det mest som om, de mørklægger alt det, der gør os til mennesker. De store følelser, de skæve eksistenser og den sunde fornuft bliver mast i maskineriet af frygt og sensation. Vi har brug for at genfinde den fælles samtale, som ikke er filtreret gennem en redaktørs ønske om klikrater. Vi har brug for at turde sige, at kortet ikke passer til landskabet. At verden faktisk findes uden for skærmen, og at den er langt mere nuanceret, end nyhederne giver os indtryk af.
Det er i de små sprækker, i de samtaler vi har over hækken eller i den stille undren over tidens gang, at vi finder tilbage til virkeligheden. Vi må ikke lade medierne eje vores verdensbillede. Vi skal tage magten over vores egne tanker tilbage og huske, at selvom overskrifterne skriger, så har vi stadig ret til at tænke os om, trække vejret og se verden med vores egne øjne. For hvis vi mister evnen til at se virkeligheden selv, så er der ingen vej tilbage fra den skærmskabte illusion.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
