Hvordan får man rytmehans til at slingre ned af Vestergade mens en underlig fisk helt naturligt forholder sig til dansende blå linealer? Hvordan bliver to kærester med meget lange ører til en vanvittig parring helt oppe under taget, som spreder de vildeste kaniner overalt og drømmer om at sætte sig på en bænk eller ikke finde glæden i, trods alt, at være fodgænger? Og hvorfor er Danmark pludselig i mol uden skyggen af mulighed for, at slå ørerne ud og råbe mangfoldighed?
Det er fordi man som skaberen af musicalens storyline Heinrich Topp Christensen forstår sig på et samlet tekstunivers, som slet ikke kræver at man har røget en stråhat, selvom det umiddelbart virker sådan, når motorsavreklameblade er del af lyrikken. Det kræver, at man tager vildskaben alvorligt og også forstår de unge musikalske drenge fra Skjern, der fra start gik imod konformiteten og aldrig gik i takt. Heller ikke da de rykkede til storbyen og så ud over bugten, der skal være fuld af liv. At man forstår, at det ikke er nok at skære ørerne af, for der er stadig mange der kan lytte. Man kan ikke operere glæden og individet ud af folk, ved at fjerne en enkelt legemsdel. Og man skal kunne forstå på Peter AGs tekster, at der i galskaben er en sandhed, vi har forladt.
I går så jeg endelig “Vilde kaniner” som Søren Møller og co på Østre Gasværk har skabt. Den var i går rykket her til Musikhuset Aarhus, hvor Gnags hørte hjemme og teksterne i høj grad har charmen fra. Og jeg var blæst bagover. Både af det tekstunivers, som jeg i høj grad har haft med mig som superfan af Gnags – men også behandlingen af den kulturarv fra teatrets side. Så nænsomt, så dybt og så dygtigt.
Senest jeg så en så nænsom behandling af dansk kulturarv, som ganske få ikoniske musikere og bands er, var opsætningen af Shu-bi-dua på Fredericia Teater – i tiden under netop Søren Møllers ledelse med en team, der slog rekorder og skabte en helt ny standard i Danmark på det lille provinsteater. Også Daniel Vasilios skal nævnes som en af dem, der udvidede scenen med digitale værktøjer dengang. Alle erfaringerne er tydeligt taget med videre – og nu er det så lygtemanden, kaninerne og mister swing King der fik turen. Man opdager ganske enkelt dybden, når et univers tages alvorligt og ikke alene handler om at hoppe til burhøns og hælde danskvand ned af ryggen, men i sammenhængen giver mening. For helvede hvor var det godt!
Hvem bliver mon de næste der er så heldige at Søren og co kigger deres vej? TV-2 er oplagt og et must. Måske de gæve kvinder fra Shit og Chanel kunne mixes til en fælles vej? Uanset hvad og hvem, så har dette team på gasværket fat noget helt ekstremt væsentligt, når vi som folk trænger til at blive mindet om alt det, vi stadig har tilfælles.
“Vilde kaniner” spiller i Århus januar ud. Aner ikke om der er billetter, men du bør gøre alt for at nå det.
(Anmeldelse til et cetera magazine, januar 2026)
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
