NÅR SYSTEMET IKKE KAN FINDE UD AF AT HJÆLPE DE RIGTIGE

Jeg husker tydeligt forhandlingerne om inflationshjælp Det danske computersystem er så gammelt og ringe at man ikke kan fodre det med et filter der udvælger dem man gerne vil hjælpe Nu står aftalepartnere og roser noget som de godt ved også indeholder noget skævt og ulogisk   og forsøger at forklare det ulogiske og gøre

Jeg husker tydeligt forhandlingerne om inflationshjælp. Det danske computersystem er så gammelt og ringe, at man ikke kan fodre det med et filter, der udvælger dem, man gerne vil hjælpe. Nu står aftalepartnere og roser noget, som de godt ved også indeholder noget skævt og ulogisk – og forsøger at forklare det ulogiske og gøre det logisk. “Vi har valgt ikke at skelne børnefamilier på om der er et eller fire børn” eller “vi har valgt at følge børneydelsen og dermed kan en rig kvinde med en fattig mand få en check, for sådan er det også med andre ydelser – vi ser på individet og ikke på ægtefæller”. Og ingen ville række hånden op, selvom virkeligheden er at systemet muliggør at en politiker med ministergage kan få check fordi partneren tjener ganske lidt.

Men det er alene fordi man godt ved, at man ikke kan filtrere danskerne på ret meget i systemet. Det vidste vi dengang med varmecheck og vi måtte endda rundt om bordet acceptere, at der nok kom “ekstra bladet” på nogle vanvittige udbetalinger. Det sagde jeg åbent i interviews dengang, fordi det sgu da ikke nytter at forsøge at bortforklare, at vi er låst af et lortesystem – der er så elendigt, at selve ideen om checks burde forkastes allerede inden forhandlinger. Vi burde gøre noget helt andet end at udbetale checks (som er at betale borgerne deres penge tilbage) men i stedet forandre samfundets skatte og afgiftssystemer. Og digitale system (som vist er bestilt og nok først færdigt i 2080 eller lign).

Læs også:
Konkursen følger med ind på Christiansborg

Det tager tid at forandre det komplicerede – og det burde regeringen have arbejdet på at gøre for længst, da man gik i regering på at kunne tage “de svære beslutninger” og tage fat på “de upopulære nødvendige beslutninger”. Og det bør man også åbent adressere, når man bliver spurgt ind til det ulogiske, istedet for at stå og nedgøre pressen med utidige svar om cavlingpriser. Pressen ER stadig vælgernes stemme på borgen.

Måske check bare er bedre smørelse end systemiske forandringer? Var en generel forandring af afgifter eller andre langsigtede tiltag mon gået i breaking og dermed havde påvirket Voxmeter? Næppe!

Siden corona har vi måttet forstå en ny politisk virkelighed, hvor man afhjælper politiske fravalg af det upopulære – med en gavecheck, der er nemmere at se på kontoen for vælgerne nu og her, end når den er spredt ud over året som et par hundrede mere i løn til den første. Og hvis nogle taler imod den slags, er man enten “en blå” – som Pelle Dragsted sagde, mens Venstre stod til samme doorstep – der kun vil hjælpe de rige eller er arrogant og virkelighedsfjern, der ikke kan se folks nød derude.

Jeg siger tværtimod!

De, der taler imod en gavecheck, er for det meste folk, der ønsker at skabe et bedre Danmark for alle, hvor vi beholder flere af vores penge løbende – fremfor at staten indsamler dem og gemmer dem på en konto, indtil der skal uddeles checks. Jeg tror faktisk danskerne er OK til at administrere deres egne penge.

Læs også:
Stemmefiskeri med Kvotekongen i Thyborøn

Men tillykke med pengene til de der HELT KLART har brug for dem! Det sætter ingen spørgsmålstegn ved at mange har derude. Det luner med sikkerhed i en meget svær tid, hvor der ikke er gjort spor for at afhjælpe en stigende krise.

Gem pengene godt, så de kan spredes ud over de næste fire år – da der ikke kommer nye checks før i 2030, der er næste valgår.

Om jeg fatter at vi bliver ved med at acceptere, at langt det meste i vores land drives fra dag til dag, hvor noget pludselig haster og skal hastebehandles, selvom det har set præcist sådan her ud lang lang tid. Jeg håber vælgerne er klogere og rent faktisk en dag tør lade et valg handle om de store ting, og ikke bare et enkelt emne som kampagnerne og strategierne pålægger alle at ævle om i fire uger. Måske denne gang? Næppe… det handler vel om fødevarer, udlændinge, fistbumps og Grønland. Eller hvad partierne synes vi skal tale om. Og pressen er ofte helt med på de udstukne emner, da politik ikke må være så kompliceret som det er, men gerne skal være letforståeligt for alle?

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.