Der var engang en nat, som simpelthen glemte at møde op på arbejde, fordi solen var så varm og dejlig, at den helt glemte at gå i seng. I den lille by Sladderup stod uret på tolv, men himlen lignede en lysende appelsin, og ingen vidste helt, om de skulle spise natmad eller eftermiddagskage.
Det hele startede en helt almindelig tirsdag i den lille by Sladderup, hvor husene lignede små sukkerknalder, og alle kendte alles navne og præcis hvor mange skefulde sukker, de brugte i deres kaffe. Solen havde skinnet hele dagen, præcis som den plejede, men da uret nærmede sig otte, og fuglene begyndte at gabe og pudse deres fjer for at gøre klar til en lur, skete der noget mærkeligt. Solen, der ellers plejede at glide langsomt ned bag de grønne bakker som en rød bold, der triller i mål, besluttede sig for at blive hængende. Den hang bare der, midt på himlen, og strålede så ihærdigt, at selv de ældste borgere i byen måtte finde deres solbriller frem igen, selvom de lige havde sat sig til rette i deres natbukser.
Først var alle børnene i Sladderup selvfølgelig ellevilde, for hvis solen ikke gik ned, så betød det jo logisk nok, at det slet ikke var sengetid. Der blev spillet fodbold i baggårdene til langt ud på det, der burde have været aftenen, og ismanden nåede at sælge tre gange så mange gammeldags vafler med syltetøj og flødeskum, som han plejede. Forældrene stod i deres døråbninger og så lidt forvirrede ud, mens de kiggede skiftevis på deres ure og på den knaldblå himmel, der nægtede at skifte farve til hverken lilla eller mørkeblå. Det føltes som en uendelig sommerferie, der var blevet mast sammen på én enkelt dag, og energien i gaderne var højere, end da cirkusset kom til byen sidste år og elefanten ved et uheld satte sig på borgmesterens hat.
Men oppe over skyerne var der en, der overhovedet ikke var glad, og det var månen. Han sad på sin favorit-sky og dinglede med benene, mens han kiggede misundeligt ned på solen, der tog alt opmærksomheden. Månen havde fundet sin flotteste natlampe frem og pudset sine stjerner, så de var klar til at blinke om kap, men hvad hjalp det, når himlen var så lys, at ingen alligevel kunne se dem. Han følte sig som en gæst til en fest, der aldrig rigtig kom i gang, og hans humør blev tungere og tungere for hvert minut, der gik. Månen elsker nemlig stilheden, de dybe skygger og den ro, der falder over verden, når alt bliver mørkt, og folk begynder at drømme om ting, de ikke tør sige højt om dagen.
Lille Alma var den eneste i hele byen, der lagde mærke til, at noget var helt galt, for hun havde altid været god til at lægge mærke til de små ting, som de voksne ofte overser. Hun så, hvordan blomsterne begyndte at hænge med hovederne, fordi de trængte til en kølig nat, og hun hørte, hvordan pindsvinene i hækken gryntede irriteret, fordi de ikke kunne komme ud og finde mad uden at blive set. Alma vidste, at verden har brug for både lys og mørke for at fungere, ligesom man har brug for både at tale og at lytte. Hun besluttede sig for, at hun måtte finde ud af, hvorfor natten var blevet væk, og hun startede med at klatre op på det højeste loft i byen for at komme tættere på mysteriet.
Uppe på loftet fandt hun en gammel, støvet stige, der glimtede mærkeligt i det evige sollys, og da hun satte foden på det første trin, mærkede hun en varme, der ikke kom fra solen, men fra selve magien. Stigen voksede og voksede, som om den vidste, at Alma havde en vigtig mission, og før hun vidste af det, stod hun på kanten af en sky, hvor luften duftede af nyslået græs og søvnpulver. Her fandt hun noget, hun aldrig havde forestillet sig: et kæmpe bibliotek lavet af bløde skyer og gamle bøger, der svævede i luften som store fugle med sider af guld. Det var her, alle verdens historier blev opbevaret, så de kunne blive sendt ned til menneskene som drømme, når de sov.
Midt i det hele lå Nattevagten, en kæmpe, blød skabning med pels som den dybeste midnat og øjne, der lignede fjerne galakser. Han lå i en gigantisk hængekøje spændt ud mellem to stjerneskud, og han sov så tungt, at hele skyen vibrerede hver gang, han snorkede. På hans mave lå en bog med titlen "De Eventyr Der Aldrig Slutter", og det så ud til, at han var faldet i søvn lige midt i det mest spændende kapitel. Alma forstod med det samme, at det var Nattevagten, der skulle have trukket det mørke tæppe hen over himlen, men fordi bogen var så god, havde han glemt tiden, glemt sit job og glemt alt om at lade dagen få fred.
Alma vidste, at hun ikke bare kunne vække ham med et råb, for hvis man vækker en Nattevagt for hurtigt, kan man risikere, at alle drømmene flyver ud af bogen på én gang og skaber et frygteligt rod i folks hoveder. Hun satte sig forsigtigt ved siden af ham og begyndte at nynne en lille melodi, som hendes mor altid sang, når det var tid til at sove. Det var en sang om at give slip på dagen, om at turde lukke øjnene og stole på, at stjernerne nok skal passe på én, indtil det bliver morgen igen. Langsomt begyndte Nattevagten at røre på sig, og hans store, mørke ører begyndte at vippe i takt med melodien.
Da han endelig slog øjnene op, blev han så forskrækket over at se en lille pige i sit bibliotek, at han nær var faldet ud af hængekøjen. Han kiggede ned på Sladderup og så den lyse himmel, og han blev helt flov helt ud i spidserne af sin mørkeblå pels. Han undskyldte mange gange og forklarede, at han bare lige skulle læse en enkelt side mere, men at historien havde taget ham med til en anden verden, hvor tiden ikke findes. Han skyndte sig at lukke bogen og række ud efter det store, fløjlsbløde tæppe, som han altid holdt gemt under sin sky, klar til at blive bredt ud over jorden.
Med en elegant bevægelse kastede Nattevagten tæppet ud, og Alma så, hvordan mørket rullede hen over himlen som en stille bølge. Det var ikke et skræmmende mørke, men et varmt og trygt mørke, der duftede af stilhed og hvile. Solen sukkede lettet og takkede af for i dag, mens den forsvandt om på den anden side af jorden for at vække nogle andre børn. Månen rettede ryggen og smilede så bredt, at han lignede en lysende banan, og stjernerne begyndte at tænde sig selv én efter én, indtil hele himlen glimtede som en skattekiste fuld af diamanter.
Nede i Sladderup faldt der en vidunderlig ro over alt og alle. Børnene holdt op med at løbe, deres ben blev pludselig meget tunge, og de fandt deres veje hjem til deres egne senge, hvor dynen føltes blødere end nogensinde før. Ismanden lukkede sin bod og glædede sig til selv at få en lur, og forældrene pustede lysene ud og nød lyden af natten, der endelig var kommet for at give dem fred. Verden har brug for pauser, tænkte Alma, mens hun klatrede ned af stigen igen, for hvis det altid var dag, ville vi glemme at drømme, og hvis vi altid talte, ville vi glemme værdien af at lytte til stilheden.
Nattevagten vinkede farvel til Alma fra sin sky og lovede, at han fremover ville sætte et vækkeur, før han kastede sig over en ny bog. Han havde lært, at selv de bedste historier må have en slutning, så en ny dag kan begynde, og at mørket er ligeså vigtigt som lyset, fordi det er i mørket, vi finder roen til at blive klar til alt det nye. Sladderup sov nu den dybeste søvn i mands minde, og drømmene den nat var smukkere og mere farverige, end de nogensinde havde været før, fordi de havde ventet så tålmodigt på at få lov til at komme ud.
Lille Alma kravlede ind under sin egen dyne, og mens hun lukkede øjnene, kunne hun mærke den kølige nattevind gennem vinduet. Hun vidste nu, at alt i verden hænger sammen, og at man ikke skal være bange for det, man ikke kan se, for nogle gange findes de største eventyr gemt i netop mørket. Hun smilede ved tanken om Nattevagten og hans magiske bibliotek, og hun vidste, at næste gang solen gik ned til tiden, så var det fordi, hun havde hjulpet verden med at finde sin rytme igen.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Uret der tæller i hjerteslag
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
