Nu har jeg efterhånden læst mange, der mener statsministeren græd på kommando. Det er en vild påstand. Den tror jeg ganske enkelt ikke på!
Man kan anklage Mette Frederiksen for brud på Grundloven og magtfuldkommenhed mv. Der går jeg absolut gerne forrest, da det handler om regeringen, fundamentet for folkestyret – ikke om mennesket.
At rende rundt på en minkfarm, hvor der for nogen tid siden var raske mink i en dragt, som selv folk på Tjernobyl mener er i overkanten er rent spin, et forsøg på at tale frygten op – og det mest latterlige billede jeg længe har set!
Men at påstå falske tårer er blevet del af dansk politik accepterer jeg simpelthen ikke.
Jeg har talt med minkavlere de sidste fire uger. Store stærke mænd og kvinder, der svarer resignerende og psykisk knækkede. De græder når man spørger til deres følelser. Og jeg har selv grædt flere gange, fordi jeg nemt kan forestille mig hvordan det er, at miste fodfæstet på baggrund af en ordre. Og endda bagefter få at vide, at de sørme ikke skulle have taget pressemødet alvorligt.
Det er hjerteskærende historier – og de der ikke selv græder af at lytte, er hårde mennesker som jeg slet ikke kan sætte mig ind i eller spilde tid på.
Så jeg tror Mette fik samme oplevelse som jeg. Mødte en virkelighed. Hørte hvordan det er at rive et livsværk ned og måske endda noget, der er fået i arv fra forældre og bedsteforældre. Forstærket hos statsministeren ved, at hun gav den ulovlige ordre selv.
Jeg angriber gerne regeringen uanset farve eller en statsministers gerninger i forhold til Grundloven. Jeg kritiserer gerne spin med heldragter og forsøg på at få os til at bruge andre ord end en ordre. Jeg kalder gerne bluff når jeg ser den – hele besøget var spin og et tåbeligt forsøg på at flytte sofaen fra godaften- og godnat danmark ud i virkeligheden – men jeg forsøger konstant at huske, at der er et menneske bagved, som nok først i går forstod, hvilke konsekvenser en ulovlig ordre har haft derude i virkeligheden. Det må man gerne tude over, uden at blive angrebet for det.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






