Noah boede i en by, hvor alt var meget pænt, meget ordentligt og utroligt gråt. Husene var grå, fortovene var grå, og de voksne, der boede i husene og gik på fortovene, bar altid grå jakkesæt og kiggede på deres store, grå ure for at se, om de var for sent på den til noget meget vigtigt og meget kedeligt. I denne by var der ikke tid til at kigge på skyerne, og der var slet ikke tid til at tale med sin egen skygge. Men Noah var ikke som de voksne. Han havde nemlig glemt at blive travl, og i stedet huskede han at være nysgerrig. Han brugte timer på at studere, hvordan vandpytter glimtede efter regn, og hvordan vinden fik de visne blade til at lege tagfat nede ved parkens indgang.
En eftermiddag, hvor solen hang lavt og kastede de længste og mærkeligste skygger over byens torv, opdagede Noah noget ganske særligt. Han stod helt stille ved det store springvand, der ikke længere sprang, fordi de voksne syntes, det var spild af vand. Han løftede sin højre arm for at klø sig på næsen, men hans skygge nede på de kolde brosten rørte sig ikke. Den blev bare liggende, lang og mørk, med begge arme ned langs siden. Noah rynkede panden og prøvede igen. Han hoppede på ét ben. Skyggen blev liggende. Han lavede en grimasse og rakte tunge ad en grå lygtepæl. Skyggen stirrede bare stumt tilbage fra jorden uden at løfte en finger.
Noah satte sig på hug og kiggede direkte på sin skygge. Er du blevet træt? spurgte han med en lav stemme, så de travle voksne ikke skulle tro, han var blevet tosset. Til hans store overraskelse rystede skyggen langsomt på hovedet. Det var en lille bevægelse, næsten som et vindpust i græsset, men Noah så det tydeligt. Skyggen begyndte derefter at strække sig. Den rettede ryggen, løftede armene over hovedet i en blød bue og rejste sig på tæerne – nede på de grå sten. Det lignede ikke noget, Noah nogensinde havde gjort. Det lignede noget meget smukkere. Det lignede ballet.
Skyggen lavede en piruette. Den snurrede rundt og rundt, hurtigere end Noah nogensinde selv ville kunne, og selvom den var helt sort og flad, så det ud som om, den vejede mindre end ingenting. Noah begyndte at grine. Det var det sjoveste og mest fantastiske, han længe havde set. Hans egen skygge var en danser! Han prøvede at følge med, men hans fødder var tunge i de solide støvler, og han faldt hurtigt på numsen. Men skyggen fortsatte. Den hoppede over kanten af springvandet, gled op ad muren på det gamle rådhus og lavede et elegant spring fra et vindue til et andet, før den landede blødt ved Noahs fødder igen.
Snart begyndte andre børn i nærheden at lægge mærke til det. Der var Mia, som altid bar en gul regnfrakke, selv når det var solskin, fordi hun godt kunne lide farven. Hendes skygge begyndte pludselig at stå på hænder. Og der var Villum, der sad på en bænk og kiggede på sin skygge, som nu var begyndt at jonglere med skyggerne fra tre usynlige bolde. Børnene samlede sig på torvet, og deres skygger begyndte at lege sammen. Det var som om, en helt ny verden var vågnet til live lige under fødderne på de voksne, der stadig bare kiggede på deres ure og mumlede om vigtige møder og renter.
Noah indså hurtigt, at skyggerne ikke bare dansede for deres egen skyld. De forsøgte at fortælle noget. Hver gang en voksen gik forbi, prøvede skyggerne at række ud efter deres skygger. Den grå bankdirektør med den stive nakke gik forbi, og Noah så, hvordan bankdirektørens skygge pludselig lavede en lille dans bag hans ryg. Bankdirektøren stoppede op. Han mærkede et mærkeligt lille ryk i sit hjerte, som om han pludselig kom i tanke om en gammel sang, han havde elsket som barn. Han kiggede sig omkring, så på børnene og de dansende figurer på jorden, og for første gang i tyve år glemte han at tjekke sit ur.
Det spredte sig som en varm bølge gennem byen. Overalt hvor børnene gik, begyndte skyggerne at lære fra sig. Noah blev skyggernes læsemester. Han lærte de voksne, at man ikke behøver at være bange for det, der er anderledes, og at ens indre barn ikke forsvinder, bare fordi man begynder at gå med slips. Han fortalte dem, at skyggerne kun danser, når man tør give slip på alvorligheden og lade fantasien få plads. De voksne begyndte at smile. De begyndte at stå stille og kigge på jorden, ikke fordi de ledte efter tabte mønter, men fordi de beundrede den ballet, deres egne skygger nu opførte med elegance og glæde.
Byen blev aldrig den samme igen. Husene var måske stadig grå udenpå, men vinduerne blev fyldt med farvede gardiner, og folk stoppede op for at tale med hinanden om de mærkeligste ting, som for eksempel hvilken farve en drøm har, eller hvordan man bedst lærer sin skygge at spille fløjte. Noah lærte, at det vigtigste i verden ikke er at nå frem til tiden, men at være til stede, mens man går vejen. Han huskede altid at bære sit barnesind som en usynlig krone, og hver gang han så en travl voksen, gav han dem et lille nik, indtil deres skygge også begyndte at danse.
Når natten faldt på, og månen lyste over de danske tage, lagde skyggerne sig til ro. Men Noah vidste, at de bare ventede på den næste dag, hvor de igen kunne minde alle om, at livet er alt for kort til ikke at danse ballet, selvom man er en skygge på en grå brosten. Han krøb ned under sin dyne, lukkede øjnene og mærkede, hvordan hans egen skygge lagde sig trygt og tæt op ad ham, klar til nye eventyr i drømmeland. Han vidste, at så længe han huskede at lege, ville verden aldrig blive helt grå igen.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den glemte drage i cykelkælderen
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
