Når mørket falder på, og husets mange lyde lægger sig til ro, begynder den virkelige verden ofte at vågne for dem, der tør tro på, at natlampens skær er mere end blot elektricitet og glas. Nora var en af de få, der vidste, at drømme ikke bare er noget, man ser, men et sted man kan rejse hen, hvis man har det rigtige kompas.
Det var en tirsdag aften, hvor regnen trommede mod ruden som små, utålmodige fingre, der ville ind i varmen. Nora lå i sin seng og kiggede på sin natlampe, en gammel sag af messing, som hun havde fået af sin morfar. Han havde altid sagt, at lampen ikke lyste for at skræmme mørket væk, men for at vise vej ind i det. Denne nat sitrede lyset på en måde, Nora aldrig havde set før. Det var ikke bare gult; det var ravgult, flydende og fyldt med små, dansende gnister, der lignede faldende stjerner fanget i en glaskuppel.
Pludselig skete det. Lyset fra lampen holdt op med at sprede sig jævnt i værelset. I stedet samlede det sig til en tynd, lysende tråd, der strakte sig fra natbordet, hen over dynen og direkte mod det åbne vindue. Nora holdt vejret. Hun rakte en hånd ud og rørte ved lyset. Det var ikke varmt som en pære, men føltes som blødt fløjl og kildede mod hendes fingerspidser. Da hun satte sine fødder på gulvet, opdagede hun, at lysstien bar hende. Uden en lyd svævede hun en lille smule over tæppet, og før hun vidste af det, stod hun i karmen og kiggede ud i den mørke have. Men haven var væk.
Udenfor vinduet strakte stien sig som en gylden motorvej gennem natten. Regnen var holdt op, eller måske var Nora blot trådt ind i en lomme af verden, hvor regn ikke kunne finde vej. Hun tog det første skridt ud i den tomme luft, men hendes fod landede solidt på det glødende stjernestøv. Under hende lå byen som et tæppe af små, fjerne lys, men stien førte hende højere op, forbi de øverste grene af det gamle egetræ og helt op til skyerne. Skyerne var ikke grå og tunge, som de havde været om eftermiddagen. Her oppe glimtede de i nuancer af pink, lilla og dyb indigo, og de føltes som store dyner af vat, man kunne rulle sig i uden at blive våd.
Da hun havde gået et stykke tid, mødte hun en bro. Den var ikke lavet af sten eller stål, men af månestråler og elfenbensfarvede klavertangenter. Hver gang hun tog et skridt, lød en lille, sprød tone, der blandede sig med nattens stilhed. Jo hurtigere hun løb, desto hurtigere blev melodien, og snart løb hun over broen til tonerne af en lystig vals, der fik hendes hjerte til at hamre af glæde. Hun var ikke bange, for hun kunne mærke, at lampen hjemme på natbordet stadig holdt fast i stien.
For enden af broen landede hun i en have, der ikke lignede noget, hun havde set i parken eller hos naboen. Her voksede blomsterne direkte op af luften, og deres kronblade var store, glødende krystaller. Når vinden blæste blidt gennem dem, ringlede de som tusindvis af små klokker. Nora satte sig på hug og kiggede ind i en blå krystalblomst, og derinde så hun sit eget ansigt, men hun så ældre ud, og hendes øjne lyste med en viden, hun endnu ikke havde fundet i skolen. I haven fløj små kolibrier med vinger af regnbuer, og de nynnede sange, som kun børn og katte kan forstå.
En af fuglene satte sig på hendes skulder og hviskede, at hun var nået til Forsmagen på Drømmeland. Det var her, alle de gode idéer blev født, før de blev sendt ned til menneskene som små gnister om natten. Nora forstod nu, hvorfor hun nogle gange vågnede og vidste præcis, hvordan en tegning skulle se ud, eller hvordan man løste et svært puslespil. Det hele startede her, i haven med krystalblomsterne, hvor alt det umulige var helt almindeligt.
Men stien fortsatte. Den førte hende dybere ind i landet, mod noget der lignede en kæmpe bygning. Da hun kom tættere på, så hun, at det slet ikke var et hus, men en port bygget af gigantiske bøger. Siderne i bøgerne blafrede i vinden, og historierne indeni var så levende, at karaktererne indimellem hoppede ud fra papiret og vinkede til hende. En lille ridder i sølvpanser galoperede forbi på en mus, og en drage på størrelse med en tekopper prustede små skyer af glimmer ud af næseborene.
Porten var indgangen til det store bibliotek af alt det, man har glemt. For at komme igennem skulle Nora svare på et spørgsmål, som en gammel ugle med monokel stillede hende. Uglen sad på toppen af en tyk ordbog og kiggede strengt, men kærligt på hende. Hvad er tungere end et bjerg, men lettere end en fjer? spurgte den. Nora tænkte sig om. Hun tænkte på de voksne, der altid havde så travlt med deres tunge bekymringer, og hun tænkte på sine egne drømme. Et løfte, svarede hun efter lidt tid. Uglen nikkede og lod bøgerne åbne sig, så hun kunne gå igennem.
Indenfor i Drømmeland var tiden holdt op med at gå i cirkler. Her kunne man være i går og i morgen på samme tid. Nora så børn, der legede med stjernebilleder, som om de var perler på en snor, og hun så gamle mennesker, der løb om kap med vinden, fordi deres ben herinde var lige så stærke, som da de var fem år gamle. Hun forstod, at natlampen ikke bare havde vist vej til et sted, men til en sandhed: At vi aldrig rigtig mister det, vi tror på, så længe vi tør lade lyset lede os.
Men horisonten begyndte at skifte farve. Det dybe lilla blev til en blød ferskenfarve, og stjernestøvet under hendes fødder begyndte at blegne. Hun vidste, at det var tid til at vende tilbage. Hun løb tilbage over bogen, gennem haven med krystallerne og hen over den syngende klaverbro. Da hun nåede sit vindue, var stien næsten gennemsigtig. Hun hoppede ind på sit gulv, og i samme sekund slukkede natlampen med et lille, tilfreds klik.
Nora krøb under dynen, og da hun lukkede øjnene, kunne hun stadig mærke kilderen fra stjernestøvet på sine tæer. Hun vidste nu, at verden var meget større end hendes værelse, og at drømmene altid venter på dem, der tør lade en gammel messinglampe vise vej. Da hun faldt i søvn, smilede hun, for hun vidste, at hun altid kunne vende tilbage, så længe hun huskede at bevare barnesindets magi i sit hjerte.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #278 – Elias og det glemte urværk i kælderen]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
