NY TOGTUR – DENNE GANG MED ELITEN

Jeppe SøeSøeforklaringer1 kommentar

Jeg fik nok af pøblen sidst jeg kørte i tog. Ingen gad snakke, og dem der gad, havde ikke noget at snakke om. Derfor har jeg i dag købt billet til 1. klasse. Sammen med eliten.

Sæderne er præcist ligeså beregnet til deforme rygge, som inde hos de andre. Men der er gratis kaffe. Eller det var der i Aalborg. Her ved Randers er der ikke flere små poser med Nescafe tilbage. Jeg ved godt hvorfor. Der var en gut, som var på toget mellem Skørping og Randers. Han havde tydeligt ingen billet. Sad og stirrede nervøst efter billetpigen. Og han har garanteret nolet alle poserne. Dumme svin. På den anden side, i dag kan en nørdet dreng med hul i bukserne nemt have nået at stifte en virksomhed med 100 medarbejdere og sælge den til en amerikaner for en milliard – og grunden til at han kiggede efter billetdamen kunne være, at hun faktisk er rigtig pæn. Klar overscoring for ham, men var jeg ikke gift…
Hun ville dog ikke ændre min pladsbillet, så jeg kører med ryggen til verden. Klar skilsmissegrund. Men hvem har så snuppet den kaffe?

Der er to bud:

En ældre herre, der sidder med avisen lidt for tæt på øjnene. Enten har han glemt brillerne, eller også venter han på, at aldersrabatten hos optikeren er oppe i et niveau, der er værd at handle på. Sådan er nordjyder. Vi går gerne ind i vejskilte og andre mennesker gennem 20 år og får smurt næsen ind i tryksværte fra Jyllands Posten, hvis vi kan spare 20% på at vente. Han er ellers velklædt. Fodformede Jacoform sko, der er så store, at de giver hver eneste tå egen bolig med udhus. Sokletten er tyk. Uld som vor oldemor kartede den. Farvevalg til debat. Han har nu byttet Jyllands Posten ud med en iPad. Det klæder en Jacoform. Også selvom han stadig holder skærmen helt ind til næsen.

Farvevalg til debat gælder også kupeens kunstværker, som forestiller nogle lyserøde mennesker på hvide heste. Nøgne kvinder med brysterne frit fremme. Til venstre er der sat en jernplade over hestens røv og til højre et klistermærke på kvindens kønsorgan. Jeg ved ikke om det er sådan en slags alternativ censur, hvor man markerer det frække, men alligevel vil give folk retten til at kigge lidt i frihed. For mig gør det ingen forskel. Hestene er på hver side af døren, der går ind til pøblen. Jeg kan skimte nogle af dem derude gennem døren, der ellers er så tæt, så den værste stank holdes ude. Eneste kontakt med almenvældet er, når vi på 1. skal på lokum. Den slags skidtværk foregår nede hos dem. Man kan nemt holde vejret hele vejen gennem vogn 11, så man ikke bliver smittet med noget.

Overfor mig sidder en dame og strikker. Hun er ellers ikke over 50. Garnnøglen ligger nede i posen fra Rema1000. Allerede der må jeg sætte foden ned. Rema1000! Hvad helvede laver sådan en pose herinde hos adlen. Den er i farver, som slet ikke passer til vores livssyn – og den symboliserer lortevarer, som man kun kan tvinges til at investere i, af et alt for voldsomt loft på kontanthjælpen. Discount af værste skuffe – og hende her reklamerer skamløst for det, ved at vælge netop den pose til sin togtur. Vi andre har da, i mangel af ordentlig taske, en Irma-pose til formålet. Ikke at vi handler der, men posen har vi med os. Eller Magasin.
På trods af manglende pli og smag, er hun pudsig på andre måder. Hun har den vildeste tot i håret. Jeg tror selv Ritt Bjerregaard ville stoppe hende og bede hende slappe lidt af med den knold. Hun har samlet hår fra flere generationer med en stakkels elastik, der tvinges ud i yderste led for at holde sammen på hele skidtet. Det er bristepunktet i en grad, så man bliver helt imponeret. Den peger direkte opad. Jeg har aldrig set noget lignende. Lidt som de der Trolls. Sidder lidt og forestiller mig, hvordan det ville se ud, hvis elastikken sprang. Bliver lidt bange, men måtte jo ikke få en anden plads.

Læs også:  Jacob Ludvigsen er død.

Fik jeg sagt at hende billetdamen er pæn? Hun har lige fyldt kaffen op. Måske de er vant til, at de altid skal kigge om alt er tømt, når folk er stået af i Randers. Og så har hun givet mig et rundstykke. Når man tænker på, hvor ensom og forladt man er ude hos pøblen, er det paradis på jord at få et rundstykke serveret på pladsen. Jeg siger ikke at det smager godt, for det var faktisk ikke tilfældet – men det har med sikkerhed været friskt, da det kom til togvognen. Det er tanken der tæller.

Uniformerne de bruger i DSB klæder ingen ret godt. Lidt for stramme de forkerte steder, halstørklædet bruger ingen med forstand på årstal mere – og de røde streger, der skal matche logoet, matcher til gengæld ikke mennesker. Men hun kom med et rundstykke – og her efter en time kunne hun have gjort det i en jakke af nuttet sælungeskind, uden at jeg havde fundet det bemærkelsesværdigt.

Nu er der også to unge fyre i 30erne, begge med runde hornbriller og samme lyseblå skjorte. Kort strithår, der måske er sat fra morgenstunden eller er, som det var, da de vågnede. Det kan man sjældent vurdere. Folk kan i dag gå direkte fra Dennis Knudsens salon og ud på gaden og ligne en, der har boet på gaden i årevis. Det er møgmoderne med “tilfældig strit”.

Begge stod på i Århus. Siden har de skiftevis lagt æbleprodukter frem på bordet. Først en iPhone, så en macbook pro, så lagde den ene deres apple watch ved siden af den bærbare, så gjorde den anden. Trådløse hovedtelefoner og en ekstra lille harddisk. Hver. Da alt er på bordet spørger den ene, om den anden har en oplader med. Det har de begge glemt. Om et par timer er alt deres udstyr bare en omgang skrot uden strøm. “Pis”, siger den ene lidt højt. Hende med totten blev helt forskrækket. “Og jeg skal hjem til Århus igen efter mødet”. Det kommer han nok alligevel. Det er næppe sådan, at hans bærbare er så væsentlig for togføreren, at den ikke kører uden hans strøm.
De to lyseblå arbejder i samme mindre firma i Vejle. Jens er ikke en ok fyr, kan jeg forstå. “Siden vi gik i drift har han opført sig som en lort”, er de begge enige om. Det er ham de skal til møde med i Vejle. Jeg kender godt både deres virksomhed og Jens, virksomhedens ejer. Det kunne være virkelig fedt at læne sig over og spørge de to fremadstræbende strømhungrende teknikhajer om Jens stadig er sammen med Camilla – for efter deres barn fik konstateret hjertefejl, har livet været hårdt for dem. “Det er lige omkring dengang I gik i drift”. Men jeg gør det ikke. Det opdager Jens sikkert selv, når han får overskuddet tilbage.

Hende med totten leder efter mere Earl Grey. Hun siger det højt, så vi andre hører det. “Er der virkelig ikke mere earl grey”, står hun og spørger sig selv. Selvom hun kender svaret. Vi andre føler ingen trang til at svare hende. Utroligt man ikke skjuler en så tydelig detalje om sig selv. Alle ved jo, at dem der “bare” vælger earl grey i et hav af forskellige the-produkter med smag af savsmuld, røget bark og blåbær på en bund af solmodne tomater er de samme, som ser fjernsyn en lørdag aften. FlowTV altså. I ved, det, som de andre har valgt du skal se kl 20. Men hun er ikke flov. Earl Grey serveres i kupeen. Alle kigger ned i deres iPads, men jeg tager teten på folkets vegne og sender hende blikket! Nogle bliver nødt til det, så den type ikke bliver ved.

Læs også:  Kalief Browder på NetFlix

Ham den ene lyseblå har lige ført en samtale lidt højlydt om nogle licenser. Han fortalte hvor meget der var at have styr på og hvordan han ville ordne det i toget. Mange fede buzzwords, og ham overfor er imponeret. Men midt i “samtalen” ringede hans telefon. Højt og direkte ind i hans øre. Han forsøgte kejtet at fortælle den fiktive i røret, at han måtte tage en anden samtale, men alle os med iPhone ved, at en telefon ikke ringer med ringetone mens man er i samtale. Den kan man bare ikke redde. Det bliver hans længste tur. Og så nærmest uden strøm.

Tænk der stadig er nogen som tror, at man er sej fordi man siger fremmedord i en telefon? At man virker travl og vigtig? I virkeligheden sidder vi jo bare og tænker, at han må være bagud med alt, når han ikke kan time en køretur uden opkald fra fake medarbejdere, der mangler en licens. Det er samme type, der i 80erne købte en enorm Time Manager i læder. En stor kalender, som vi gik rundt og viste folk, at vi havde. Der stod ikke en skid i kalenderen, for vi skulle ikke noget – men det så ud som om vi var så væsentlige for verden, at hvert minut måtte planlægges fra vugge til grav. De fleste af dem, der købte, spiller i dag golf og samler på tid. De lyseblå står af i Vejle.

Ellers har eliten det fint i kupeen. Vi har fået kaffe og der er ekstra earl grey. Det var ellers ikke nødvendigt. Billetdamen er lige kommet ind i kupeen for at se billetter. Ikke hende den pæne billetdame – de skiftede hende ud i Århus med en mere skrap dame, som vil kunne klare et slagsmål uden at kalde på hjælp, hvis det opstod. Hun har lige tjekket billet hos hende hottentotten med Rema1000 – og hun er nu på vej ind i vogn 12. Eliten ånder lettet op. Der var altså også for meget der slet ikke passede ind. Strik, pose, earl grey – alle tre dele passer slet ikke til vores billeder af lyserøde kvinder til hest.

Der er en tagplade som ikke sidder helt fast. Den vippede blidt i Aalborg og gjorde ikke et væsen af sig. Lyden var ikke anderledes end tasterne på de to bærbare, der trykkes heftigt i bund. Men efterhånden som vi passerer den jyske højderyg er tagpladen gået igang med en regulær løsrivelse fra DSB. Og nu på den anden side af storebælt lyder det nu som om Pearl Jam gav koncert på taget af vogn 11. Vi har i virkeligheden siddet og skulet til den hele vejen, men der er ingen i eliten der ønsker at gøre en forskel på sagen. Det er ikke elitens job at ordne tagplader, men vi ved med sikkerhed hvem, der skal sættes til det. Og det ved hun også. Da totten var sat på plads kom hende den rå tilbage og satte en næve på tagpladen, der nu er retur på skinnen. Ikke en lyd kommer fra den. Hvad skulle vi gøre uden vores tyende.

Derudover siger vi ikke spor til hinanden.
Det er et gravkammer, som enhver anden kupe på 2. klasse – bare med slips.
Service er som på 2. klasse – bare med kaffe og et rundstykke.
Sæderne er som på 2. klasse – bare med udsigt til lyserøde patter.

Jeg flyver hjem til Aalborg i aften. Det er billigere end at tage toget. Der er ingen lyserøde kvinder på flyveren, går jeg da ud fra… det ville ellers pynte. Til gengæld er det ret hurtigt overstået.

/Søe

En kommentar til “NY TOGTUR – DENNE GANG MED ELITEN”

  1. Hvor er du skarp og morsom Jeppe Søe -dejligt grin her i natten hvor regnen pisker mod ruden og stormen rusker derude…👏☔️💨💦

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.