Støvet har lagt sig efter Grundlovsdag, og mens de røde faner vajer i den lune junivind, begynder den svære øvelse: At omsætte valgflæsk til hverdag. Spørgsmålet er, om vi har fået en ny retning for Danmark, eller bare nye ansigter til at synge de samme gamle sange i Statsministeriet.
Det er en mærkelig tid, de her uger efter et valg. Landet har talt, mandaterne er delt ud som kort i et spil, ingen helt ved, hvem der vinder, før de sidste stik er taget ved forhandlingsbordet. Vi har sendt en hær af nye folk ind i det hellige hus på Slotsholmen, og forventningerne er skruet så højt op, at de næsten kun kan falde ned med et brag. Mette Frederiksen står der med sit røde flertal og duften af magt i næseborene, mens Lars Løkke Rasmussen har forsøgt sig med en politisk kamikaze-manøvre om en regering hen over midten, som ingen rigtig bad om, men som alle nu taler om.
Den store udskiftning og det tabte mellemværende
Man må give Løkke, at han er en overlever. At smide bomben om en SV-regering midt i en valgkamp var enten det mest geniale eller det mest desperate træk i nyere politisk historie. Det duftede af en mand, der vidste, at jorden brændte under ham, og som hellere ville sætte ild til hele cirkusteltet end at forlade manegen i stilhed. Men vælgerne ville noget andet. De ville have ren besked, og nu har de fået en rød blok, der ser ud til at have fundet sammen om alt fra klima til velfærd, i hvert fald på papiret.
Men når de nye koste begynder at feje, opdager de ofte, at skidtet sidder utroligt godt fast i krogene. Det er nemt at love guld og grønne skove, når man står på en ølkasse i Silkeborg eller Holstebro, men det er noget helt andet, når man sidder over for departementscheferne, der har set ministre komme og gå, mens systemet består. Som Halfdan Rasmussen så smukt engang mindede os om, så er det ikke altid nok at have ret, hvis man ikke har hjertet med, og i politik bliver hjertet ofte mast af regnearkene allerede inden den første 100-dages plan er ført ud i livet.
Hvor blev ånden af i maskinrummet?
Det bekymrer mig, at vi taler så meget om mandater og så lidt om mennesker. Valgkampen handlede om procenter, om ydelser og om hvem der kunne love mest for de færreste penge. Men hvor var samtalen om, hvad det vil sige at være dansker i en tid, hvor alt bliver digitaliseret og strømlinet til ukendelighed? Vi har fået et valgresultat, der skriger på forandring, men jeg frygter, at vi blot ender med en ny form for teknokrati, hvor de røde regneark bare erstatter de blå.
Folkestyret er ikke en maskine, der skal serviceres hvert fjerde år. Det er en levende organisme, der kræver tillid. Hvis Mette Frederiksen og hendes nye hold tror, at de kan løse Danmarks problemer udelukkende ved at flytte rundt på nogle pengeposer og ansætte flere djøf’ere til at kontrollere de varme hænder, så har de tabt allerede inden de er begyndt. De nye koster skal ikke bare feje gulvet; de skal åbne vinduerne og lade noget frisk luft slippe ind i de støvede gange, hvor kynismen alt for længe har fået lov at råde.
Vi har brug for en politik, der tør tale om dannelse, om fællesskab og om det ansvar, vi har for hinanden – ikke bare som skatteydere, men som medmennesker. Det bliver spændende at se, om de nye koster overhovedet tør tage fat på de rigtige problemer, eller om de bare ender med at polere de gamle.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
