Stilheden har sænket sig over det danske landskab. Ikke den smukke, juleagtige stilhed, hvor sneen daler, men den tunge, indestængte tavshed, der opstår, når tusindvis af danskere sidder i deres stuer og undgår at kigge på den splinternye juicepresser, der allerede har fået sin første fedtede hinde af støv ude i køkkenet. Det er dagen, hvor de store løgne, vi fortalte os selv for fem dage siden, begynder at lugte lidt ligesom de glemte sild i køleskabet.
Velkommen til virkeligheden. Det er her, de gode intentioner tager hen for at dø, og jeg sidder midt i det hele med en kop sort kaffe og en dyb følelse af, at jeg igen er blevet tørret af min egen optimisme. Vi kalder det nytårsforsæt, men vi burde kalde det, hvad det er: En kollektiv, midlertidig sindssyge, der rammer nationen hver gang rådhusklokkerne ringer, og vi bilder os ind, at en kalendervending kan overrule fyrre års indgroet dovenskab og kærlighed til flødesovs.
Monstrummet i køkkenskabet og de lysende sko
Hvis man kunne åbne de danske køkkenskabe i dag, ville man finde en kirkegård af teknologiske vidundere, der blev købt i en febervildelse af sundhedsvanvid. Min egen juicepresser står derude. Den ligner noget, der er designet af NASA til at udvinde raketbrændstof, men i virkeligheden er dens eneste funktion at transformere fire kilo dyre økologiske gulerødder og en pose grønkål til en lille kop grøn væske, der smager af græsslåmaskine og dårlig samvittighed. Og det værste er ikke smagen. Det værste er rengøringen. Intet dræber lysten til et nyt liv hurtigere end at stå en søndag morgen og pille fibre ud af en mikroskopisk si med en tandbørste, mens man drømmer om en hvid franskbrødsmad med tandsmør.
Og så er der løbeskoene. De står ude i gangen og lyser i en neonfarve, der er så aggressiv, at de næsten kræver solbriller. De er teknisk set det mest avancerede fodtøj, jeg ejer. De er bygget til at modstå stød, optimere afviklingen af skridtet og sandsynligvis også affyre små missiler, hvis man bliver jagtet af en løs hund. Men her på femtedagen har de kun været ude på én tur. En tur, der varede præcis tolv minutter, før min hofte sendte en formel klage til centralnervesystemet, og min lungekapacitet mindede mig om, at jeg ikke er tyve år længere, uanset hvor meget jeg har betalt for en sål med indbygget returenergi.
Problemet med nytåret er, at vi tror, vi kan købe os til en ny personlighed. Vi tror, at hvis bare udstyret er i orden, så følger disciplinen med i kassen. Men disciplin kan ikke købes i en sportsforretning eller bestilles på nettet med levering næste dag. Den bor et helt andet sted, og den plejer at tage på ferie i januar, præcis samtidig med at fitnesscentrene kører deres mest aggressive kampagner.
Den store donation til muskel-industrien
Der findes ingen større filantroper i Danmark end dem, der tegner et medlemskab til et fitnesscenter den 2. januar. Det er en af de smukkeste former for uegennyttig velgørenhed, vi har. Vi overfører gladeligt tre-fire hundrede kroner om måneden til en virksomhed, vi aldrig besøger, blot for at opretholde illusionen om, at vi kunne gøre det, hvis vi ville. Vi betaler for retten til at have dårlig samvittighed.
Jeg har selv været der. Jeg har stået i et omklædningsrum, der lugtede af gammel sved og knuste drømme, mens jeg prøvede at forstå, hvordan man indstiller en maskine, der lignede noget fra et torturkammer i middelalderen. Rundt om mig var de “rigtige” træningsfolk – dem, der ikke har brug for nytårsforsæt, fordi de har byttet deres sjæl ud med proteinpulver. De kiggede på os januar-turister med et blik, der var en blanding af medlidenhed og irritation. De ved jo godt, at vi er væk om tre uger. At vi er de trækfugle, der lander kortvarigt, skaber lidt kaos ved vægtstængerne og så flyver hjem til sofaen, så snart det bliver hverdag igen.
Hvorfor gør vi det mod os selv? Hvorfor vælger vi den mest mørke, kolde og deprimerende måned på året til at starte en total personligheds-renovering? Det svarer til at forsøge at male sit hus midt i en snestorm. Det giver ingen mening. Hvis vi virkelig ville ændre vores liv, ville vi gøre det en tirsdag i maj, hvor fuglene synger, og overskuddet er i top. Men nej, vi skal absolut gøre det, når vi er mest trætte efter julens overflod, og når mørket presser sig på.
Åndens overgivelse til systemet
Som jeg ofte nævner, så handler det i virkeligheden om ordentlighed over for sig selv. Vi lyver for os selv, og vi gør det med en entusiasme, der ville gøre enhver brugtvognsforhandler misundelig. Vi skaber et “projekt mig”, som er baseret på ydre faktorer – vægt, skridttællere og Excel-ark over privatøkonomien – i stedet for at kigge på det, der rent faktisk betyder noget.
Vi har glemt ånden i farten. Vi har glemt, at mennesket ikke er en maskine, der bare skal optimeres. Vi er fejlbarlige, vidunderlige væsner, der har brug for både kage og hvile for at hænge sammen. Når vi propper os selv ind i stramme træningsdragter og tvinger os selv til at drikke opvaskevand med sellerismag, så gør vi vold på vores egen natur. Vi forsøger at tvinge en struktur ned over os selv, som vi i virkeligheden foragter.
Som Dan Turèll engang skrev i et af sine digte om hverdagen, så er det jo den, der er det meste. Hverdagen. Den kommer altid buldrende, uanset hvor mange smarte apps vi har installeret til at tracke vores søvn eller vores indtag af kulhydrater. Og hverdagen er ikke designet til nytårsforsæt. Hverdagen er designet til overlevelse, til små glæder og til at få tingene til at glide.
En bøn for de uperfekte
Måske skulle vi i stedet holde en mindehøjtidelighed for alle de forsæt, vi allerede har begravet her den 5. januar. Vi skulle sige tak til de løbesko, der trods alt fik os ud én gang. Vi skulle give juicepresseren en kærlig tanke, før vi skubber den helt ind bagerst i skabet ved siden af bagemaskinen fra 2018 og fondue-sættet fra 90’erne.
Der er en befrielse i at give op. Ikke at give op på livet, men at give op på de urealistiske forventninger, som vi føler os tvunget til at adoptere, bare fordi året har skiftet tal. Sandheden er, at du er præcis det samme menneske i dag, som du var den 31. december. Og ved du hvad? Det er faktisk helt okay. Verden har ikke brug for flere fejlfrie supermennesker med perfekt trimmede maver og en jernhård disciplin. Verden har brug for mennesker, der tør indrømme, at de hellere vil læse en god bog end at løbe i regnvejr. Mennesker, der prioriterer en god samtale over en tur i fitnesscentret.
Jeg har besluttet, at mit eneste forsæt for resten af 2025 er at være lidt mere overbærende over for min egen utilstrækkelighed. Jeg vil kigge på mine ubrugte løbesko og smile til dem, som man smiler til en gammel ven, man aldrig får set, men som man stadig holder af. Jeg vil lade juicepresseren stå som et monument over min egen optimisme, og hver gang jeg ser på den, vil jeg minde mig selv om, at jeg i det mindste forsøgte.
Livet er for kort til at leve i en konstant tilstand af dårlig samvittighed over ting, vi alligevel aldrig kommer til at gøre. Lad os i stedet fokusere på den ordentlighed, der ligger i at være til stede i det liv, vi rent faktisk har, i stedet for det liv, vi ser i reklamerne for dyre medlemskaber og proteinbarer.
Hvis vi virkelig vil flytte noget, skal vi ikke starte i fitnesscentret. Vi skal starte med at tale ordentligt til os selv og hinanden. Vi skal genfinde respekten for det menneskelige og det uperfekte. Det er trods alt der, de bedste historier og de største erkendelser bor. Ikke i en skridttæller. Gad egentlig vide, hvor jeg har lagt den?
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
