Der er en helt særlig lugt i luften, når en epoke synger på sidste vers. Det er ikke nødvendigvis en lugt af forrådnelse, men snarere en tung duft af gammelt papir, støvede gardiner på Marienborg og en snert af den desperation, der opstår, når man forsøger at vinde en tabt sag med teknokrati. Her i januar 2019 sidder jeg med præcis den fornemmelse efter Lars Løkke Rasmussens nytårstale.
Han lignede en mand, der godt ved, at sandet løber hurtigt nu. Vi står på tærsklen til et valgår, og alle kan mærke det. Men i stedet for at tale til hjertet valgte han at tale til regnearket. Han talte om 21 nye sundhedsfællesskaber, som om vi alle sammen går og drømmer om mere struktur i vores lokale lægekredse, mens verden omkring os i virkeligheden råber på mening og retning. Det er en nytårstale, der lugter af afsked, før afskeden overhovedet er blevet underskrevet.
Murene i vores eget sind
Løkke valgte at bruge 30-året for Berlinmurens fald som sit historiske bagtæppe. Det var et klogt greb, på papiret. For hvem kan ikke lide en fortælling om frihed, der vinder over undertrykkelse? Men der var noget hult over det. Mens han hyldede de nedbrudte mure i Europa, var vi herhjemme i fuld gang med at bygge nye. Ikke af beton, men af mistillid og systemtænkning. Vi byggede mure mellem land og by, mellem systemet og borgeren, og ikke mindst mellem dem, der “vil vores værdier”, og dem, der ikke vil.
Som Leonard Cohen så smukt har sunget: “There is a crack in everything, that’s how the light gets in.” Problemet her i januar 2019 er bare, at sprækkerne er blevet så mange, at lyset er ved at blænde os, i stedet for at oplyse os. Vi taler om frihed, men vi planlægger kontrol. Vi taler om nærhed, men vi præsenterer centraliserede sundhedsreformer, der lugter langt væk af embedsmandslogik og politisk overlevelse.
Det er her, jeg mærker den første rigtige træthed over “Borgen-sproget“. Den der måde, man kan tale om menneskers liv, som om de er brikker i et strategispil, man kan flytte rundt på for at få en meningsmåling til at flytte sig tre decimaler. Løkke kæmper for sit politiske liv, og han gør det med den eneste valuta, han for alvor mestrer: kompromiset og den administrative snilde. Men han glemmer, at folket ikke leder efter en administrator på årets første dag. Vi leder efter en vejviser.
Da sundhed blev til tal i en tabel
Når jeg hører om de der 21 sundhedsfællesskaber, bliver jeg ærlig talt en smule træt. Det er Løkkes store satsning. En reform, der både skal redde sundhedsvæsenet og hans statsministerpost. Han vil sætte patienten før systemet, siger han. Men hver gang en politiker siger, at de vil sætte mennesket før systemet, ender de paradoksalt nok med at bygge et endnu større system til at holde øje med, at mennesket har det godt.
Det er her, kynismen for alvor bider sig fast i den politiske samtale. Vi er holdt op med at tale om, hvad det vil sige at være syg, og er i stedet begyndt at tale om “standardiserede patientforløb”. Vi er holdt op med at tale om omsorg og er begyndt at tale om “effektmål”. Løkke er arkitekten bag denne verden, og i sin nytårstale forsøger han at overbevise os om, at endnu mere af det samme vil løse de problemer, det oprindeligt har skabt.
Jeg sidder og tænker på min tid på efterskolerne og højskolerne. Der lærte vi, at man ikke kan måle ånd. Man kan ikke sætte dannelse ind i et Excel-ark. Og man kan slet ikke styre et land udelukkende ved hjælp af logik, hvis man glemmer det folkelige fundament. Løkke er blevet en teknokratisk konge i et rige, der tørster efter poesi.
Flygtige værdier og stramme greb
Og så var der selvfølgelig værdipolitikken. Løkke talte om at beskytte kvinders frihed mod social kontrol i parallelsamfund. Det er en vigtig sag, bevares. Men når det bliver serveret som en del af en nytårstale, der også skal handle om 30-året for Berlinmurens fald, kammer det over i noget, der føles som politisk spin frem for ægte bekymring. Det føltes som om, man brugte de mest sårbare grupper som løftestang for at vise, at man stadig var “stram nok” til at sidde ved magten.
Det er den der evige balancegang i dansk politik, som jeg ofte rådgiver virksomheder om at holde sig langt væk fra: At forsøge at være alt for alle, men ende med at være intet for nogen. Løkke vil være den liberale verdensmand, den stramme udlændingepolitiker og velfærdsstatens beskytter på én og samme tid. Men her i januar 2019 er masken begyndt at sprække.
Vi ser en statsminister, der forsøger at navigere i et oprørt hav af populisme, klimakrise og intern splid i blå blok. Og hans svar er at bygge flere systemer. Det er i virkeligheden det største svigt i moderne politik: troen på, at vi kan administrere os ud af eksistentielle kriser.
Afskedens duft i nutid
Man behøver ikke være synsk for at mærke, at noget er ved at slutte. Løkkes tale er ikke en begyndelse. Det er et langt, sejt træk mod udgangen. Han taler om et Danmark, der er rigt og åbent, men bag ordene lurer frygten for at miste kontrollen. Og det er måske den vigtigste erkendelse lige nu: at magt, der udelukkende bygger på administration og taktiske manøvrer, begynder at erodere, når folket savner en sag at samles om.
Jeg har altid sagt, at vi skal turde kalde en skovl for en skovl. Og Løkkes nytårstale i 2019 er en politisk gravskrift forklædt som en vision. Han forsøger at sælge os mere af det gamle pakket ind som fornyelse, og mens han taler, kan man næsten høre flyttebilerne varme op ude foran Marienborg.
Som Søren Kierkegaard så præcist formulerede det: “Livet forstås baglæns, men må leves forlæns.” Og netop derfor er januar 2019 så interessant. Vi lever forlæns ind i et valgår, mens noget allerede knager i de gamle konstruktioner. De gamle mure bliver hyldet i talen, men herhjemme er vi i fuld gang med at rejse nye mellem os selv – politisk, menneskeligt og i hele den måde, vi taler om hinanden på.
Det er en januar med frost i jorden og duften af en svunden tid i næsen. Og hvis der er noget, den tale lærer mig lige nu, så er det, at man aldrig skal undervurdere værdien af at tale sandt om de svære ting, fremfor at pakke dem ind i 21 sundhedsfællesskaber og en historisk reference, man ikke selv helt kan leve op til.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
